Kate Bush: Eventim Apollo, London

Kate Bush, Eventim Apollo, London

Kate Bush: Eventim Apollo, London

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det var breaking news i kategorien lige under Jesu og Elvis' genkomst, da Kate Bush i marts annoncerede, at hun ville give koncerter igen. Den stilskabende engelske sangerinde, sangskriver og pianist har nemlig ikke holdt en eneste koncert i fuld længde siden maj 1979, da hun 20 år gammel afsluttede sin spektakulære tre ugers turné "Tour of Life". En tour, der rummede masser af dans, talrige kostumeskift, storskærm og avanceret lyssætning, og som den første sang Bush med en mikrofon spændt fast til sit ansigt – i dag standard ved store koncerter. Siden har fortællingen om hendes manglende lyst til at turnere været et af hendes mest markante kendetegn, selvom der har været skiftende forklaringer på den. Sceneskræk, angst for offentligheden, chok over en scenemedarbejders død, perfektionisme, familieforpligtelser.

Og nu er hun så omsider tilbage på scenen uden at have givet nogen yderligere forklaringer på, hvorfor det netop nu, tiden er inde. Måske fordi det er ved at være sidste chance til at opleve 56-årige Bush i fysisk god form, måske fordi sønnen nu er halvvoksen, måske for at tjene til pensionen, selvom Bush aldrig har været kendt for at være en dårlig økonom – snarere tværtimod. Og Bush rejser sig, hvor hun, ikke faldt, men sejrede, på Hammersmith Odeon 12.-14. maj 1979 – tre koncerter, hvor højdepunkterne også er udgivet på dvd. Samtlige 22 koncerter i perioden 26. august-1. oktober finder sted på samme spillested, som i mellemtiden har skiftet navn til Eventim Apollo. De 77.000 billetter blev udsolgt på et kvarter.

Forventningerne er selvsagt tårnhøje blandt med en smule nervøsitet. For hvordan er Kate Bushs kampform efter så mange år uden for rampelyset? Hendes stemme er stadig smuk, om end noget dybere end i de unge år, og hendes få, men stærke albumudgivelser vidner om, at den kreative åre stadig bobler. Fysikken er selvsagt ikke som i de unge år, hvor Bush dansede som en sommerfugl på scenen. Hendes få offentlige optrædener, som eksempelvis da hun sidste år modtog en orden af Dronning Elizabeth, vidner om, at hun er gået et par vægtklasser op, men det gør de fleste jo med tiden, så det skal hun ikke høre et ondt ord om.

Og hvad skal vi forvente? Et greatest hits-show eller en koncert med fokus på de senere års sange, som Bush stemmemæssigt kan matche? Bush har allerede annonceret, at dele af koncerterne vil fokusere på sangcyklussen "The Ninth Wave", også kendt som side 2 af mesterværket "Hounds of Love" fra 1985, hvor hitsinglerne ligger på side 1. Andre har gættet på, at repertoiret også vil fokusere på cd2 af dobbeltalbummet "Aerial" fra 2005, da koncertrækken har titlen "Before the Dawn", og cd2 handler netop om et døgn i naturen, fra daggry til daggry.

Og nu sidder vi her så, mange formodentlig lige så nervøse og spændte, som Bush må antages at være. Den engelske presse har skrevet flere spaltekilometer om hende i ugerne op til premierekoncerten, og BBC bragte i fredags en vellykket dokumentar med masser af interviews med stjerner, som er inspireret af Bush: Elton John, Peter Gabriel, David Gilmour, Tori Amos, John Lydon og mange flere. Bush selv glimrende dog, typisk for hende, ved sit fravær, bortset fra i arkivinterviews. I øvrigt har hun venligt, men bestemt bedt om, at publikum ikke tager billeder eller filmer under koncerten – hun vil hellere have øjenkontakt med publikum end med kameraer og telefoner, som hun siger.

Funky åbning

Koncerten begynder maksimum et par minutter efter 19.45, annonceret showstart. Lyset dæmpes, og publikum bryder ud i jubelskrig, jeg ikke har hørt højere, siden jeg anmeldte One Direction i Jyske Bank Boksen i 2012. Det syv mand store band indtager deres pladser side om side bagerst på den ikke særlig dybe scene. Så hører vi den såkaldte Lily læse den oldindiske mantratekst Gayatri op over højttalerne, og det betyder, at aftenen åbner med "Lily" fra 1993-albummet "The Red Shoes".

Bandet går i gang med det for Bush usædvanlig funky og groovy nummer, og så kommer hun ind på scenen. Skarpt fulgt af fem korsangere i rytmisk gåsegang. Publikum brøler endnu højere og overdøver næsten de første par linjer fra Bush, der dog hurtigt får ørenlyd. Hendes stemme er mindst lige så smuk live som på plade. Stor, fyldig, moden og nuancerig, som en årgangsvin, og hendes tekstudtale er diamantskarp. Bandet spiller fremragende og lyden er flot, om end bækkerne er lovligt diskante. Koret – to kvinder og tre mænd – komplementerer Bush med stærke stemmer på smukkeste vis.

Bush er iført en sort kjole med lange flæser, sorte bukser indenunder og bare tæer. Hun ser fantastisk ud, selvom hun som ventet er noget større end i 1979, og agerer helt afslappet på scenen. Hun danser lidt frem og tilbage, smiler og vinker til publikum og synes ikke at være det mindste nervøs. Jeg havde tænkt, at hun ville få brug for et nodestativ med tekster eller en teleprompter, hvis klappen skulle gå ned – det bruger mange andre musikere, for eksempel Allan Olsen, Kings of Leon og salig Lou Reed – men det var ikke tilfældet. Lyssætningen er også helt speciel. Bag scenen står et stort stativ med en række skråtstillede kvadrater, der belyses, så det ser ud, som om der er ild i dem. Storslået.

Allerede første sang får stående ovationer, og begejstringen stiger yderligere, da vi får titelnummeret fra mesterværket "Hounds of Love" fra 1985. Lyden er nu blevet bedre, og alle detaljer står klart frem. Koret laver de karakteristiske gø-lyde i omkvædet, og gåsehuden breder sig. Stemmemæssigt ligger Bush en anelse dybere end på originaludgaven, men ikke meget. Applausen er enorm. "Where have you been?" spørger Bush selvironisk publikum. Måske undrer hun sig selv over, hvorfor hun har holdt 35 års pause fra livescenen, når det tilsyneladende er så fedt for alle parter.

"Joanni" fra det fornemme dobbeltalbum "Aerial" fra 2005 følger. En eftertænksom ballade, hvor Bushs stemme atter stråler, og hvor hun flere gange drejer rundt om sig selv. Noget, hun gør adskillige gange gennem koncerten, hvilket sammen med de bare tæer sender tankerne i retning af Annisette. En kompliment til begge sangerinder.

"Top of the City" er næste sang på sætlisten, endnu et nummer fra "The Red Shoes". Her spiller koret en fremtrædende rolle, ligesom Bush nærmest brøler igennem i omkvædet. Hendes vokal er ganske enkelt fabelagtig. Efter sangen takker hun lysdesigneren Mark Henderson og sin søn, 16-årige Albert McIntosh, bedre kendt som Bertie, der viser sig at være en af de fem korsangere, og som roses for at være drivkraften bag Bushs live-comeback. Ham vender vi tilbage til. Til gengæld er hverken Bushs mand, guitaristen Dan McIntosh eller hendes eks-kæreste og mangeårige samarbejdspartner Del Palmer med i bandet eller dybere involveret i produktionen, om end de takkes i programmet. To af Bushs andre nære venner, hendes brødre John Carder og Paddy, figurerer som kreative konsulenter og dukker senere op som højttalerstemmer.

"Running Up that Hill", endnu en sang fra "Hounds of Love" og Bushs næststørste hit efter debutsinglen "Wuthering Heights" kommer overraskende tidligt i sættet som femte sang. Jeg havde tippet den som ekstranummer, men fint med mig, og salen koger. Arrangementet minder meget om originalen, eksempelvis med voldsomt slagtøj i mellemstykket – percussionist Mino Cinelu spiller blandt andet på en enorm tam. Guitarist David Rhodes – også kendt som musiker hos blandt andre Bushs ven Peter Gabriel – tilføjer dog en lille, skarp solo til sidst. Lyset på bagscenen er nu smagfuldt smaradggrønt.

Tempoet falder med "King of the Mountain" fra "Aerial", hvor Bushs stemme igen brillerer, og nummeret slutter i et næsten støjende klimaks. Sangen handler om Elvis Presleys storhed og fald, men kan let fortolkes til også at tematisere Bushs eget liv som stjerne med en fanatisk fanskare. Jeg bliver pludselig bekymret for stalkere. For to et halvt år siden lykkedes det én at bryde ind i Kate Bushs hjem for at overbringe hende en ring til næsten 30.000 kroner og fri til hende. Hun var dog ikke hjemme og slap med skrækken. Hvad hvis noget lignende sker her? Der har ikke været voldsom security ved indgangen, og min medbragte rygsæk er ikke blevet undersøgt. Jeg kunne have taget våben med uden problemer.

På dybt vand

Og bedst, som jeg tænker dette, sker der drama på scenen. Det står dog hurtigt klart, at det er en del af showet. Scenen bliver sort, og hvidt lys blinker, mens vi hører lyden af torden. Konfetti og røg skydes ud over publikum. Konfettistykkerne viser sig at rumme linjer fra Lord Alfred Tennyson-digtet "The Coming of Arthur", der også pryder bagsiden af lp-coveret til "Hounds of Love" som indledning til sangcyklussen "The Ninth Wave", der udgør hele side to. En sangcyklus om en kvinde i havsnød og de tanker og syner, hun har, mens hun kæmper for livet i vandet. Fortæppet sænkes, og vi ser en lille filmsekvens, hvor en amatørastronom forsøger at anmelde, at han har modtaget signaler fra et skib i havsnød. Hans bønner om hjælp bliver ignoreret af myndighederne.

Scenetæppet hejses, og koret bevæger på forscenen enorme stofstykker, der smukt illuderer oprørte bølger, mens scenografien nu ligner vraget af et træskib. Kate Bush toner frem på en storskærm iført redningsvest i utroligt hav. De første toner fra "And Dream of Sheep" lyder, og vi er nu i gang med "The Ninth Wave". Bush mimer på storskærmen og synger live fra et skjult sted på scenen. Igen lidt dybere end på originalen, men stadig temmelig lyst og hjertegribende smukt.

Vi forsætter med den dystre "Under Ice", hvor koret kommer ind iført redningsveste med røde lysdioder, og en sofa, et tv og en lampe toner frem i den modsatte side af scenen, alt sammen dækket af is. Kate Bush dukker op med et reb over skulderen, som har hun forsøgt at hage sig fast i noget. Nu er hendes mikrofon påspændt ansigtet som dengang i 1979, hvor hun ellers det meste af aftenen synger med håndholdt mikrofon. Mod slutningen af sangen forsvinder hun, og koret begynder at hamre og save i isen. Så får de hul igennem, og op kommer – Kate Bush, selvfølgelig. Hun bliver båret væk af nogle skuespillere iført fiskekranier, der dermed ligner logoet til hendes pladeselskab Fish People.

Bush er dog atter på dybt vand i "Waking the Witch", hvor hun synger call-response med koret og blandt andet angrer sine synder foran en dundertalende præst. Så bliver scenen igen sort, og en lyskaster kører ud over publikum og lyser ned over udvalgte publikumsgrupper, mens vi hører lyden af en helikopter, og bror Paddy Bush agerer helikopterfører over højttalerne. Pludselig er det publikum, der føler sig ude at svømme, og lyset giver en næsten tredimensional effekt. Det spektakulære sceneshow får en ekstra dimension, da kulisserne til et gyngende hus bliver kørt ind på scenen. Her møder vi Bushs søn Bertie og en af de andre korsangere i et lille skuespil, der fører os over i "Watching You Without Me". Bush dukker frem bag døren og synger den smukke ballade om kvinden, der tænker på sin familie, mens hun selv kæmper for sit liv.

Den irsk folkemusikinspirerede "Jig of Life" følger med Kevin McAlea på smukke uillean pipes og "Hello Earth", hvor koret næsten har hovedrollen, og Bush omsider bliver fisket op af havet af et redningsfartøj, som også viser sig på scenen, bygget til lejligheden. Bagtæppet er nu en stjernehimmel, der reflekteres på scenegulvet. Det er næsten tårefremkaldende. Bush bliver båret ud gennem publikum af folkene med fiskehovederne, og salen er overophedet. Hun vender tilbage til scenen og fremfører "The Morning Fog" med bandet på akustiske instrumenter, blandt andet flere akustiske guitarer og en harmonika fremme på scenekanten.

"I love you better now", synger Bush og smiler til publikum, der næsten dåner, og hun tilføjer "I'll tell my son" og "I'll tell my sisters" (vendt mod koret) til originalens "I'll tell my mother, father, loved one, brothers, how much I love them". Atter stående ovationer efterfulgt af tæppefald. Koncerten har nu varet i 85 minutter og kunne i princippet være slut, men der er kun pause. Vi skal have noget for billetprisen fra 400-1300 kroner.

En lille fjer på

Det røde scenetæppe prydes af en fjer, og så har den opmærksomme fan nok gættet, at vi skal i gang med cd2 af dobbeltalbummet "Aerial", også kendt som "A Sky of Honey", hvor fugle spiller en stor rolle. Ganske rigtigt. Da scenetæppet går op, er bandet nu flyttet over i venstre side, og et flygel er kommet til, med Bush bag tangenterne, mens billeder af birketræer bryder bagscenen, og en meget høj dør står fremme ved scenekanten. En mand kommer gående gennem døren med en yderst mobil trædukke, som han fører rundt med hænder og fødder under "Prelude".

"Prologue" følger, hvor bagtæppet skifter til billeder af skyer, og "An Architect's Dream", hvor en billedramme bliver hejst ned fra loftet, også med skymotiv, og Bertie giver den som maler med dukken som en slags sidekick. "Piss off", snerrer han mod den, og dukken trækker sig lidt tilbage. Han maler dog ikke rigtigt på lærredet, men der er også rigeligt at se på i forvejen, hvor bagtæppet viser enorme billeder af fugle: Måger, solsorte, svaner og mange flere.

Kate Bush har nu forladt sit flygel og viser sig i pausen at have iført sig en ny kjole, sort med guldornamenter og fjer. Hun virker stadig helt afslappet. Regnen kommer og blander alle farverne, synger hun på "The Painter's Link", og Berties lærred ændrer da også karakter, inden vi glider over i "Sunset", og en smuk rød sol viser sig på bagtæppet. Bush imiterer elegant fuglesang i "Aerial Tal", hvor vi også hører ægte lyde fra due og solsort. "It was just so beautiful," synger hun videre i "Somewhere In Between", og det er lige, hvad det er.

Bertie synger en fin hyldest til månen i en nyskrevet sang, "Tawny Moon", og viser sig som en solid sanger med en tydelig, lidt skuespilleragtig diktion i noget, der til tider nærmer sig talesang. Talentet er åbenlyst og stammer jo ikke fra fremmede. Bagscenen er måne og stjerner under "Nocturn", inden morgenlyset atter viser sig på titelnummeret fra "Aerial". Nu har alle på scenen fået påspændt næb, bortset fra Kate, der nøjes med en enkelt, sort vinge. Trædukken fra før dukker op igen, men viser sig nu at rumme et levende menneske indeni. David Rhodes afrunder med en lille, skarp guitarsolo, inden Bush hejses flere meter op i luften, nu med vinger til begge sider. Heftige klapsalver. Alle forlader scenen.

Kate Bush vender hurtigt tilbage, sætter sig bag flygelet og fremføret alene den underskønne, vemodige "Among Angels", der slutter hendes seneste album, "50 Words of Snow". Vokalen er i særklasse og klaverspillet ubesværet. Bandet kommer ind på scenen igen og giver os den forholdsvis energiske "Cloudbusting", et af de mange hits fra "Hounds of Love". Publikum er i ekstase, og Bush takker os hjerteligt. Så går hun og kommer ikke tilbage. Klapsalverne fortsætter i mange minutter, også efter at lyset bliver tændt. Publikum har i øvrigt opført sig eksemplarisk. Ingen smartphones som ønsket, ingen småsnak, og kun en smule dans i midtergangen blandt siddepladserne. Og ægte begejstring. Mange rejste sig op efter hvert nummer, men satte sig hurtigt igen, når musikken begyndte.

I alt to timer og 45 minutters koncert blev det til, eksklusive pause. Meget mere kan man ikke forlange. Vi fik ikke Bushs mest kendte sang, "Wuthering Heights", formodentlig fordi Bush ikke mere kan synge i det høje leje fra originalen. Hun kunne selvfølgelig have omarrangeret den, men sådan skulle det ikke være. Sætlisten bestod udelukkende af numre fra "Hounds of Love" og frem, og derfor blev Bushs første fire album forbigået – hvoraf de fleste sange fra treeren "Never For Ever" og hele nummer fire, "The Dreaming", aldrig er blevet fremført i koncertsammenhæng. Bush gav os heller ingen numre fra "The Sensual World" og dermed ikke stjernesangen "This Woman's Work". Lidt ærgerligt, men det må blive en anden gang.

Ellers var der ikke meget at udsætte på aftenens spektakulære show, hvor den dystre stemning fra "The Ninth Wave" og skønheden fra "A Sky of Honey", havet og himlen, var som yin og yang. Et show, som var iscenesat af Bush i samarbejde med den fremtrædende teaterinstruktør Adrian Noble og må have kostet en formue at iscenesætte, og hvor den største og mest positive overraskelse var, hvor hjemmevant Kate Bush virkede på scenen. Hun lignede en, der elskede rampelyset, og derfor må man håbe, at hun får blod på tanden og vender tilbage til livescenen også efter disse 22 koncerter. Mange flere end de 77.000 heldige billetkøbere fortjener at se Bush, hvis koncertrække nummer to også vil gå over i musikhistorien.

GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt holder gratis foredrag om Kate Bush på danske biblioteker i september. Læs mere her.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA