Turboweekend m.fl.: Warehouse Festival, Dok5000, Odense

Turboweekend m.fl., Warehouse Festival, Dok5000, Odense

Turboweekend m.fl.: Warehouse Festival, Dok5000, Odense

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Se flere billeder fra Warehouse Festival i GAFFAs gallerisektion

Dirty Old Town *****
Fredagen på denne relativt nye odenseanske festival, der havde sin premiere sidste år, var vanen tro dedikeret til en af de bredere genrer. Der var ingen tvivl, da manden bag Dirty Old Town, med det folkelige navn Morten Christensen, talte ud til et stort set ikke eksisterende publikum: "Er I friske på en fed rockaften?" Vi var en lille udvalgt flok, der slet ikke havde regnet med, at aftenens bedste koncert kunne ligge så tidligt i programmet.

Sættet var utroligt fornemt sat sammen med et akustisk nummer i begge ender til at binde hele herligheden af velspillet rockmusik og klassiske guitarsoloer sammen. Det var allerede fra den første sang, den country/folk-klingende "The Rider", med Morten Christensen uden band, at lyden og vokalen stemmede perfekt overens, og så kom vennerne fra Wrong Side of Vegas og indtog scenen under sangens afslutning og kvikt stemte i med mageløs guitarrock. Der var ikke en finger at sætte på Dirty Old Town og kumpanerne fra WSOV, der tog det ganske afslappet, at koncertens fremmøde var sparsomt. Der opstod en frihed til at spille den koncert, bandet havde lyst til, og lysten tog Warehouse til et tidligt klimaks med en eksplosiv koncertafslutning, der blev blidt forløst af den smukke, akustiske "No Returning Home".

Heimatt **
Det Roskilde-bookede navn, der skulle spille efter Dirty Old Town, er værdige til bemærkningen "De lyder lidt som…". Heimatt lyder nemlig i visse henseende hen ad den bølge af uptempo indie-folk, der udspringer fra Mumford & Sons. Formen var helt i orden, da der blev stillet op med violin og den dansk-norske
forsanger Magnus Grilstad, der i hele sin nordisk følsomme fremtoning kropsliggør enhver fordom om indie-folk'erne. Det var bare ærgerligt, at violinen druknede i tambourin og guitar, og at Grilstads sangstemme ikke var helt så passende og stærk for genren som hans look.

Der blev tilgengæld ramt rigtigt med liveudgaven af "Everyone's a Sinner". Sangen kom glædeligt til at fremstå som en lille smule "I Will Wait" af Mumford & Sons og en lille smule "Little Talks" af Of Monsters and Men. På den anden side virkede det som en lidt af en misforståelse for Heimatt at skulle optræde med et folkificeret cover af Kavinskys "Nightcall". Energien var sådan set helt i top, men stemmen var ikke stærk nok til en sang som "Nightcall", der også har fået en eksemplarisk version med den formidable vokalist Hannah Reid fra London Grammar.   

Annasaid ****
Det danske svar på ærkebritisk math­rock fremstod i første omgang som en virkelig idéel opvarmning til Turboweekend. Energien var skruet op til 11, og det var ikke på ret meget på bekostning af de hurtige riffs, genren er kendt for. Man bliver hurtigt ledt mod bands som Everything Everything og tidlig Foals, men ganske som Heimatt er vokalen måske ikke helt til samme niveau som de britiske modstykker.  

Annasaid udgiver snart albummet "Rite de Passage", der er følger debutpladen "Jua" fra 2010, og i den anledning spillede de den spritnye sinigle, "Waves". Her blev der efterlignet på samme niveau som Heimatt, for sangen mindede lidt om en rå og rocket udgave af Two Door Cinema Clubs "Undercover Martyn" komplet med dobbelt­tempo vokal. Selvom energien ramte et plateau undervejs i koncerten, fik Annasaid publikum til udfylde Dok5000 med rokkende dans og klapsalver, og ved slutningen havde de spillet sig godt ud af tjansen som opvarmningsband til at skabe en mindeværdig warehouse koncert.   

Turboweekend ****

Det helt store hovednavn gik på scenen omkring kl. 00.30, og efter tre koncerter havde hallen på Odense Havn for alvor taget form som en natklub, hvor der vrimlede med gæster i humør til både fest og koncert. Begge dele kom med Turboweekend, og efter en træg opstart med "Reflections on Chrome" blev der sat gang i Dok5000 med de to radiohits "Something Or Nothing" og "After Hours". Forsanger Silas Bjerregaard gjorde sit sædvanlige for at holde gejsten oppe og fokus mod scenen for et snart stimuleringsmættet publikum, der kunne opmønstre adskillige selvstartede tilråb med "Turbo!", "Weekend!".

Det hele var dog lidt for sædvanligt og rutinepræget, som om bandet ikke havde samme gejst som forsangeren, der måske ikke lagde lige så mange kræfter i de sikre hitsingler som sange fra 2012's "Fault Lines". Derfor blev førnævnte singler hurtigt sunget af vejen, og det blev i stedet "Neverending" og især "On My Side" med sit tv-reklame-ultra-genkendelige "uh­oh", der blev tydelige højdepunkter for koncerten.

Efter nogle timer i selskab med et eklektisk mix af dansk rock var det nærmest som at være på et lille indendørs snit af Roskilde Festival. Dok5000 havde stille og roligt, med spændstige lysdioder i baggrunden og et publikum tændt af lige dele energidrik og billige Odense-pilsnere, forvandlet sig til Cosmopol på Roskilde. Pyt med at koncertsted såvel som optrædende bands leder tankerne mod andre steder og anden musik, hvis Warehouse Festival skal fortsætte med samme genreinddelende koncept, så er den i høj grad på rette kurs.

Se flere billeder fra Warehouse Festival i GAFFAs gallerisektion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA