Neil Young & Crazy Horse: Forum, København

Neil Young & Crazy Horse, Forum, København

Neil Young & Crazy Horse: Forum, København

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Når regnskabet over de vigtigste eksponenter for den særlige kulturelle udtryksform, vi kalder rock'n'roll, engang skal gøres op, bliver det vanskeligt at komme uden om den 68-årige canadier Neil Young. Young rager op, og hvor "fyrtårn" bogstavrimer belejligt på de firs, landsmanden Leonard Cohen fylder i år, synes sammenligningen med et stort, gammelt træ på en eller anden måde mere passende, når vi taler Neil Young.

Naturen - subjektets forhold til Moder Natur, senkapitalismens misrøgt af hende - spiller en afgørende rolle i Youngs værk og virke; også i aften, hvor han for første gang i en længere årrække gæster Danmark med sit legendariske backingband Crazy Horse.
 
Eller måske rettere: Med en reduceret udgave af det. For mens guitarist Frank Sampedro er tilbage efter den håndskade, som afbrød sidste års tour før tid, blev bassist Billy Talbot for kort tid siden ramt af et slagtilfælde og er i aften erstattet af Rick Rosas.
 
Naturkræfter
 
Rosas var også med, da Young gav en fantastisk koncert - slet og ret som "Neil Young & His Electric Band" - i Horsens for seks år siden, men bortset fra det står det klart fra starten, at en Crazy Horse-koncert er en seance med sit eget modus:
 
En elektrisk legeplads med rigelig plads til udfoldelse for de musikere, som gennem tiden har været med - fra Danny Whitten (som døde allerede i '72) og Nils Lofgren til Frank "Poncho" Sampedro og Ralph Molina, som står på scenen med Young i aften. 
 
Gibsonguitarerne gnistrer i lange, støjende, instrumentale forløb, hvor Young og kompagni i de stærkeste stunder synes at påkalde kræfter langt hinsides your average rockkoncert. Hvor man forstår, hvorfor skribenter gennem årene har tyet til vendinger om naturkræfter og storme, når de har skullet beskrive Neil Young & Crazy Horse i fri dressur.
 
Fri dressur
 
Og fri dressur er netop, hvad vi oplever over lidt mere end to timer på Frederiksberg i aften, hvor "Ragged Glory"-rockeren "Love & Only Love" foldes ud som godt femten minutter lang indledning af seancen klokken lidt over ni.
 
Hovedpersonen bærer sort hat og (ligesom flere andre bandmedlemmer) sort T-shirt med teksten "Earth" og går i kødet på favoritten "Powderfinger" allerede som sættets anden sang: "Daddy's rifle in my hand felt reassuring / He told me 'red means run, son' / Numbers add up to nothing."
 
Det er et musikalsk ritual, som får lov til at ulme og vokse; tempoet sættes af og til ned, blot for at bevæge sig frem mod endnu et elektrificeret crescendo: "You gotta love to burn," som det hedder i en af de sange i aften, hvor den instrumentale ekskurs måske nok synes en kende langstrakt.
 
Anderledes mod sættets slutning, idet forløsningen indfinder sig i et potent triumvirat af "Psychedelic Pill," "Cortez the Killer" og "Rockin' in the Free World," hvor Young har indsat nye linjer om olieinteresser og udnyttelse af naturen.
 
Gnistrende genhør
 
Det er et gnistrende genhør, som ikke bliver ringere med akustiske fortolkninger af Dylans "Blowin' in the Wind" og hittet "Heart of Gold." Som i øvrigt ikke engang klinger synderligt nostalgisk, når de fremføres af en mand, som tydeligvis stadigvæk har så meget på hjerte som Neil Young.
 
"Living with War" fra Youngs indædt politiske 2006-udspil af samme navn reaktualiseres i nyt arrangement og ny politisk kontekst, mens aftenen rundes af med en helt ny sang. Titel? "Who's Gonna Stand Up and Save The Earth?," naturligvis. 
 
At se den efterhånden 68-årige Young gå til stålet, som tilfældet er i aften, er en fornøjelse af de større; mindre elskeligt bliver det ikke, da han i løbet af seancen både krammer og fører samtale med den indianerskulptur af træ, som vanen tro er opstillet i scenens ene side. Ubetaleligt.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA