The Sandmen: VoxHall, Aarhus

The Sandmen, VoxHall, Aarhus

The Sandmen: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Der er bands, som aldrig dør. Lige meget hvor mange gange de så har lukket døren, kommer de altid tilbage. The Sandmen er et af de bands. Sidste år besluttede de sig for at tage endnu en tur med kliken, og lysten til at spille fortsatte så ind i 2013. Enkelte koncerter er på tapetet her i slutningen af året, og åbneren på et godt fyldt VoxHall viste et band og især Allan Vegenfeldt i fantastisk form.

Størstedelen af det fremmødte publikum var en god blanding af begge køn, som aldersmæssigt havde passeret deres første ungdom. En halv times tid efter det annoncerede tidspunkt kom værterne så på scenen, og fra første strofe af kunne man kun beundrende iagttage Vegenfeldt, der leverede hvert eneste ord, som gjaldt det livet. Eksplosionsfaren var allerede til stede fra start med en gyngende "Innervisions" og fortsatte aftenen ud. Holdet på de tre første numre bestod kun af forsangeren, Stefan Moulvad på guitar og Michael Illo på trommer.

Tidløst

Hvad er det rock'n'roll er, når det er bedst? Det er totalt tidløst. Sådan var det at opleve The Sandmen. Efter de tre første skud kom resten af holdet på banen. Især var Palle Hjorth noget af en oplevelse følge med nogle utrolige syretrips på nærværs-orgelet, og sange som "Big Texan" og "House In The Country" swingede ti procent mere med ham bag tangenterne.

Faktisk var hele holdet ikke inde, for til denne korte turné har The Sandmen fået både korpiger og blæsere med, og de kom ind i små passager med jævne mellemrum. Det gav en vanvittig fed bigband-stemning med både saxofon og trompet, og en sang som "500%" levede op til titlen. Der blev i den grad leveret, både på scenen og blandt publikum, hvor der blev hoppet og headbanget til den store guldmedaljle.

Store stunder kom med den lidt mere afdæmpede "Say Yes", og med en smukt ødelæggende "Devilsway" sagde Vegenfeldt og company tak for i aften. Han er en mand af få ord, den gode Vegenfeldt, men "skål" kunne han finde ud af at sige, og publikum nød at skåle med en mand, der aldrig bliver for gammel til at spille rock'n'roll.

Tre ekstranumre sendte for alvor Aarhus til tælling, hvor "Long Leg Sally" for Gud ved hvilken gang fik fællessangen til at bryde løs, og en lang og intens "Am I Grooving You" satte punktum for en koncert, hvor The Sandmen imponerede med det hæmningsløse hærg, som de altid er garant for. Samtidig var der en ukuelig energi, som kun kan forbindes med to ting – The Sandmen og rock'n'roll.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA