John Mayer: Jyske Bank Boxen, Herning

John Mayer, Jyske Bank Boxen, Herning

John Mayer: Jyske Bank Boxen, Herning

Anmeldt af Lisa Amtoft Jensen | GAFFA

Den utrolig succesfulde amerikanske sangskriver John Mayer er for tiden på sin første turné i tre år med de seneste to album "Born & Raised" og "Paradise Valley", der begge er udgivet i denne periode. Disse studiealbum er nummer fem og seks fra Mayer, der i årenes løb har rykket sig en del fra den bløde og yderst hitprægede rock, som han blev berømt for med "Your Body Is a Wonderland" i begyndelsen af 00'erne. På de seneste plader er han i stedet dykket dybt ned i de amerikanske rødder ved at fylde musikken op med elementer af folk, country, americana og blues med særpræg som steel-guitar, mundharmonika, twangede korvokaler og så selvfølgelig hans bluesede signatur-guitarstil.

Så når man går ind til en John Mayer-koncert i 2013, er det i høj grad country-rock-siden af hans sangkatalog, der bliver serveret, og det er vel også på sin plads, når nu han er på turné med to album, der i særdeleshed spiller på dette udtryk. Det, man så i stedet kan spørge om, er, om Mayer leverede en tilpas balance mellem hits og nye numre?

Genreklichéer og imponerende bluessoloer

Lad os tage koncerten fra starten: Efter at supportnavnet Gabrielle Aplin spillede en lille koncert med sine americana-folk-pop-sange med lettere britisk accent, gik hovednavnet på scenen iklædt jeans og ternet skjorte. Bag ham var et stort og solidt liveband og bag dem visuals med klipper, ørken, stjernehimmel med mere, der fungerede som et passende baggrundstæppe til John Mayers country/blues-revival.

Først blev vi præsenteret for to sange fra de turnéaktuelle albumudgivelser, og derefter et cover af Grateful Deads "Going Down the Road Feelin' bad", hvor alle blues- og 70'er-rock-klichéerne blev sat på plads, og hvor Mayer løbende præsenterede os for sine imponerende færdigheder som sologuitarist. Soloerne var for det meste hverken for korte eller for lange og blev på en fin måde underbygget af bandet.

Koncertens første sange var alle utrolig iørefaldende, og hvis man gik med på country-blues-vognen, så fungerede det. Grateful Dead-coveret spillede i særdeleshed på genre-klichéer og blev nærmest et jam-nummer, hvor musikerne legede med den enkle form og på skift mindede os om, hvor dygtige de var til at spille på deres instrumenter.

Selvom man måske kunne mene, at John Mayers sangtekster indimellem er en smule banale, og at han ikke nødvendigvis tilfører så meget nyt til de halvgamle og nostalgiske musikgenrer, så imponerer Mayer som blues-guitarist, og det i sig selv er måske nogle gange nok til at vinde folks (og især pigernes) hjerter.

Akustisk sekvens gik rent ind

I de følgende numre fortsatte stilen med sange, der var stærkt influeret af de amerikanske musikrødder, og man kan måske diskutere, om sangen "Belief" fra 2006's "Continuum" i virkeligheden lå lidt for sent i sættet. Dette kommer selvfølgelig igen an på, hvilken John Mayer man var kommet for at høre. Men sangen kom altså med et larmende skrig fra salen, og Mayer fortsatte med de beundringsværdige guitarsoloer.

Efter "Belief" spillede bandet titelsangen fra "Born & Raised", der også gjorde brug af en masse gamle klichéer gennem mundharmonika og korstemmer, der stræbte efter en amerikansk 70'er-countryrock-lyd. Selvom undertegnede ikke altid var lige begejstret for countryrock-stilen, gik dette nummer på mange måder op i en højere enhed.

Efterfølgende kom en akustisk sekvens med sangene "Neon" og "Free Falling", som publikum tydeligvis satte meget pris på. Her trådte John Mayer for alvor i karakter som karismatisk singer-songwriter-charmetrold, mens han samtidig viste sig som virtuos på den halvakustiske guitar. Udtrykket virkede mere nøgent, når det kun var ham, der stod på scenen. Optrædenen virkede mere intens, indlevelsen i sangene fik større rum, og de groovy guitarfigurer stod klarere frem. Det var et af aftenens højdepunkter, hvor Mayer fik mulighed for at vise sin styrke som solist.

God stemning i salen

Efter den akustiske sekvens fortsatte vi med en række catchy country-blues-numre – nogle var mere spændende end andre, selvom de fleste af dem kan sætte sig godt fast i bevidstheden efter få gennemlytninger. Jeg synes, at "Paperdoll" fra det optimistiske 2013-album "Paradise Valley" skiller sig positivt ud ved på en meget vellykket måde at blande den gamle og den nye stil, så man i højere grad kan mærke en rød tråd igennem Mayers efterhånden mangeårige musikkarriere.

Hen imod slutningen af sættet gik John Mayer og bandet på den ventede nostalgi-rejse tilbage i bagkataloget med gamle hits og berømte guitarriff, og det var virkelig noget, der skubbede gang i Jyske Bank Boxens siddende publikum, der nu rejste sig op, klappede og hvinede. Der var god stemning i salen. Og det blev ikke værre, da bandet forlod scenen og siden kom tilbage for at spille "Age of Worry" og "Gravity", hvor vi lige fik det allersidste blues-jazz-lir ud af John Mayers fingre.

Afslutningsvist kan man sige, at jeg tror, at det er de færreste, der har haft en direkte kedelig koncert, da der hele tiden var masser af bevægelse og liv på scenen fra enten John Mayer eller de andre bandmedlemmer. Han er en dygtig sangskriver og guitarist og en yderst charmerende performer i de rigtige øjeblikke. Man kan måske diskutere, om balancen mellem hits og nye numre og mellem solo- og bandoptræden har været fuldstændig optimal, men samtidig havde John Mayer-koncerten både elementer af smukt udførte instrumentalsoloer, gamle hits, nostalgi, et intenst singer-songwriter-afsnit og en fantastisk stemning, og det er måske egentlig ikke så dårligt at gå hjem med.

I aften spiller John Mayer i et udsolgt Forum i København, og derudover er det hans 36-års-fødselsdag i dag.

 

 

 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA