Diverse kunstnere: RECession, Radar, Aarhus

Diverse kunstnere, RECession, Radar, Aarhus

Diverse kunstnere: RECession, Radar, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den alternative aarhusianske musikfestival RECession blev denne weekend afviklet for 12. gang. Fredagen bød på fem koncerter på Radar, mens programmet havde knopskudt lørdag, hvor der var livemusik på hele tre scener, dog tæt på hinanden, nemlig Katapult og Radar – begge på Godsbanen – samt Headquarters. Det betød, at GAFFAs udsendte anmelder ikke kunne nøjes med at lytte ét sted, men måtte planlægge en rute.

Legend ***

Første koncert var der dog ingen tvivl om. Klokken 19 var der nemlig kun ét navn på programmet, det islandske elektroband Legend, der havde indtaget gulvet på teaterscenen Katapult. Gruppen stillede op i trioformat, med sanger, trommeslager og keyboardspiller, og trods det sparsomme lineup kom de godt ud over den ikke-eksisterende scenekant takket være den særdeles karismatiske sanger Krummi Björgvinsson, også kendt fra punkbandet Minus.

Med såvel talrige tatoveringer som sort og hvid ansigtsmaling og en vrængende, intens vokal gav Björgvinsson kraftige associationer til The Prodigys Keith Flint, og ganske som hos The Prodigy blev elektronikken leveret af en anderledes anonymt udseende person, Halldór A Björnsson, der stod parkeret bag sine keyboards i en stor skindjakke og ikke fortrak en mine. Trommeslager Frosti Jón Runólfsson var til gengæld en maskine af energi med sit hårdtslående og metronomiske spil. Det hele blev ledsaget af filmklip med blandt andet krigsoptagelser på bagscenen.

Musikken var en halvdyster elektrorock, eller industrial om man vil, og ud over The Prodigy var en oplagt sammenligning Nine Inch Nails. Variationen var dog ikke så stor og sangskrivningen ikke så nuanceret hos Legend, hvis navn er noget af en overdrivelse, hvis det henviser til egne evner, men det refererer også til Ridley Scotts eventyrfilm af samme navn. De arbejdede dog hårdt for sagen og fik også sat gang i en del publikummer trods det tidlige tidspunkt.

Sky Architects feat. Odd Shapes ****

Herefter gik jeg ind på det nærliggende Radar, hvor Aarhus-gruppen Sky Architects havde allieret sig med elektronikamusikeren Odd Shapes alias Asger Bruun. Hans bidrag på især programmerede beats og effekter gav nyt liv til Sky Architects' musik, som de selv kalder doom-pop. Et udtryk, som trækker kraftigt på postrocken, men adskiller sig fra en del andre postrockbands ved, at der er (luftige) vokaler på udvalgte numre.

Hyppigt benytter Sky Architects sig dog af et velkendt postrock-trick som repetition af melodiske guitartemaer, der langsomt bygger op mod et mere eller mindre støjende klimaks, og det skete også på Radar, spillet med stor præcision af de fem dygtige musikere. Til tider var det ganske hårdtslående, og både den tunge bas og de piskende trommer fyldte godt i lydbilledet. Gruppens trommeslager Steffen Rasmussen stiller i øvrigt op til kommunalvalget i Aarhus uden for partierne – men det er en helt anden historie.

Machinery of Joy ***

Efter Sky Architects fortsatte det mangeårige Aarhus-band Singvogel på scenen med deres energiske skrammelrock med klarinet som en central del af lydbilledet, men da jeg har hørt dette fine band mange gange, gik jeg i stedet over på Headquarters, hvor Machinery of Joy stod klar på scenen. Den køhenhavnske gruppe udsender 18. november deres lovende debutalbum "On The Verge Of Sleep ", og det var også sange herfra, der udgjorde bandets sæt, der dog var hæmmet af, at et backtrack ikke ville fungere, hvorfor gruppen måtte holde en lille pause undervejs, skære et par numre ud af sættet og spille en af deres sange i en amputeret udgave uden elektronik.

Musikken er ellers meget elektronisk baseret, og lineuppen består af guitar, trommer og to keyboardspillere, hvor det ene spilles af gruppens forsanger Laura Noszczyk. Noszczyk kendes også fra det for tiden noget underdrejede Aarhus-band Yellowish, mens den anden keyboardspiller Jan Kromann har en fortid i Decorate Decorate og Demons Are Real.

Laura Noszczyk har en virkelig smuk, luftig og drømmende stemme, som passer godt til gruppens melankolske og mørke elektropoprock, som gav visse associationer til Spleen Uniteds første album og også trak lidt på shoegaze-scenen. Gruppen har bestemt kvaliteter, og samspillet mellem guitar og tangenter var stemningsfuldt, men de langstrakte sange var sine steder lidt for minimalistiske og repetitive til min smag.

Bandet forsøgte tydeligvis at fremmane en særlig magisk stemning ved at gentage de samme få toner og akkorder igen og igen, men det skete ikke for alvor, hvilket muligvis skyldtes kombinationen af de tekniske problemer, det forkortede sæt og det faktum, at der var temmelig meget lys på scenen, hvilket tog noget af mystikken ud af musikken – en mere afdæmpet og stemningsfuld belysning ville givetvis have gjort underværker. Tre store stjerner for solidt potentiale, der blev hæmmet af teknikkoks og fysiske faktorer.

War Drums ****

Herefter drog jeg tilbage til Radar, hvor Aarhus-gruppen War Drums ifølge tidsplanen skulle være i fuld gang. De var imidlertid kun lige gået på, da koncerten var blevet forsinket grundet en brandalarm udløst af noget rygende udstyr. Der havde dog aldrig været fare på færde, men lokalet nåede halvvejs at blive rømmet, inden alarmen blev afblæst.

Held i uheld for undertegnede anmelder, for så nåede jeg at opleve langt det meste af koncerten med det fremadstormende post-punk/elektrorock-band, der spillede med lineuppen sang, bas, trommer og keyboard – men ingen guitar. Det forhindrede dem dog ikke i at spille en aggressiv, hårdtpumpet og dansabel musik med en karismatisk, energisk og velsyngende sanger Carsten Hebsgaard (tidligere guitarist i Green Concorde) i centrum. Numrene var solide, og det høje energiniveau, den stærke vokalist og den manglende guitar sendte tankerne i retning af et navn som Turboweekend. Helt så gode er War Drums ikke (endnu), men de virker til at kunne nå langt. Et af aftenens højdepunkter.

Norma ****

Herpå var det, stadig på Radar, tid til et svensk indslag i form af Norma, en trio med lineuppen bas/vokal, guitar og trommer samt lidt elektronik og beats på backtrack. Altså samme konstellation som eksempelvis vore egne WhoMadeWho (dog kun med en vokalist), men musikken var noget anderledes. Der var dømt eftertænksom, let melankolsk rock med lange instrumentalpassager med vægt på gentagelser og opbygninger mod klimaks, ikke helt ulig postrocken, men også funky figurer fra bassen og et groovy beat.

Aron Sandells vokal var nogle gange let klagende, andre gange falset-luftig og i passager næsten desperat, og vi fik også lidt surf-guitar og småjazzet trommespil med whiskers undervejs. Alt sammen spillet med stor præcision og med nogle fine melodier. Absolut udmærket præstation fra et alsidigt band, der kom godt rundt i stilarterne uden at fare vild undervejs.

Of The Wand And The Moon **** (billedet)

Med en times forsinkelse var det klokken 01 tid til at runde RECession af med en slags hovednavn, Of The Wand And The Moon, der havde samlet en næsten fyldt sal. Gruppen centreret omkring sanger og sangskriver Kim Larsen er blevet lidt af et kultfænomen i ind- og udland med deres gotiske neo-folk, der er lige så alvorlig og sammenbidt, som Kim Larsens musikalske navnebror er folkelig og ligefrem.

Lyset blev dæmpet, og på bagscenen blev der vist sort-hvide filmoptagelser af gotiske kirker og andre bygningsværker, men Kim Larsen & Co. fremførte de dystre sange. Alle kendetegnet ved Larsens dybe og reciterende vokal, poetiske tekster om savn, smerte og død og et lydbillede præget af hans eget akustiske guitarspil – ofte akkordbåret – melankolske tangentpassager, småstøjende el-guitar, melodisk bas og operaassocierende kvindelig korvokal, men ingen trommer. Smukt og dybt vemodigt var det, men også en anelse monotont i længden, da Kim Larsen ikke afveg meget fra musikkens signaturelementer undervejs. Enkelte gange sang han dog i et lidt højere register, hvilket var en kærkommen afveksling i sættet.

Koncerten var en absolut gedigen afslutning på en fin RECession-festival, selvom det var en lise, da lamperne igen blev tændt, og vi således blev forsikret om, at der stadig var lys for enden af tunnelen – og at det ikke var et modkørende tog. Tak for en god festival med mange spændende bands, hvor nogle var kultnavne og nichefænomener, mens andre har muligheder for at nå et bredere publikum. Vi ses næste år.

 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA