Pink Floyd: The Endless River

Pink Floyd
The Endless River

Pink Floyd: The Endless River

GAFFA

CD / Parlophone
Udgivelse D. 10.11.2014
Anmeldt af
Torben Holleufer

Dette er nok materialet, David Gilmour og Nick Mason burde have ladet ligge i fred hjemme i skuffen. Allerede tanken om, at her var restmaterialet fra The Division Bell – karrierens ringeste album fra 1994 – gav bange anelser, når man nu er fan og anerkender bandets indsats i årene 1967-78 som en af rockens vigtigste overhovedet. Ja, skulle de to overhovedet have rørt ved musikken, havde det nok været her, Roger Waters kunne komme ind og give forudsigeligheden lidt kant. The Endless River er simpelthen ikke værdigt Floyd-materiale.

Og dog. Det er en tur ned ad Memory Lane, hvor der hele tiden kommer hints til hele karrieren. Vi lægger ud med temaer og rum, som peger mod Wish You Were Here, hvor der både er rundgange, der siger Shine On You Crazy Diamond og Welcome to the Machine og sågar et forløb, der ligner Us and Them, ligesom de to numre med titlen Allons-y har riffs, der grangiveligt ligner Run Like Hell, faktisk er veloplagte. Men det er hele tiden kort, som var det bare et jammet fragment, der løb ud i sandet. Mest bydes der på typiske svulstige flader, hvor strygerakkorder fra Richard Wright, Nick Masons lade og rungende alibitrommer og stigende uh-uh-kor danner grundlag for David Gilmours signaturguitar, som fortsat er en af universets mest genkendelige.

Men det er, som om d'herrer ikke har opdaget, at en Brian Eno har vandret på jorden, og når de endda afsøger Kitaro og new age-fyld, er det lige før et gammelt Floyd-hjerte brister. Vi er pludselig månerejser fra de store år og geniale ting. Og det er altså ikke noget Louder Than Words, hvor Gilmour pludselig til slut oplader sin røst, kan ændre på.

En svanesang, vi godt kunne have været foruden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA

// DAN