Cancer: Ragazzi

Cancer
Ragazzi

Cancer: Ragazzi

GAFFA

Vinyl + download / Tambourhinoceros
Udgivelse D. 09.06.2014
Anmeldt af
Rune Schlosser

To af de mest spændende danske sangere/sangskrivere (Kristian Finne Kristensen (Chorus Grant) og Nikolaj Manuel Vonsild (When Saints Go Machine)) har slået pjalterne sammen på den længe ventede udgivelse, Ragazzi, under det dirrende ubehagelige navn: Cancer.

Mens Vonsilds dirrende karakteristiske vibrato-vokal bringer nerven, der sætter krogen i os, kommer Finne Kristensen med sin beroligende varme og hægter os fast. En sammensætning, der faktisk fungerer voldsomt godt. Lyrisk er makkerparret en fremragende affære, mens der musikalsk bliver leget og eksperimenteret med instrumental atmosfære og andre omskifteligeheder i deres helt egen skæve singer/songwriter-stil.

Musikalsk er det minimalistisk med et tørt små-rocket lydunivers, mens der momentvis er masser af atmosfære skabt af guitarer, grooves og små samples eller skæve effekter, der giver produktionen en anden dimension. Et Ragazzi-højdepunkt af de helt store er på Hunting Large Cats From Helicopters, hvor de tostemmigt crescenderer til: "call me cancer / call me a slave to things that wither and die". Et dragende kaotisk nummer i øvrigt, hvor vi i løbet af ni minutter får gruppens gribende instrumentale formåen at føle. 

Ragazzi er tydeligvis skabt med stor spilleglæde, og det er en ulmende, eksperimenterende og positiv affære, der bestemt lover godt for en konstellation af de allermest interessante i Danmark.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA