Black Sabbath: Forum, København

Black Sabbath, Forum, København

Black Sabbath: Forum, København

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Stilskabende og banebrydende er begreber, som er blevet misbrugt til meningsløshed gennem fem årtiers rockjournalistik, mens det i realiteten kun er ganske få orkestre, som faktisk har været definerende, helt konkret været med til at udstikke kursen.

Birmingham-bandet Black Sabbath er et af dem - og når tre fjerdedele af gruppen er sammen på landevejen på, hvad der kunne ligne sidste tur i manegen  - ja, så er det ikke underligt, at de tusindvis billetter til aftenens show i Forum på Frederiksberg er udsolgt.

Ingen garanti

At holdet bag mesterskiver som "Paranoid", "Masters of Reality" og "Sabbath Bloody Sabbath" - inklusive ikke mindst den kræftsyge riff-arkitekt Tony Iommi - således besøger København på en råkold tirsdag i november, er imidlertid på ingen måde en garanti for en fantastisk musikalsk oplevelse.
 
Da forsanger Ozzy Osbourne med eget band for nogen tid siden gæstede Smukfest, var det ifølge øjenvidner en tåkrummende omgang, og en kollega betegnede koncerten i Jelling sidste forår som et "antiklimaks af rang."
 
Samme Osbourne, som har gjort en fjollet figur som karikatur af sig selv i reality-programmet "The Osbournes", en guitarist i kræftbehandling og en trommeslager, som har måttet erstattes med en yngre afløser grundet såkaldte "kontraktlige uoverensstemmelser."
 
Ind i tomrummet
 
Klokken nøjagtig 20.59 sætter sirener og røde bliklys i gang i et mørklagt Forum, idet bandet går på scenen og istemmer en otte minutters version af det centrale nummer "War Pigs." En indledende påmindelse om, hvad det er for et bagkatalog, vi har med at gøre - men stadig med frygten for en fuser lurende, da den let foroverbøjede frontfigur for femte gange kommer med sit "Let me see your hands!" få minutter inde i sættet - og ja, han er i en anden vokal form end i velmagtsdagene for fyrre år siden.
 
Allerede tidligt i det små to timer lange sæt - "Into the Void" og "Under the Sun" følger åbneren - står det imidlertid klart, at vi i aften ikke skal på en tåkrummende tur ned ad mindernes boulevard, men derimod overvære hvad der mest af alt ligner et banebrydende bands værdige svanesang.
 
Med mesterguitaristen Iommi i centrum sammen med en Osbourne, som faktisk ligner en, der tager opgaven og materialet alvorligt. Der pustes liv i sange som "Snowblind" og ikke mindst "Black Sabbath" ("We're gonna take you right back to the very beginning," som Ozzy indleder), og man står tilbage med en fornemmelse af at have fået sådan cirka, hvad man med rimelighed kan forvente af et Black Sabbath anno 2013. Og af at have bevidnet et vigtigt bands stadig stærke samspil, idet et imponerende værk rulles ud. 
 
Overbevisende
 
På hvad der naturligvis bliver en retrospektiv tour de force ned gennem bagkataloget, hvor Bill Wards stand-in - en Tommy Clufetos - overbeviser overfor triumviratet af Iommi, Osbourne og bassisten Geezer Butler. Som for deres part står som en påminndelse om, i hvor høj grad Black Sabbath var (og er) et band - ikke en frontfigur med udskifteligt backingband, men netop en entitet, der består i kraft af konstellationens særlige dynamik og udtryk.
 
Sådan var det med The Doors, The Who og Led Zeppelin - og sådan er det med Black Sabbath, som dog sagtens kan være tjent med Clufetos, som i aften oven i købet får plads til en meget lang og ganske autoritativ trommesolo mod sættets slutning.
 
Da har vi dog stadig "Iron Man" og ikke mindst "Children of the Grave" til gode, foruden "Dirty Women" - et af aftenens enkeltstående, nyere og knap så overbevisende indslag. Og vi har fået "N.I.B." og en "Fairies Wear Boots," komplet med foruroligende videomontage på storskærmen.
 
"Paranoid" - indledt af riffet fra "Sabbath Bloody Sabbath" - sætter punktum, inden Iommi smider plektre ud til folk på de forreste rækker og bandet til sidst står skulder ved skulder og tager afsked med sit publikum. 
 
Flottere end frygtet
 
Værdigt er ordet, på trods - og måske også på grund - af slitage og vingeskud. Det her er ikke Ontario Sppedway anno april '74 eller Hammersmith Odeon '78, eller hvad man nu ellers kunne hive frem af arkivoptagelser fra velmagtsdagene.
 
Men vi bevidner en koncert, som uden at sætte nye standarder folder sig væsentligt flottere ud, end man måske kunne have frygtet. Bortset fra det er der også noget rørende over de tre gamle mænds trodsige rocken videre, mens vi som publikum gradvist er blevet mindet om, i hvor høj grad disse riffs er ristet ind i selve rockens dna.
 
Og i hjernebarken på undertegnede, som i aften blev kolporteret direkte tilbage til tidlige teenageårs opdagelse af album som "Masters of Reality", "Sabotage" og "Sabbath Bloody Sabbath." Et absolut glædeligt genhør.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA