Dream Theater: Falconer Salen, København

Dream Theater, Falconer Salen, København

Dream Theater: Falconer Salen, København

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Dream Theaters fanbase er så stærk i Danmark, at verdensbandet fik selv parkeringskælderen ved siden af Falkoner Teatret fyldt op. På vej derind efter en ganske alternativ parkering spørger et par svenske fans om vej.

- Är du fan?

- Njah, joeh, det vil sige….

- HVA' ÄR DU INTE FAN!!!

Så var stemningen sat, for når noget musik er så dygtigt leveret og teknisk overlegent, så nærmer tilslutningen til Dream Theater sig nærmest religion. Og fundamentalister af enhver art kan man som bekendt ikke diskutere med. Enten er du med – eller ude.

Det amerikanske metalband, eller snarere progband med nærmest periodiske, 80'er agtige overtoner af symfonisk rock (for dem som kan huske stadigt aktive Saga), så var der specielt ét vigtigt, sympatisk træk ved bandet: Dream Theater nærmest insisterer på ikke at være som de andre.

Der bliver talt taktslag og rytmeskift, så en gennemsnitsrockstjerne ville været blevet blåviolet i hovedet af bare anstrengelse. Hvis Kim Larsens musik er hej matematik, hvor den matematiske udfordring er at lægge to og to sammen (det bliver fire!), så svarer udfordringen hos Dream Theater til iranernes sandsynlighedsregning for at kunne berige uran tilstrækkeligt til en bombe. Yes – det er nærmest musikalsk raketvidenskab ind i mellem.

Generaliebladet er også overbevisende som hos en 25-årig professor i økonomi med 10 års erhvervserfaring fra ledende poster i det internationale erhvervsliv. Vi orker ikke at ridse CV'et op fra over en snes års bagkatalog.

Det gode spørgsmål er: Hvad kan vi bruge det til, når disse vidunderdrenge spiller op?

Her er der en lille interessant betragtning: En hurtig optælling i nærmeste kreds viste cirka 90 procent mænd. Den tekniske nørdegradient var i det røde felt af begejstring – ganske som var man ved at splitte en Ferrari ad lige foran en flok mekanikerlærlinge.

Der var så meget opvisning, at det blev for meget - mand!

Når man kan så meget som Dream Theater, så er kunsten netop at økonomisere og disciplinere det tekniske overskud. 100 toner på 20 sekunder er da dybt imponerende, men når de står i vejen for hinanden, ryger stemningen og feelingen i musikken.

Omvendt blev der i de bedste perioder skabt en sublim stemning af noget storslået og anderledes i en til tider smertelig melankolsk stemning. Solide grooves behøvede man heller ikke drømme sig til i Dream Theater - inden de blev afløst af et helvedesridt over de sagesløse instrumenter. Fra scenen er de leveringsdygtige i det hele. Derfor har jeg leget med en tanke: Tænk hvis bandet i det mindste blot hen mod slutningen af den tre timer (!) lange koncert havde leveret et par ret lige ud ad landevejen rocknumre med alle de tekniske finesser, som man kan lægge ind i sådan noget helt almindeligt noget.

Jo, alle de fundamentalistiske fans skulle nok være med alligevel (også svenskerne), men de af os, der stod og manglede en form for vedvarende nærvær i den tekniske opvisning, ville også have genvundet tålmodigheden til de stilistiske øvelser. Når det er sagt, er der er nogle solopræstationer, som man ikke kan tage fra dem: Forsanger James Labrie har en fantastisk stemme, som rækker til langt mere end "blot" til rockvokal. Guitar, trommer, bas, og keyboard har også et periodisk sammenspil, hvor selv en tiltagende skeptiker må samle underkæben op fra fadølspytterne på gulvet.

Det hele skæmmes af, at kvintetten af og til lader sig rive med af fikse og fortænkte musikalske som visuelle ideer. Ganske sigende for det, så skulle storskærmen bagved vist nok være kunst indimellem, men en gul taxa over en snorlige vej, hvor nogle duer flakser væk som indledning til en sang … vil nogen venligst forklare mig pointen?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA

// DAN