Tricky: Lille Vega, København

Tricky, Lille Vega, København

Tricky: Lille Vega, København

Anmeldt af Gudrun Hagen | GAFFA

Tricky kommer pulsende på scenen til reggaerytmer, smider sin oversize bluse, så han står vuggende til rytmerne med sin karakteristiske smalle, nøgne overkrop – hele tiden med ryggen til. "You Don't Wanna" i instrumental version indleder aftenen, og selvom det er eksakt genbrug fra sidst, han gæstede Lille Vega, så er det en stærkt inviterende teaser-intro, som fungerer. Hele tiden håber man på, at nummeret får vokal på, den seje tekst kværner insisterende af sted inde i ens eget hoved, men det geniale sample af Eurythmics popklassiker "Sweet Dreams" får lov at stå alene, og ingen kan stå stille.

"Thank you" lyder det fra Tricky til de jublende klapsalver, og søreme om han ikke også skåler ud mod publikum "And thank you for coming." Det er åbenlyst en veloplagt hovedperson, der har lyst til at optræde, som står foran os denne aften. Noget, der langtfra altid er en selvfølge med denne herre, så det tegner godt.

Fra det nye anmelderroste album "False Idols" leveres den hypnotiserende "Nothing's Changed". Francesca Belmontes vokal får lov at folde sig ud hen over den tunge bas, og Lille Vega klæder den dunkle stemning – fortættet og svedigt, som det er. Alle går ind i deres egen zone og nyder den fascinerende, gyngende rytme, der er imponerende tro mod triphoppens 1990'er-storhedstid. Det nye materiale er helt nostalgisk at opleve live.

Triprock!

Vagter må hive en fan ned af scenen, og igen får vi ros fra Tricky: "You're a very good crowd". "Parenthesis" (også fra det nye album) rider bølgen videre med tung, tung bas og langstrakte vokale lydbilleder, der afbrydes af smadre-guitar, amok-trommer og intens energiudladning hos Tricky såvel som publikum. Trip-rock med andre ord!

Den legende "Puppy Toy" fra albummet "Knowle West Boy" spreder en næsten burlesk pianostemning med masser af flirt, saft og kraft, ikke mindst i det hårdslående omkvæd, inden det fjollede Motörhead-cover "Ace of Spades" lires af, med publikum på scenen (som i parentes bemærket har for travlt med at tage selfies til at give sig hen til festen – fesent!).

Det er lidt noget rod, og den løsslupne stemning, som bandet tydeligvis efterstræber, udebliver. Scenefesten ender som et lidt påtaget og forceret stunt, der tager alt for lang tid, men det er okay forsøgt, og med tonerne af "Overcome" fra det stilskabende "Maxinquaye"-album (1995) er det lykkelig glemt. Desværre drukner vokalen dog her så meget i bassen – et gennemgående problem denne aften – så klassikeren bliver temmelig amputeret og kommer ikke til sin ret. Alligevel står man og er lidt glad for det lækre loop. Det er virkelig et fantastisk nummer, og det er trods alt svært at sløre.

Fra "Maxinquaye" får vi også "Black Steel" og "Pumpkin", hvilket for undertegnede er decideret stort. Mixet af kælen kvindestemme op imod Trickys hæse hvisken er dog unægtelig en stor del af charmen, og det er virkelig synd, at bassen i den grad overstyrer og drukner denne fine balance i vokalsporene.

Styrende Tricky

Trods de konstante hashtåger (bogstavelig talt) er Tricky – i hvert fald i starten – en vældig styrende maestro, der med fagter og tegn egenrådigt bestemmer, hvem og hvornår der spilles. Bandet følger hans mindste vink, og da han eksempel midt i hittet "Nothing Matters" uden grund pludselig indikerer "cut", ja så afbrydes nummeret øjeblikkeligt – lettere malplaceret for Francesca, der er midt i omkvædet.

På den måde er der ikke tale om nogen tight koncert. Der er en del snak mellem numrene, hos bandet såvel som publikum, og det er tydeligt, at det er Trickys humør, der konstant dikterer, hvad der skal ske. For denne anmelder virker det som om, at hans indledende entusiasme forsvinder i løbet af aftenen, hvor han bliver mere og mere fjern og mere og mere laissez faire. Muligvis er det på grund af de absurd mange joints, men flere gange forlader han scenen og lader bandet overtage, og efter kun 70 minutter takker han af og siger godnat.

Ekstranumrene får for en stor dels vedkommende lov at køre i ufokuseret tomgang med uendelige gentagelser. Tricky illuderer en form for trancelignende tilstand, som cirka halvdelen af publikum går med ind i, mens den anden står lidt mumlende og afventende.

Alt i alt en jævn koncert med enkle klare perler undervejs.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA