Depeche Mode: Jyske Bank Boxen, Herning

Depeche Mode, Jyske Bank Boxen, Herning

Depeche Mode: Jyske Bank Boxen, Herning

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Egentlig var det slet ikke undertegnede, der skulle have anmeldt denne koncert. Jeg har anmeldt Depeche Mode for GAFFA nogle gange på det seneste, og man mente at det, for variationens skyld, ville være bedre med en anden, hvilket jo i og for sig er ganske fornuftigt tænkt. Men vedkommende måtte springe fra, og jeg blev kaldt ind i sidste øjeblik, og det sætter mig i en lidt finurlig situation, for jeg skal jo i en eller anden forstand anmelde en koncert, jeg allerede har oplevet, i Parken tidligere på året, så det må man bære over med. Og så alligevel ikke helt, for selvom store dele af koncerten bestod af samme materiale, samme numre og samme video-backdrops, så var der også skiftet lidt ud. Man fik, med andre ord, ikke helt den samme oplevelse.

Nu kan man så altid give sig til at diskutere hvor meget, der skal skiftes ud før man er tilfreds – og den diskussion har underholdt fans i flere årtier – men man må selvsagt huske på, at der også er nogle helt praktiske forhold at tage højde for, først og fremmest, naturligvis, det faktum, at gruppen er på en temmelig omfattende turné, hvorfor det ikke er så realistisk at skifte halvdelen af repertoiret ud hver eneste gang.

Nadine Shah

Aftenens opvarmningsnavn var den engelske sangerinde Nadine Shah, der havde medbragt band til lejligheden, og egentlig ville jeg gerne skrive lidt mere om hende, men det må blive kort – for en solid kombination af massiv DSB-forsinkelse og generel garderobeforvirring hos Jyske Bank Boxen betød, at jeg desværre kun nåede at overvære to numre. Disse bevægede sig i spændfeltet mellem rock og postpunk, med ekspressiv vokal og tunge trommer, en lille smule goth-orienteret, måske. Lidt Soap & Skin tilsat postrock, og med generelt god livelyd. Meget mere kan jeg desværre ikke med rimelighed skrive, da jeg, som sagt, kun oplevede to numre. Men hvem ved, måske får jeg chancen igen en dag.

Så er der hovednavn

Ret præcist omkring klokken 21 gik Depeche Mode og de to medmusikere Peter Gordeno, synthesizere, og Christian Eigner, trommer, på. Og man kunne godt høre, at det var et af verdens største bands, der trådte ind på scenen, for de blev modtaget med jubelråb og noget nær stående klapsalver hele vejen rundt. Så selvom kulissen, Herning af alle steder, måske ikke umiddelbart kan betegnes som gruppens hjemmebane, så lød det ikke desto mindre sådan.

Både lyden og lyset såvel som storskærme fungerede godt, teknisk set var der ikke mange fingre at sætte på noget som helst. Skal man forsøge, så kunne det hele godt have været lidt højere, men det var omvendt heller ikke sådan, at man følte, at musikken decideret var for lav. Og, som altid, fristes man til at sige, gjorde gruppen det godt – de både spillede og sang godt, og virkede tilmed veloplagte, til trods for at de jo altså, som tidligere nævnt, har gang i en temmelig omfattende turné. Det hører naturligvis med, man må være professionel, the show must go on og alt det der, men det er alligevel prisværdigt.

Det er en kendt sag, at Depeche Mode har hengivne fans – til tider grænsende til det noget nær religiøse – men samtidig er det værd også at huske på, at gruppen netop giver noget igen som tak for den værdsættelse. Og selvom jeg personligt aldrig bliver nogen fan af stadionrock-attituder, så skal Depeche Mode i hvert fald have, at de er ikke søvndyssende på en scene. De giver virkelig et show, og selvom en stor del selvfølgelig ER rutine, så bliver det rent faktisk ikke leveret som sådan. Det virker oprigtigt, som om at englænderne holder af deres arbejde.

De der trommer

Men, men, men – vi kommer altså ikke uden om det, så lad os få det overstået. Blandt Depeche Mode-fans har der efterhånden længe huseret diskussioner om, hvorvidt gruppen, med årene, har solgt lidt for meget ud på synth-fronten og er blevet lidt for meget et stadionrock-band. Jeg indrømmer blankt at have taget del i den diskussion fra tid til anden, på sortklædte klubber, hvor håret er højt, og der altid er mulighed for at låne en eyeliner af en flink fyr. Og jeg indrømmer også, at jeg nok hører til den fløj, der mener, at der, med årene, har sneget sig en lille smule rock-kliché ind i den ellers kolde og velsmurte Basildon-maskine.

Forstå mig ret, jeg er ikke puritaner, og jeg dør ikke af at Martin Gore spiller på guitar, eller at der er blues-skalaer på "Delta Machine". Jeg finder sågar koblingen mellem Kraftwerk og countryguitar på "Personal Jesus" både opfindsom og nyskabende, så det er ikke sådan, at jeg har noget specielt imod den forkætrede rockmusik. Min pointe er bare den, at det er – i mine ører – ikke det, Depeche Mode er bedst til. Sammenlignet med andre af den generations mere rock-orienterede navne, det være sig Joy Division og Bauhaus, for eksemepel, synes jeg, at det er forholdsvis tydeligt, at Depeche Modes styrker findes andre steder, typisk i samspillet mellem god sangskrivning, stærk melodiforståelse og opfindsomme elektroniske arrangementer. Dét gør gruppen bedre end stort set alle andre.

Derfor har jeg det altså lidt svært med Eigners meget imposante akustiske trommer. Lad mig understrege, at manden spiller godt, han er dygtig, han rykker og han er tight. Men han spiller horror vacui – der hamres løs med fills og rundgange igen og igen, og stortrommen fylder stort set hele basspektret, ofte i en sådan grad, at det er svært at høre synthesizere og sequencerfigurer i de nedre frekvenslag. Man fornemmer i den grad bassen, bestemt, men det er på flere numre svært rent faktisk at høre tonale forløb – og det er altså synd, når nu man ved, at de er der, og i øvrigt spilles på synthesizere af den slags, som mange svenske ebm-bands ville give en sjæl eller tre for at få fingrene i.

Det kan lyde som en detalje, men jeg synes desværre det er noget hæmmende for min oplevelse af gruppens musik. Jeg er sikker på, at det er et bevidst valg – det har jo stået på i nogle år nu – men åh, ak åh, hvor kunne jeg godt tænke mig, at de prøvede at give ham et elektronisk trommesæt, eventuelt suppleret med en 808 og en 909.

Det der klaver

En smule mere malurt i bægeret må der til. Der skal altid synges nogle Martin Gore-ballader undervejs, og det gør han godt, Martin. Hans vokal er bestemt ikke blevet ringere med årene, faktisk er den så god, at han sagtens kunne være lead-sanger, hvis det var det, det kom an på. Depeche Mode er så heldige at have to fabelagtige vokalister, der supplerer hinanden godt. Lidt ligesom de der Beatles i sin tid.

Martin Gore-sangene blev ledsaget af soloklaverspil ved Peter Gordeno, og det er der i og for sig ikke noget galt i. Jeg forstår godt, at disse klaverindslag kan fungere som variation i koncerten, et slags åndeligt pusterum, om man vil, men samtidig synes jeg det er lidt synd og skam, at man fyrer firser-sjældenheder som "But Not Tonight" og "Shake The Disease" af på den måde. Personligt ville jeg langt hellere høre dem med fuld synthesizer-besætning, også fordi, hånden på hjertet, selvom de er velskrevne melodier, så er Gordenos klaverakkompagnement jo ikke specielt sindsoprivende. En akkord her, en akkordopløsning der – fint, fint, bestemt, men det er jo så også det. Jeg mener, det er hyggepiano snarere end egentligt klaver-arrangement.

Klassiker på klassiker

Når koncerten så, også for mit vedkommende, til trods for disse få forbehold, alligevel blev en stærk oplevelse, så er det jo ikke mindst fordi det materiale, Depeche Mode stiller op med er fremragende. De spiller det godt, de er til stede, de er dybt professionelle. Men den største force er musikken, sangene. Man har hørt mange af numrene til døde, man har sat dem på til fester, spillet dem som dj eller på stueorglet derhjemme, hvis man er til den slags. Men hvis man lige stopper op for en kort stund og tænker efter, så har Depeche Mode altså lavet rigtig mange virkelig fremragende numre gennem tiderne, og det giver selvsagt en kæmpe ballast til koncerterne.

Højdepunkter var for mit vedkommende numre som "Black Celebration", "Policy Of Truth", "Behind The Wheel" og "Just Can't Get Enough", ikke mindst fordi på disse numre fik synthesizerne lov til at træde mere i forgrunden, men naturligvis var de der, alle de store, "Enjoy The Silence", "Personal Jesus", "Walking In My Shoes", "Precious", "Never Let Me Down Again". Og, naturligvis, fristes jeg til at sige, var der jubelstemning i Boxen. Få, hvis nogen, kan som Depeche Mode skabe folkefest med sange om død, ødelæggelse, smerte, pædofili og depression. Det er lidt underligt når man tænker over det, måske faktisk hamrende mærkværdigt, men det er en del af charmen, for det giver ikke mening i traditionel forstand. Og er der noget, jeg altid har sat pris på ved Depeche Mode, så er det lige netop at de, dybest set, aldrig har givet mening i traditionel forstand. Guderne forbyde, at de nogensinde kommer til det.

Fire stjerner. Skulle de ikke have fem? Hvad med seks? Det kan diskuteres til døde. Jeg giver fire stjerner, fordi jeg holder koncerten op mod Depeche Modes egen fortid, og selvom de gør det godt i dag, bedre end de fleste, så mener jeg stadig, at skal man sammenligne med de innovative år, dengang i de sorte firsere, så vinder Gore, Gahan, Fletcher, Wilder-lineuppen stadig med et par point i min bog.

Depeche Mode spiller i øvrigt også i Malmö Arena den 9. december og i Scandinavium i Göteborg den 11. december, og her kan du vinde et møde med gruppen. Læs mere i GAFFAs konkurrencesektion.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA