Thomas Helmig, TV-2 m.fl.: Mindeparken, Aarhus

Thomas Helmig, TV-2 m.fl., Mindeparken, Aarhus

Thomas Helmig, TV-2 m.fl.: Mindeparken, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

"Same but different" er temaet for Aarhus Festuge 2014, og den titel var godt dækkende for den såkaldte officielle åbning for gud og hvermand i Mindeparken. De to bysbørn Thomas Helmig og TV-2 leverede nemlig overvejende det, de er kendte – og elskede – for, men samtidig var deres repertoire lidt anderledes end sædvanligt i form af en række gæstesolister.

Opvarmningen Aarhus Jazz Orchestra featuring Dicte og Per Vers var også en nyskabelse, og det samme gjaldt hele rammen med en gratis koncert i den smukke mindepark for 40.000 personer. Anledningen var festugens 50 års jubilæum, og i den forbindelse var den traditionelle, mere finkulturelle åbning i Musikhuset med Dronning Margrethe og de senere års såkaldt uofficielle åbning for gud og hvermand i Rådhushallen slået sammen. Med andre ord var der både royal deltagelse og rockmusik, og for formodentlig første gang er en koncert med Thomas Helmig og TV-2 blevet indledt med en tale af Hendes Majestæt.

 

Aarhus Jazz Orchestra featuring Dicte og Per Vers ****

Allerførst skulle vi dog lige varmes op med 45 minutters Aarhus Jazz Orchestra featuring Dicte – der boede i Aarhus i en årrække i slut-80'erne og start-90'erne – og Per Vers, der mødte kvinden i sit liv i Aarhus. Parterne genfortolkede en række Aarhus-klassikere som Poul Krebs' "Sådan Nogen Som Os", Klichés "Havets Blå" og Anne Linnet & Marquis de Sades "Glor På Vinduer" i saftige big band-versioner, der dog oftere havde et solidt rockbeat i bunden frem for et swigende jazz-ditto.

Per Vers havde skrevet nye og ganske gode raptekster til sangene og rappede dem tilpas langsomt, så vi kunne få alle guldkornene med, selvom hardcore rapfans nok ville synes, at hans flow var for gumpetungt. Jeg gjorde ikke. Dicte beviste, at hun stadig har en soulet og sensuel stemme, og man kan kun ærgre sig over, at hun fylder mindre på musikscenen nu end tilbage i 90'erne.

Den nyligt albumdebuterende sanger Bjarne Langhoff var gæstevokalist på Lis Sørensens "Indtil Dig Igen", og selvom han teknisk set sang glimrende med stort register og tydelig udtale, var han lidt for pæn og smørtenor-agtig efter min smag – det var lige før, man kunne se Stig Rossen for sit indre blik. Så var det mere spændende, da Per Vers og Dicte i slutningen af sættet gav hver en af deres egne sange, "Find Mig Her" og "If This is Cool", som de hver især tydeligt var på hjemmebane i. Og så var vi varmet op. Kort efter satte et heftigt regnvejr desværre ind, lige som Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard og Dronning Margrethe skulle holde deres åbningstaler – der dog blev fremført som planlagt. Til gengæld forsvandt regenten snart tilbage til ferieboligen Marselisborg, et stenkast fra Mindeparken, i sin utrættelige Krone 1.

 

Thomas Helmig *****

Det var en Helmig, der – efter at være blevet introduceret af Steffen Brandt – struttende af overskud og selvtillid indtog scenen i Mindeparken tæt på sit hjem ved Aarhusbugten. Da jeg sidst så ham live, ved Smukfest 2013, var der både kommet grå stænk i de krøllede lokker og på stemmebåndet. I aften var håret diskret farvet brunt, og den soulfulde og fyldige stemme virkede stærkere, dog stadig med den patina, der ofte følger med årene og erfaringen.

Helmig var iført et sølvfarvet jakkesæt og lignede en mand, der var ude på narrestreger, og det var også svært at sige nej til ham med dé sange og dét fremragende band på hele otte m/k foruden ham selv, de fleste klædt i Hawaii-skjorter og lignende farvestrålende munderinger. Fremhæves skal ikke mindst den dygtige og energiske lead-guitarist Emil Falk, i øvrigt søn af Mek Pek, som Helmig sang duet med helt tilbage i 1988 på deres fortolkning af Preben Kaas og Jørgen Rygs "Hva' Ska' Vi Med Kvinder"? nogenlunde samtidig med, at Emil kom til verden (det var åbenbart det, kvinderne skulle bruges til).

De to korsangere Benjamin Kissi og Nellie Ettison gjorde sig også godt bemærket med stærke, soulede korvokaler, og Helmig var desuden i nærkontakt med Ettison flere gange, dog ikke helt så meget som ved førnævnte koncert på Smukfest 2013. Jacob Andersen sørgede for fantasifuldt slagtøj, og så var der selvfølgelig Helmigs samarbejdspartner gennem mere end tre årtier, trommeslager Claes Antonsen.

Sætlisten var som forventet hit på hit, eksempelvis "Jeg Tager Imod", "Gold Digger og "Gotta Get Away From You", men efter en halv time – hvor det omsider også var blevet tørvejr igen – fik vi en overraskelse. Burhan G kom i al diskretion ind på scenen i slutningen af "Gotta Get Away From You", afsluttede nummeret og gav os selv sin og L.O.C.'s højenergiske "Karma", hvor Helmig overtog L.O.C .s rolle.

Noget lignende skete under den akustiske hjemstavsballade "Malaga", der resulterede i voldsom fællessang – mest fra kvinder, også dem, der ikke var født, da Helmig debuterede – og hvor Rasmus Walter dukkede op i slutningen, hvorpå han fremførte sin egen "Endeløst". I begge tilfælde løftede gæsten sangen betydeligt, selvom Helmig i "Endeløst" dog havde en mere tilbagetrukken rolle end i "Karma". Man må i øvrigt beundre Burhan G's lyse, smidige soulstemme, der er i særklasse – det er ikke kun den veltrænede overkrop, der har gjort manden til stjerne.

Mod slutningen af sættet kom hittene som maskingeværsalver: "Det Er Mig Der Står Herude Og Banker På", der blev præsenteret som en sommersang, "Dagen Efter Dagen Derpå", "Stupid Man", Gasolin's "Fed Lykke Til Alle" – med Steffen Brandt på gæstevokal – og "Nu Hvor Du Har Brændt Mig Af", uden Brandt. Det ville ellers have været oplagt med en "Nu Hvor Du Har Brandt Mig Af", men lad det ligge. Halvanden time med hit på hit, fremragende musikerskab og et par velvalgte overraskelser – Helmig gik rent ind i hjembyen.

 

TV-2 *****

Efter en lovlig lang pause på næsten en time vendte Helmig tilbage, nu iført sort læderoutfit, for at præsentere "Danmarks dejligste orkester: TV-2". Den obligatoriske "Bornholmervalsen" tonede frem over højttalerne, og så besteg som sædvanligt fortrinsvis sortklædte Steffen Brandt & Co. scenen og lagde ud med "Kærligheden Overvinder Alt". Snart var der god gang i fællessangen, som fortsatte i "Rigtige Mænd", nu med selskab af den mangeårige blæsertrio The Aarhus Horns. Her havde Brandt ændret lidt på den oprindelige tekst, så kvinden nu ikke var "nede", men "oppe" på alle fire – måske for at foregribe eventuel kritik fra uopmærksomme feminister, der ikke havde fanget ironien, måske bare for at være kreativ?

Kreativiteten fortsatte, om end utilsigtet i den ellers stærke "Det Er Samfundets Skyld", hvor Brandt fejlagtigt sang det samme vers to gange. Dermed fik vi to gange historien om rigmanden, der synes, "det er hårdt at være styrtende rig", men missede den om studieværten, der "taler mest om ingenting og så mig selv".

Vi fik heldigvis det afsluttende, stadig højaktuelle vers om nydanskeren, hvor alle synes, det er hans skyld – dagen efter, at en mand i flere timer blev Danmarks mest eftersøgte mand, blot fordi han så mellemøstlig og nervøs ud, læste i en bog om terror og tabte sin printer i et S-tog. Dét scenarie kunne næsten være noget fra en TV-2-sang, eksempelvis "September '85", som også handler om nydansker versus gammeldansker-forhold i et S-tog – men det er en helt anden historie.

"Det Er Samfundets Skyld" var i øvrigt en behagelig nyskabelse til sætlisten i forhold til TV-2's forrige turnéer – sangen er før dette års sommerturné mig bekendt ikke blevet spillet i årevis bortset fra den retrospektive turné "100 sange på 180 dage" fra 2012-2013 (måske derfor Brandts hukommelsessvigt), og det samme gjaldt "Kærligheden Overvinder Alt" og "Der Går Min Klasselærer". Til gengæld var "Popmusikerens Vise" ude, og det klædte TV-2 at skifte lidt ud i sætlisten frem for at spille de samme numre igen og igen. For mig må de gerne gøre det i endnu højere grad – de har jo hits nok at tage af, og gode sange i det hele taget: "Tidens Kvinder", "Det Mørke Jylland", "Læn Dem Ud", "Alt Hvad Hun Ville Var At Danse", "Stjernen Over Bjerringbro", bare for at komme med nogle få forslag.

Efter en håndfuld sange præsenterede Brandt aftenens første gæst, der ligesom de øvrige kom fra Norden, nemlig "en sangerinde fra vulkanøen Island". Vild spændingsfyldt jubel – måske ventede folk Tina Dickow eller ligefrem Björk? Det var dog Emiliana Torrini, der nok ikke vakte samme genkendelsens glæde, men dog gjorde det fremragende på sin egen uptempo-sang "Jungle Drum", der minder lidt om Nancy Sinatras "These Boots Are Made For Walking" – og stemmemæssigt en anelse om Björk med sin sødmefulde ungpigevokal. Til gengæld holdt Brandt sig i baggrunden og nøjedes med at spille rytmeguitar. Han kunne ellers have været spændende at opleve som duetpartner.

Næste gæster var brødrene Christian og Frederik Elsner fra den grønlandske gruppe Nanook, som medvirkede på "Randers Station". Det gjorde de fint, om end en anelse anonymt. Til gengæld var Jonny Hefty og Jøden ved at overtale hele showet på rap-reggae-hittet "Kom Igen". De hyperaktive senior-rappere kom langt ud over scenekanten, og TV-2 fik ved samme lejlighed flettet en finurlig, dog lidt kort reggaeversion af "Nærmest Lykkelig" Ind. Ring til Hefty og Jøden, hvis du skal have sparket en fest i gang!

Færøske Teitur var aftenens sidste nordiske gæst og gav sit hit "Louis, Louis" i veloplagt duet med Steffen Brandt, der traditionen tro havde oversat sin del af duetten, med blandt andet en elegant reference til William Heinesens færøske romanklassiker "De Fortabte Spillemænd". Sidste gæst var ikke overraskende Thomas Helmig og hans band, der sluttede ringen med sammen med TV-2 at fremføre et nummer af … Gnags, der ellers var TV-2's store konkurrenter tilbage i 80'erne. Ikke Helmigs, for han udkom nemlig på Gnags' pladeselskab, Genlyd. Og således fik vi "Under Bøgen" under den overskyede himmel over Mindeparken. Det kunne have været sjovt, hvis Peter A.G. også havde været med, men det var han altså ikke. Som traditionen foreskrev, var sidste sang "Bag Duggede Ruder" – det var jo altså også same, ikke kun different.

Alt i alt var det et bundsolidt sæt, TV-2 leverede. Bandet spillede stærkt, sangene var uopslidelige, animationerne og billederne på bagscenens TV-2-logo var smukke, og Steffen Brandt kunne stadig nå de høje toner i omkvædene, selvom de steder, han overlod sangen til publikum, sjovt nok ofte var i det høje register – man skal jo heller ikke overanstrenge sig. Gæsterne var velvalgte, selvom ikke alle trådte lige meget i karakter eller kom lige meget i clinch med Brandt & Co., men overordnet var TV-2 ligesom Thomas Helmig det helt rigtige navn at åbne Aarhus Festuge med til en gratis koncert. De er festlige, folkelige og fornøjelige i ordets bedste forstand og nok også en kende forudsigelige – om end mindre i aften end vanligt grundet gæsterne, same but different – men til gengæld også fortrinlige. Rigtig god festuge – og lad der gerne komme musik i Mindeparken igen. 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA