Go Go Berlin: New Gold

Go Go Berlin
New Gold

Go Go Berlin: New Gold

GAFFA

CD / Sony Music
Udgivelse D. 30.09.2013
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Go Go Berlin har efterhånden opbygget et ry som solidt live-orkester oven på en række potente koncertoptrædener, hvor knægtene giver den alt, hvad remmer og tøj kan holde. Helt så overrumplende er gutternes albumdebut ikke, men mindre kan også gøre det, og til trods for et udtryk, hvor ordet originalitet tydeligvis er en by i Rusland, har berlinerne leveret et solidt rockalbum. Og hvem behøver også opfinde den dybe tallerken, når man kan skrive klichéfyldte, men lækre melodiøse rockbaskere som Darkness eller Raise Your Head i stedet for?

Bandet har et stærkt aktiv i forsanger Christian Vium, der synger som en våd rockdrøm og gør det med troværdighed. Der er tydeligvis styr på den (rock)musikhistoriske selvbevidsthed, og de intertekstuelle referencer er mange og stikker i mange retninger – tag for eksempel Hendrix og Lou Reed på tekstsiden af Castles Made Of Sand, der gudhjælpemig hedder det samme som førstnævntes klassiker – ballsy.

Man kan måske nok sine steder savne lidt flere grunde til ikke bare at sætte gamle Led Zeppelin-, Doors- eller Thin Lizzy-plader på, men når det så er sagt, har Go Go Berlin – modsat så mange andre af tidens pastiché-bands inden for diverse genrer – en god flok interessante og ganske medrivende sange. Og så skal fandenivoldskheden, energien og den insisteren, drengene lægger i rendyrket rock og rul honoreres. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA