No Hay Banda: Deadly Songs

No Hay Banda
Deadly Songs

No Hay Banda: Deadly Songs

GAFFA

Vinyl + download / Pigslide Records
Udgivelse D. 24.03.2014
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann

No Hay Bandas Louise Tækker har én af landets mest forunderligt indtagende og sensuelt forførende stemmer, og i det hele taget har duoen, der foruden Tækker udgøres af ligeledes højkompetente Jonas Linnet, fat i den lange ende på dette deres andet album. Duoen opererer i deres synthpop helt overordnet med en gennemført dualisme, der byder den at favne en smuk skønhed såvel som noget mørkt og dystert, og oftest lykkes det Tækker og Linnet at sammensmelte udtrykkene på elegant vis.

Et par af numrene på Deadly Songs, der rummer blot syv af slagsen, fremstår mindre interessante og synes blot at skulle forstærke værkets generelle stemning, men albummet tæller også en håndfuld virkelig stærke numre - ikke mindst den både legesygt spruttende og køligt strømlinede Bodybags, den drilsk æggende og guitar-dominerede If U R A Gun og den spøgelses-agtigt svævende No Medication. No Hay Banda understreger med Deadly Songs, at bandet i væsentlige glimt hører til vores allermest cool af slagsen. Formatet og talentet rækker til endnu større bedrifter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA