Fendika: Roskilde Festival, Gloria

Fendika, Roskilde Festival, Gloria

Fendika: Roskilde Festival, Gloria

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Jeg har lige set et orkester i sin vorden. Et orkester, som er ved foden af noget, der kan blive meget stort og vidtrækkende. Jeg har nemlig set Fendika fra Addis Abeba i Etiopien. Og mage til livskraftig og veloplagt udveksling med sit publikum, er det længe siden, at jeg har set magen til.

De fem unge kunstnere, som udgør bandet skabte et show, som havde karakter af både romantisk overdrevet teater og en råpunket cirkusforestilling. For der var udråberen og danserne, Romeo & Julie i østafrikansk regi, en trommeslager, der leverede det mest orgiastiske på et trommesæt, der havde helt andre klange, end vi plejer at høre. Befriende, simpelthen.

Og så var der sangerinden og manden, der med sin lyrelignende violin med en streng bandt det hele sammen med insisterende og kværnende melodiske gentagelser, som raspede herligt af sted, mens showet bare blev vildere og vildere, højere og højere i intensitet, mens verdens bedste intimpublikum bare fortsatte den fest, de har haft siden starten i går. De folk, der entrer det telt vil bare verdensmusikken i alle dens afskygninger med hele deres sjæl. Og er villige til at danse, klappe og stå på hovedet for festen, hvis det kræves.

Der var selvfølgelig den vanlige kald/svar dynamik i udvekslingerne mellem sangerinde og koret, som også var dansere, der konstant skiftede de farvestrålende gevanter og vrikkede smittende med bevægelser, som var de gummibolde på vildfart. Musikalsk var det selvfølgelig en sangerinde, som kunne alle de knæk i stemmen, som er amhariske sangerinders adelsmærke, som vi kender det fra en Aster Aweke, men samtidig var der en humor og så mange grin og løjer mellem gruppens medlemmer. Havde jeg forstået sproget, ville der sikkert også have været stand-up routines blandet ind. Et multifacetteret show fra et band, der end ikke har udsendt den første plade.

Det var levende og inspireret, og da jeg forlod Gloria, var vi midt i andet ekstranummer. To andre koncerter ventede på anmeldelse, og jeg gik fornøjet ud og væk med et grin fra øre til øre. Vidende at Fendika bliver store, hvis de vil.

Etiopien er, hvad Mali har været de sidste mange år. Og Fendika er et af navnene af i morgen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA