Nelson Can: Spot Festival, Godsbanen, Aarhus

Nelson Can, Spot Festival, Godsbanen, Aarhus

Nelson Can: Spot Festival, Godsbanen, Aarhus

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA

Denne lørdag eftermiddag i Godsbanens Rå Hal var de mange fremmødte vidne til to af landets allerbedste kvindelige vokaler, og ikke nok med det, også en af landets mest kreative og dynamiske rytmegrupper. Og der var altså kun tre på scenen!

Selvom Nelson Can har et minimalistisk setup med bas, trommer og en forsanger, så savner man ikke noget. Lydbilledet er fuldendt. Desværre, for jeg gad sateme godt spille i band med de tøser! Musikken er tung, dyb og intens – men samtidig utroligt catchy. Gruppen krydrer lydbilledet med baseffekter, fløjtetemaer og percussion, som f.eks. i "Apple Pie", hvor Selinas fløjten er lige til en Tarantino-film, og i "Are You High", hvor en jam block (kendt fra bl.a. Queens of the Stone Ages "Little Sister") bruges flittigt. Netop Queens of the Stone Age er et meget godt billede på, hvor effektivt Nelson Can kombinerer en hårdtslående rockoplevelse med en trang til at danse. De kan da også meget vel være den bedste rocktrio siden Them Crooked Vultures.

På en halv time fik publikum serveret kendte ørehængere som "Call Me When You Want To Get Laid" og "Attack", nye numre fra deres netop udgivne "EP2" samt numre fra det kommende album. Men der var ingen udsving i kvaliteten på noget tidspunkt, og publikum var med på det hele, nyt som lidt ældre. På scenen udstrålede de alle tre en hel særlig ro, selvom de ingenlunde sad eller stod stille. De har virkelig et musikalsk overskud på deres instrumenter og en scenevant rutine, der er beundringsværdig. Trioen virkede ikke til at anstrenge sig, men de havde publikum i deres hule hånd fra start til slut. Der blev da også råbt på ekstranummer efter koncertens ophør – det er første gang, jeg oplever det til en Spot showcase.

Hvad skulle de så have gjort for at få seks stjerner? Spillet en halv time mere. Jeg glæder mig til at høre mere fra Nelson Can, for de har virkelig et potentiale til at overtage det musikalske verdensherredømme.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA