Adam Cohen: Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal

Adam Cohen, Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal

Adam Cohen: Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Ja, han er søn af mesteren – og det er både til at se og høre. Og så prøver jeg ellers at slutte den der. Altså den med faderen. Det ved jeg selvfølgelig godt bliver umuligt, men alligevel. Han kom dog trods alt ikke og gæsteoptrådte. Jeg prøver at undlade ham, men bliv ikke vred, hvis han popper op senere. For det gør han. Lørdagens koncert var henlagt til en fyldt Rytmisk Sal og markerede samtidig Adam Cohens sidste koncert i landet i denne omgang. Faktisk ren forkælelse for det danske publikum med et besøg af Cohen, eftersom canadieren ikke har spillet andre koncerter i hele 2013. Først Tønder, så Lolland fredag aften og altså en afsluttende seance i Aarhus. En førstegangsoplevelse i Aarhus for Cohen og hans fem musikere, men efter alt at dømme ikke den sidste. Vi fik fem kvarters underskøn rundrejse i Cohens folk-musikalske univers tilsat utallige jokes og ikke en mindst en del nye lovende sange.

"Turn On The Sun" og "So Much To Learn" startede rejsen, og de to nye sange viste, at Cohen absolut ikke har skiftet musikalsk spor siden det egentlige gennembrud "Like A Man", som efterhånden er det par år gammelt. Den lette folk med flydende poetiske tekster er mandens varemærke, og et enormt krydderi til aftenens traktement var de til tider fire strygere på henholdsvis cello og violin, der forstærkede de melankolske undertoner i musikken. Det er en fantastisk ting, at når koncertstedet hedder Musikhuset, skal man ingen bekymringer have, om lyden nu er god eller ej. Og så er det jo også et eller andet sted betryggende at vide, at kunstneren på scenen blot skal hedde Cohen til efternavn for at få publikum til at være stille. I Aarhus var spredningen på de omkring 400 publikummer stor, og en del unge havde også fundet vej i Festugens pakkede program. De kom ikke forgæves.

Stærkt videre
Aftenens 11 sange bød på fem nye numre, fire fra "Like A Man" og ikke at forglemme to smukke fortolkninger fra den berømte fars bagkatalog. Altså ingen sange fra Adam Cohens to første udspil. Det virker til, at han satte en streg i sandet i årene mellem 2004 og 2011, hvor det ikke kørte på skinner. Efter blandt andet at have vedkendt sig sin musikalske arv og ikke udgivet musik i syv år, kom Cohen stærkt tilbage med karrierens ubestridt bedste udspil, hvor det for første gang er rigtig tydeligt, hvilket musikalsk ophav han kommer fra. Det var også først i 2007, at Adam Cohen begyndte at spille nogle af sine fars sange.

Et klart højdepunkt i første halvdel af koncerten var den musikalsk mørke "Matchbox", hvor forsangeren for første og eneste gang smed sin akustiske guitar og i stedet fremførte halvdelen af sangen syngende i et telefonrør. Den forvrængede stemme gennem røret gav repertoiret et herligt twist, og vi kom ud af de lidt vante rammer med guitaren. Efterfølgende var vi tilbage i komfortzonen, og så alligevel ikke helt, for at tage over Atlanten for at spille nyt materiale må siges at være at tage en chance, men niveauet i det nye materiale var mindst lige så højt som alt det andet.

En ny skæring, "Put Your Bags Down", var dunkel og anderledes, fordi Cohen her omstemte sin guitar til mørkere toner. Der blev talt en del mellem numrene og fyret mange jokes af. Det var fedt, fordi det stod i kontrast til musikken, og publikum blev også underholdt med historier om navngivningen af sønnen Cassius, der er opkaldt efter bokselegenden Cassius Clay (Muhammed Ali). Dette var før "Beautiful", som Cohen dedikerede til sønnen, og som sidste sang i det ordinære sæt fulgtes der op med pappa-klassikeren "So Long, Marianne", hvor fællessangen bredte sig. Noget, Adam Cohen har taget med sig fra faderen, er en enorm ydmyghed, som vi blandt andet fik at mærke i præsentationen af musikerne, hvor den indbyrdes respekt tydeligt kunne mærkes. Her fik hele holdet lov til at vise lidt af deres kunnen hver især. Ud over de faste strygere omgav Cohen sig med to multiinstrumentalister i form Michael Chaves og Mai Bloomfield, som begge var outstanding.

Publikum ville ikke slippe Cohen og resten af holdet, og de blev klappet og fodtrampet ind til ekstranumre. Dem fik vi to af, og her kom først Cohen og de to multiinstrumentalister ned på gulvet og gav os "Uniform", endnu et nyt nummer. Unplugged og med en indlevelse kun en mester værdig. Til sidst i sangen stemte også strygerne i, og salen var omdannet til en dagligstue i bedste sendetid. Efter at have takket publikum mange gange for at komme blev der sagt farvel med "Hey That's No Way To Say Goodbye". Endnu en skæring fra faderens suveræne katalog, hvor Cohen sang duet med Mai Bloomfield og endnu engang viste den enorme inderlighed og musikalske perfektion, der var kendetegnende for hele aftenen. Fem klare stjerner herfra og ikke mindst et håb om et snarligt gensyn.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA