Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S

John Fogerty
Jelling Musikfestival,
lørdag d. 31. maj 2014

GAFFA | Anmeldt af Troels Frøkjær
Søndag d. 01-06-2014 kl. 07:37
Foto: Per Lange
GAFFA
6 stjerner6 stjerner6 stjerner6 stjerner6 stjerner6 stjerner
6 stjerner
Læserne
5,18 stjerner i snit (efter 11 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Da John Fogerty ophævede alle naturlove

69 år er John Fogerty. Det giver ikke rigtig nogen mening. Manden spillede, som var Fanden efter ham. Med en naturlighed og selvfølgelighed, som var guitaren en del af hans krop. Det flød ud af ham, som var han ved at ælte dej til det daglige brød. Sange som "Fortunate Son," "Have You Ever Seen The Rain," "Long As I Can See The Light," "Lodi," og alle de ældgamle klassikere, som blev skrevet af John Fogerty i slutningen af 60'erne, lød som var de skabt i sidste uge, og manden sprang rundt som en knægt, der netop var blevet sluppet løs på sommergræs. Eller "Cottenfields Back Home." 69 år. Det gav absolut ingen mening.

 

Enestående guitarist

John Fogerty og det ekstremt velspillende band startede med Creedence Clearwater Revival-sangene "Travelin' Band" og "Green River" i et hidsigt og hæsblæsende tempo, der væltede enhver musikfan på pladsen fuldkommen omkuld. Det var næsten umuligt at tro på, at dette blev spillet af en person, der forleden fyldte 69. Det burde have været 29. Det var friskt som bare fanden, og i den over to timer lange koncert blev vi ikke alene mindet om, hvor ubegribeligt mange klassiske sange den mand har bedrevet, men vi blev også bjergtaget over så enestående en guitarist, John Fogerty er. Jeg var selv til stede, da John Fogerty gav en ualmindelig god koncert på Jelling Musikfestival i 2008. Denne aften var endnu bedre.

Publikum var tydeligt og forståeligt trætte, vinden var kold og flere lullede da også hjem under sidste del af koncerten. Synd for dem. For dette var koncerten uden svage øjeblikke. Som min fotograf sagde til mig umiddelbart efter koncerten: "Dette var som en rigtig god film" og "jeg har lyst til at høre hele koncerten igen fra ende til anden, lige nu." Sådan var det.

 

Sønnen Shane med på guitar

På sidste års fremragende John Fogerty-udgivelse: "Wrote A Song For Everyone," hvor Fogerty synger duet med en masse andre stjerner, spiller han også mesterværket "Lodi", hvor begge hans sønner medvirker på guitar. Den ene søn Shane Fogerty var således også med i aften og gjorde det rigtig godt. På pladen gør de det en del anderledes end orginalen, og det kunne man jo så formode, at de kopierede i aften. Men nej, nej: Aftenes udgave af "Lodi" blev så igen anderledes. John Fogerty er i stadig udvikling. Således kunne man også konstatere, at sætlisten var væsentlig anderledes end forleden i Hamburg.

Efter en time spillede bandet en sang, jeg ikke kendte, som endte i en lang lang instrumental del, hvor man kom til at tænke på Pink Floyd. Igen: Imponerende og stærkt. Som i stærkt!

Da Fogerty startede på "Midnight Special", behøvede han blot en enkelt akkord. En meget smuk en af slagsen, før vi alle var med. Men herefter drillede han os og spillede noget andet, inden han gik tilbage og leverede en sønderknusende udgave af den gamle sang.

Under "I Heard It Through The Grapevine" fik vi den mest imponerende og velspillede klaversolo, jeg mindes at have hørt. Det var helt enestående. På samme måde brillerede trommeslageren Kenny Aronoff gang på gang, og trommerne lå lige nøjagtig, hvor de skulle, koncerten igennem. Fogerty kaldte da også sin trommeslager for intet mindre end universets bedste rock'n'roll-trommeslager. "And beyond..." 

Rørt til tårer

Vi blev velsignet med en uendeligt smuk udgave af "Long As I Can See The Light" med en sylespids guitarsolo, som gik direkte gennem marv og ben og direkte ud i tårekanalen. "Yes, I got that ol' travellin' bone". Helt og aldeles mageløst.

"Down on the Corner" og "Up Around The Bend" kom i hæsblæsende tempo, der kunne have blæst al luft ud af enhver dansk guitarist. Men ikke mindre steady af den grund. Det var ganske enkelt bare top-blæret.

Inden festivalens traditionelle fyrværkeri skulle vi naturligvis ikke snydes for publikumsfavoritterne "Bad Moon Rising" og "Proud Mary," som de fleste røvballebands for længst har ødelagt til ukendelighed. Her blev vi så lige en gang for alle mindet om, hvordan de sange burde spilles.

Dette var koncerten uden svage punkter. Punktum og tak!

 

 

Følg Jelling Musikfestival tryk på hjertet

Amy Macdonald: Jelling Musikfestival
31-05-2014 (anmeldelse)

Følg John Fogerty tryk på hjertet

John Fogerty: Skovdalen, Aalborg
10-07-2012 (anmeldelse)
Tip en ven
8 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:
4
Wildt, veloplagt, virtuost veteranrock å rul! Hold da helt fest, en fest Fogerty der fyrede af! Flot, flottere, Fogerty!
-1
Velproduceret, storslået og energisk... Men alligevel må jeg indrømme, at jeg kedede mig. Desværre. Jeg manglede noget sjæl og at de kom ud over scenekanten. Jeg er fint bekendt med sangene og kan godt lide John Fogerty, men han ramte mig ikke i går.
4
Verdensklasse koncert.No less - No more !!!
2
Det var en f**ing, fantastic Fogerty fest!
Intet mindre!
1
"Willy and the Poor boys"? Han mener vel Down on the Corner og ikke hele albummet?
0
#5: Fogerty spillede "Down on the corner" !!!så mon ikke skribenten mener dette... selvom Fogerty spille hele 26 sange, fik vi ikke hele "Willy" albummet !!!
0
Jeg ville ønske jeg var der i år, men kunne desværre ikke få plads i programmet.
Jeg har set ham i Forum, Odense, Jelling (20008) og Brøndby.
John er en formidabel herre, hvis musik altid vil stå mig nært.
0
det var en pissehamrende fed koncert.

Log ind for at kommentere.