Skambankt : Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Skambankt , Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Skambankt : Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Anmeldt af Julie Hugsted | GAFFA

Pladsen bliver langsomt fyldt op, fire slag lyder på bækkenet, og koncerten er i gang. Åbningsnummeret "Anonyme Hatere" præsenterer bandets lyd og visuelle udtryk, som er præget af enkle riffs, et sortklædt band, der kører et højt tempo over de samme akkorder, imens skiftet mellem enkelt guitarspil og guitarsoloer fungerer. Publikum er allerede med.

Der bliver både spillet nyere og ældre materiale, hvor det ældste virkeligt får folk med. Fra scenekanten får forsanger og guitarist Terje Winterstø Røthing koncertgæsterne til at klappe taktfast, synge med og danse moshpit: Røthing opfordrer publikum at at dele sig op og skabe en art mellemgang, for at de så skal hoppe ind i hinanden, da musikken begynder igen.

Hvor nogle bands næsten udelukkende fremhæver forsanger og guitarister, bliver også den dygtige trommeslager Børge Sageng Henriksen flere gange markeret i lydbilledet med sine trommesoloer. Man man kunne måske savne en bassolo fra Tollak Friestad, som stabilt og taktfast skaber en tung og dynamisk bund i løbet af koncerten.

Det er tydeligt, at koncerten ikke spilles til ære for bandet selv, og soloerne bliver ikke det selvfede egotrip, som man kan opleve hos andre guitardominerede bands. Det er tydeligt, at koncerten er til for publikums og musikkens skyld.

Kontrolleret kaos

Skambankt præsenterer enkle, men effektive virkemidler, der kræver præcision og disciplin, der ikke efterlader det store rum til improvisation, hvilket nok også ville være et brud med hele bandets koncept.

Der bliver brugt forskellige vokaleffekter i løbet af showet fra ekko over megafon-lyd og ekstra distortion, det skaber nuanceforskelle mellem numrene og dynamik. Effekterne fungerer godt, delvis fordi det er indøvet og en rutineret sanger og delvis grundet dygtige lydfolk.

Alt i alt skaber de fire velklædte herrer igennem deres disciplinerede stil og voldsomme lyd et kontrolleret kaos igennem hele koncerten. Her er altså ikke tale om det mere klassiske punkband med musikere, der er brændt af på alkohol og stoffer på scenen, men i stedet et band, der med enkle greb og et enkelt show skaber et velfungerende og samlet lydbillede.

Bandets formationer giver et indtryk af militær disciplin og præcision, der skaber en skarp kontrast til den lyd, som skabes af det hårdtslående punkrockband. Kontrasterne er mange fra de sorte og hvide farver, der er gennemgående på scenen til modsætningen imellem det kontrollerede og det kaotiske.

Tradition og nytænkning

Skambankt har sin egen lyd, men de ikke er bange for at lægge sig op ad deres musikalske forbilleder og sende hilsner til fortiden, både musikalsk, med deres inklusion af publikum i galskaben, og med greb som at have en sang om sig selv - en klassisk tradition fra punken, som vi kender fra blandt andre Ramones og Exploited.

Det velfungerende samspil imellem Hans Egil Løe og Røthing i kombination med deres guitarsoloer sender tankerne tilbage til fordums kæmper inden for den hårde rock, hardcore og punk. Der er tale om en enkel lyd afbrudt af soloer, en stærk vokal og en kærlighed til traditionerne.

Skambankt er et band, der igennem ti år har opbygget sig selv til at blive et veletableret band, der både fornyer sig musikalsk og visuelt, imens de lægger sig tæt op ad deres musikalske rødder.

Det er forfriskende med et band, der ikke har en ironisk distance til sig selv, imens der er skabes en uhøjtidelig stemning, hvor lydbilledet måske ikke er for alle, men alle kan deltage i festen, hvilket er tydeligt på et publikum, der i løbet af koncerten bliver flere, vildere, mere rockende, råbende og hoppende.

Alt i alt en rigtigt god koncert på "Danmarks Grimmeste Festival for Danmarks Grimmeste Publikum med Norges Grimmeste Band", som Røthing udtrykte sig fra scenekanten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA