Kira: When We Were Gentle

Kira: When We Were Gentle

GAFFA

CD / Stunt Records
Udgivelse D. 28.10.2013
GAFFA | Anmeldt af
Ivan Rod

Med albummet When We Were Gentle følger Kira Skov op på sit samarbejde med Peter Peter (albummet Epiphanies Of Grandeur) og sit favntag med Billie Holiday (albummet Memories Of Days Gone By).

Det nye album, When We Were Gentle, er, som de to forrige, af mørkt, melankolsk, dragende tilsnit. Skabt med afsæt i noget, der umiskendeligt minder om kunstnerisk kompromisløshed og autenticitet.

Igen-igen aner man, at Kira Skov står i gæld til store singer-songwritere som PJ Harvey og Nick Cave. Denne anmelder kommer f.eks. konstant til at tænke på Nick Caves to fremragende album, The Boatman's Call og No More Shall We Part, når When We Were Gentle spiller. Kira Skov synger sine sange på samme varmt indbydende og køligt distancerede måde, som Cave og Harvey synger deres. Bemærk, at hendes producer John Parish er producer for Harvey, og at hendes lydtekniker Paul Corkett har arbejdet for Cave. 

When We Were Gentle er et forrygende flot formfuldendt og lettere formørket album/univers, der genremæssigt må placeres midt imellem den gotiske storbyblues, den vokalt baserede simple rock og den smerteligt erfaringsformidlende vokaljazz. Albummet er fremragende som helhed. På meget højt niveau.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA