Ring Them Bells : Spot Festival, Den Rå Hal, Aarhus

Ring Them Bells , Spot Festival, Den Rå Hal, Aarhus

Ring Them Bells : Spot Festival, Den Rå Hal, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Der er sket noget med Johannes Nidam, siden han for snart ti år siden udgav debutalbummet "Names, Dates And Places" som sanger i pop-rock-gruppen Campsite, som i øvrigt udsprang af et kristent miljø. I dag synger han i støjrockgruppen Ring Them Bells, der lørdag nat klokken 01 snarere lød som djævelens musik på stedet med det passende navn Den Rå Hal – hvor lyden faktisk var tålelig, modsat et døgn tidligere med Glass. Sjovt nok har trommeslageren, Johannes Dybkjær Andersson, en fortid i de ligeledes kristne Lampshade, men også han har meldt sig til mørkets magter rent musikalsk.

Om Ring Them Bells' lead-guitarist Jan Johansen har en for- eller nutid som kristen, skal jeg ikke kunne sige, men jeg har sjældent set en guitarist, der udstråler mere rock'n'roll end ham. Hvor de to øvrige stående musikere – sidste mand var bassist Moogie Johnson (Munck//Johnson, From Sarah med flere) – befandt sig nogenlunde samme sted på scenen koncerten igennem, løb Johansen rundt og rundt, samtidig med at han affyrede den ene støjende kaskade af efter den anden, spillede melodilinjer, soloer eller tunge riff, hev i vibratoarmen, sparkede til sine mange pedaler, kylede rundt med sine guitarer og pressede dem op mod forstærkeren, så feedbacken hylede frydefuldt. Alt sammen med et sammenbidt ansigtsudtryk og ofte langt nede i knæ. Det var simpelthen en fornøjelse både at se og høre på, hvor klichéfyldt det end måtte være. I øvrigt med stemningsfulde og farverige storskærmsoptagelser fra andre koncerter og af (ukristeligt?) letpåklædte kvinder på bagscenen.

Allerede tidligt i koncerten fik vi et højdepunkt med den lange og finurligt betitlede "Sunny Youth" (Sonic Youth er tydeligvis en inspirationskilde for bandet) med et afdæmpet mellemstykke, hvor Johannes Nidam dramatisk reciterede en tekst, der sendte associationer i retning af Jim Morrison. Andre steder i sangen tog han en uproblematisk tur op i falsetten, mens Johannes Dybkjær Andersson spillede intenst og simpelt, ofte på tammerne. Et senere højdepunkt var den tunge og langsomme sang med den noget ukristelige titel "Time to Kill".

Det var enkelt, brutalt og primalt, men trods alt også melodisk og imødekommende. Måske en kende monotont til tider, men absolut respektindgydende. Djævelsk eller ej.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA