The National: NorthSide, Blue Stage

The National, NorthSide, Blue Stage

The National: NorthSide, Blue Stage

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Brooklyn-gruppen The National er hyppige gæster herhjemme, hvor de både spillede på Roskilde sidste år og i et udsolgt Forum i november – for ikke at tale om tidligere koncerter på Roskilde, Loppen, Vega, Train, i KB Hallen, Scandinavian Congress Center og Smukfest (jeg håber ikke, jeg har glemt nogle). Amerikanernes melodiske og melankolske rock synes at ramme noget i den danske folkesjæl, og gruppens ene guitarist Aaron Dessner er i øvrigt dansk gift. Bandets forrige festivalkoncert fandt sted på Roskilde under høj sol, men på NorthSide var mørket faldet på og månen næsten fuld, og det syntes at være den perfekte ramme for det eftertænksomme orkester.

Har man set The National flere gange før, ved man, at de har en række esser i de mørke jakkesæt-ærmer, som de spiller igen og igen. Forsanger Matt Berninger synger intenst, messende og tydeligt med sin dybe, stærke røst, mens han læner sig ind over mikrofonstativet, svæver faretruende frem og tilbage, hamrer mikrofonen ind i hovedet og omvendt, drikker pæne mængder vin, vælter mikrofonstativet og mod slutningen af koncerten tager en eller flere gåture ud blandt publikum. På scenen flankeres han af de to enæggede tvillinger, Aaron og Bryce Dessner på hver sin guitar i tæt symbiose med hinanden, hvis den ene ikke spiller tangenter, og bad dem finder vi endnu et brødrepar (dog ikke tvillinger), Scott og Bryan Devendorf, på henholdsvis bas og trommer. Det hele toppes med en blæsersektion bestående af trompet og trombone – og på det seneste også smukke og farvestrålende storskærmsanimationer.

Alt dette fik vi på NorthSide, hvor bandet viste sig fra sin sædvanlige, meget velspillende side, og lyden tilmed var fremragende. Vanligt veloplagte Matt Berninger syntes dog at drikke lidt mindre vin end sædvanligt. Det vil sige, han nippede ofte til glasset, men jeg så ham kun hælde et nyt glas op én gang (jeg kan dog have overset noget, eller havde han fået fat i vinens svar på Valhallas gris Særimmer, hvor kødet hele tiden vokser ud igen, når man skærer noget af?) – til gengæld smadrede han et glas undervejs og var ved at gøre det samme med flasken. Fuldskab eller attitude? Lige meget – det virker.

Sætlisten havde fokus på gruppens tre seneste og bedst sælgende album ud af deres i alt seks fra og med debuten i 2001. Blandt højdepunkterne var "Bloodbuzz Ohio" med det særegne, synkoperede og fremragende eksekverede trommespil, den afdæmpede "Ada", den klaverbårne "Fake Empire", den pumpeorgel-akkompagnerede "Afraid of Everyone", den crescendo-opbyggende "England", hvor blæserne fik sangen til at løfte sig yderligere, og den arrige og højelektriske "Mr. November", hvor den snerrende Matt Berninger traditionen tro tog på rundtur blandt publikum. Som sædvanlig med et par folk løbende efter sig for at sikre, at hans mikrofonledning ikke satte sig fast et sted i mængden. Utroligt at han ikke bruger trådløs mikrofon, når han nu insisterer på at komme i nærkontakt med sine fans på den måde.

Publikum tog godt imod sangene, de alvorstunge toner og tekster til trods, og flere gange var der fællessang og -klap, og ikke kun på bandets eget initiativ. Eksempelvis i "Conversation 16" trods ellers traurige linjer som "I was afraid I'd eat your brains / Cause I'm evil." Måske fordi den musikalske skønhed camouflerer den lyriske gru.

Efter 19 numre og knap halvanden time sagde The National – ved en af Dessner-tvillingerne; Matt Berninger sagde intet til publikum under hele koncerten – tak for i aften. Som en lille overraskelse fik vi ikke den akustiske og meget flotte "Vanderlyle Crybaby Geeks", som bandet ellers ofte lukker med, så de sidste ord kom fra "Terrible Love". En lille skuffelse, men stadig en meget stærk koncert fra et band, der nok gentager sig selv, men gør det på et tårnhøjt niveau og løbende udbygger bagkataloget. Og var dette en førstegangsoplevelse, var man formodentlig blevet blæst bagover.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA