Tomahawk: Store Vega, København

Tomahawk, Store Vega, København

Tomahawk: Store Vega, København

Anmeldt af Per Bloch | GAFFA

Opvarmning: Bosnian Rainbows
Art-punk-rock kvartetten Bosnian Rainbows fra Texas var det helt rigtige valg som opvarmning: Et skævt preludium for hovednavnet og et et præcist varsel om hvad vi havde i vente.

Med Teri Gender Bender som det tribale kraftværk i front fik vi et lille og kompakt sæt med eksperimenterende rock, der emmede af legelyst, og masser af rumklang på vokalen. Bandet stod tæt sammen på scenen som en enhed og lød også sådan, selvom deres udtryk stak i alle retninger, uden at tabe sit energiske fokus. Deres elektronik og hvirvlende elektricitet blev holdt sammen af den svirrende vokalinde der teede sig og sang både modigt, hjerteligt og koket.

Inden de bosniske regnbuer havde klinget af overtog en dyb drone Store Vegas stemningsfulde sal. Den buldrende bas gyngede ensformigt og utrætteligt igennem salen imens teknikerne gjorde klar på scenen. Til sidst glemte ørerne og hovedet den, men kroppen lod sig stadig bevæge. Dybt og ubemærket. Temaet der erstattede klokken lidt over 21 var som et stadion-chant. Blæs, march og fællessang. Rette rygge og andægtigt afventende de fire Tomahawk-musikere.

Indiansk stridsøkse
Fra første strofe af "God hates a Coward" var både tonen og stemningen sat. En 65 minutter lang opvisning i urkraftens karakter. Klassisk rockbesætning tilsat vokaleffekter og lidt elektronik og med den altid potente Mike Patton i front. Den mand er og bliver en gave til rockmusikken med sine eksperimenter ud i stemmens højder og afgrunde. Hans afsøgen af stemmen som instrument leder ham fra de stille og smygende til det vulkanisk skrigende og helst med så kort afstand som muligt. Han er dæmonen, han er den camouflerede general, han er rentegnet pondus, den kæmmede førsteelsker og den sjove onkel, som vi anerkendende griner af og spændt afventer næste spruttende udbrud skridt fra. Man ved ikke hvor man har ham, som en gnist tænder en ny karakter i ham – skizofreniens regnbuefarvede persongalleri. Method singing. Method performing.

Lige da min medlytter havde ønsket ind i mit øre - "jeg ku' godt tænke mig mere aggressiv og krads guitar!" - gik det i opfyldelse. Jeg tror det var på "Rape this day". Jeg har glemt rækkefølgen, men jeg kan stadig mærke helheden og energien fra de fire Tomahawk-økser, som kastede sig ud over os. Og publikum var med – observerende og energisk responderende ethvert sonisk cue fra orkestret.

Det er ikke hver dag man oplever et rockpublikum som er så stille (som i usnakkende), fokuseret og samtidig piskende energisk når det gælder. Jeg tilskriver det fuldtræffere som "Birdsong", "Capt. Midnight" og "May day" og "Stone letter". Med flere. Vi var hele raden rundt. En hitparade (ja, foran det rette publikum kan eksperimenterende og hård rock godt være hits!), en tilpas mængde snak og ikke mindst humor, som gør at det tunge er til at bære.

Godt de blev hjemme
Det er til koncerter som disse, at jeg ikke kan lade være med at tænke på, at hvis mine forældre så mig nu og hørte hvad jeg hører, så ville de korse sig og forfærdet spørge hinanden hvad de dog har gjort galt. Hvordan jeg dog kan holde ud at høre på den larm! Jeg ville svare dem, at de har gjort det helt rigtigt, for de har evnet at få mig til at se og høre det smukke i selv bestialsk støj, snerrende kaos og utæmmet vildskab. Jeg ville juble foran dem, over at jeg ikke er bange for aggressionen og det forvrængede. Jeg vil sige til dem, at nok lyder det højstemt og patosfyldt, men lige nøjagtig denne type musik, er noget af det mest helstøbte, autentiske og euforiudløsende jeg kan blive udsat for. Og hvis det skal ned på jorden igen vil jeg fortælle dem, at jeg slet og ret bliver glad, når jeg ser en mand mestre sin stemmes alsidighed, fra klassisk skønsang til gutteral brølen.

Alt det ville jeg sige til dem, hvis de havde været der denne aften på Vega og havde set mig og os gå i ét med musikken og energiudladningen.

Om jeg ikke har noget dårligt at påpege? Jo, jeg synes lys-sætningen var lidt kedelig og jeg var irriterede over en blist på venstre side af min tunge, men det er dels en ligegyldig bagatel og dels sagen uvedkommende. Måske vil nogen påpege, at meget af legen og det maskerede som Mike Patton tidligere har dyrket er væk og måske vil de begræde, at hans umiskendelige vokaleffektpark er blevet reduceret til at være en militærmønstret laptop. Men hos mig er der ikke noget at savne, for tilbage står stadig hans rå og ubarberede energi, understøttet af et præcist og tung orkester, der ikke smiler, men sitrer af spilleglæde. Der er ingen slinger, det er afvekslende til trods for få virkemidler og så toppes der tilmed af med crooner-elegance, jazz-standarden "Angel Eyes". Hvad mere kan man ønske sig? Måske ud over at blive sendt ud i natten som Tomahawk-cheerleeders i fællessang til tonerne af det tema, som indledte koncerten, hvilket også blev opfyldt.

Seks stjerner
Jeg vil ikke sige at jeg har haft rig lejlighed til at uddele seks stjerner på min færd som Gaffa-anmelder. Jeg kunne have gjort det til et par af de Prince-koncerter jeg har anmeldt. Jeg burde have gjort det til Imogen Heap i selv samme Vega i 2010 (og jeg fortryder stadig at jeg ikke gjorde det, men det er en anden og lang historie) og til et par enkelte andre har det været lige ved at være nødvendigt. Men det blev først nu. Ikke på tide, men lige nøjagtig til tiden og med et tomahawk-missils præcision.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA