Angel Olsen: Burn Your Fire For No Witness

Angel Olsen
Burn Your Fire For No Witness

Angel Olsen: Burn Your Fire For No Witness

GAFFA

CD / Secretly Canadian
Udgivelse D. 17.02.2014
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann

Amerikanske Angel Olsen, der ad flere omgange har samarbejdet med Bonnie "Prince" Billy, og som albumdebuterede som solo-artist med Half Way Home i 2012, udvider paletten på nærværende toer, der overordnet byder på et betydeligt voldsommere og mere ekspressivt udtryk end etteren – Olsens rigt facetterede og imponerende bredspektrede vokal er atter et uomgængeligt og stærkt dragende aktiv, men der er skruet op for vildskaben, og de elektriske guitarer fylder mere i denne ombæring.

Det klæder Olsen at blotlægge denne fandenivoldske side, som hele tiden synes at have ulmet under overfladen, men det er dog samtidig rart, at Burn Your Fire For No Witness trods alt også byder på en række nøgne og nedbarberede intime stunder, hvor der er skåret helt ind til benet. Sanger/sangskriveren Olsen synes ikke at være bleg for at udkrænge selv sine inderste tanker, og der er noget nærmest rekord-nærværende over hendes både rørende og ruskende format. Skiftevis energisk og drænet for kræfter er Olsen et eftertænksomt bekendtskab af de fineste.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA