Skambankt: Posten, Odense (turnéstart)

Skambankt, Posten, Odense (turnéstart)

Skambankt: Posten, Odense (turnéstart)

Anmeldt af Sine Lundbech | GAFFA

Det er efterhånden fire år siden, det norske punkrockband Skambankt sidst har været på turné grundet sanger og guitarist Terje Winterstø Røthings tilknytning til Kaizers Orchestra. Men nu er de vendt stærkt tilbage til landevejen med deres femte og just udkomne album Sirene i rygsækken, hvor de i aften gæster Posten for tredje gang.

Skambankt står til at spille på den lille scene på Posten, og når man inden koncertens begyndelse står og ser på antallet af fremmødte, kan man sagtens forstå valget af den mindre scene. Det er en onsdag aften, og det kan mærkes, da lokalet kun er halvt fyldt, da lyset dæmpes.

Stille og roligt bliver lokalet mere og mere tilrøget, og en tung bas og nærmest tordenlignende lyde varsler ventetidens oprindelse. Der lyder en storm af brag blandet med flashende blåt lys. Bandet formår sandelig at skabe sig en intro. En efter en kommer Terje Winterstø Røthing, Tollak Friestad (bas), Hans Egil Løe (guitar) og Børge Henriksen (trommer) frem på scenen, der kun er oplyst af det blå banner i baggrunden. "Velkommen til koncert!" lyder det fra Røthing. Bandet lægger ud med "Anonyme Hatere", som også er åbningsnummeret på deres seneste album. Herefter fortsætter de med "Skambankt", hvor Røthing forsøger at få gang i publikum ved at få dem til at råbe "Skambankt!"

"Skal vi prøve at lave denne onsdag om til en lørdag?"

Et spørgsmål, som Røthing synes at stille ved alle koncerter, der falder på en hverdag. Det får derfor en lettere indøvet og upersonlig klang. Publikum ser dog ikke ud til at bide mærke i det, for de fleste virker mere end ivrige efter at få netop dette til at ske. Måske er det en Skambankt-tradition. "Det kræver, at I skal drikke lidt flere bajere end på en normal onsdag" tilføjer Røthing, og dén plan virker folk at være med på. Herefter er der knald på bandet, og publikum har da også problemer med at stå stille. Det lille tomrum, der var at finde helt oppe foran scenen, er nu så småt ved at blive fyldt op med publikummer, der, som bandet, er ved at være blevet varmet op.

Til trods for at være placeret på Postens mindre scene formår bandet at udnytte den begrænsede plads, hvor Røthing ofte kommer helt frem til scenekanten for at nå helt ud til folket. Man må give dem, at de har en god evne til at få kontakt med publikum.

Bandet formår at skifte godt mellem de tunge og spadespækkede numre og de mere melodiske og dybe. Selvom man kun er små fire sange inde i koncerten, er det tydeligt, at bandet giver den gas, og sveden, der løber ned ad Røthings arme er et bevis herpå. Der er også kommet let gang i publikum, mest dem der er helt oppe foran, hvor en håndfuld publikummer bryder ud i dans og headbanging.

Under et af de ældre numre, "Me Sa Nei", kan publikum, i hvert fald de garvede fans, ikke stå stille under omkvædet. I sangen holder bandet en øl pause, hvor vi bliver spurgt, om vi kan hjælpe dem med at tælle ned fra 22. Der bliver fuldstændig stille, og det eneste, man hører, er publikums nedtælling i kor. Da vi når til nummer 1, eksploderer bandet nærmest, idet de genoptager omkvædet og råber "det blei en del eksplosjona". Røthing er på samme måde som sangene lige dele energi og kølig ro, hvor han det ene øjeblik går fra at sparke energisk og vride i guitaren til at stå roligt under de melodiske sange. Flere gange får guitaren lov til at få en omgang i et vildt riff, og hver gang står den stærkt og skarpt.      

"Har I mere at gi'?! Har I mere energi?!"

Som koncerten nærmer sig sin afslutning, trækker de tre frontmænd helt frem til scenekanten, hvor både Friestad, Løe og Røthing får kontakt med publikum, der virker til at nyde deres engagement og overskud. De tre herrer går herefter ud til siden, så Henriksen kan komme i centrum og give den en ordentlig omgang på trommerne. Bandet takker herefter af og forlader scenen, men den er publikum ikke med på, da de råber på "Malin" og tramper i gulvet. Troligt vender bandet tilbage og giver publikum, hvad de vil have, nummeret om et sygt kvindemenneske, som Røthing selv udtrykker det.

"Har Odense mere at gi'?! Har Odense mere energi?!" spørger Røthing og bliver mødt af klapsalver, hujen og råben. Bandet giver en sidste øresønderrivende omgang, der er så spækket med energi, at lyden forvrænges og næsten overdøver vokalen. Men her og nu i øjeblikket virker det nærmest passende, som en del af koncertens charme. Røthing sender et blik til lydmanden, "op!", og det hele ender i en sammensmeltning af krængende bas, hårdslående trommer og hylende guitar.

Koncerten på Posten markerede tydeligt, at Skambankt for alvor er vendt tilbage efter sin fireårige pause. De var opsat på at få festen i gang på spillestedet, men formåede først halvvejs inde i koncerten at få ordentligt fat i publikum. Koncerten var dog mere præget af indøvethed end spontanitet, hvilket var med til at sætte en dæmper på løjerne, så denne anmelder blev ikke fuldstændig opslugt af festen og Skambankt-følelsen.  

Turnéen fortsætter til:

Den 27. februar i Aarhus på Train (support Climb It Baby)

Den 28. februar i København i Pumpehuset (support Awesome Mr. Powerwolf)

  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA