Savage Rose: Koncertsalen, DR Koncerthuset, København

Savage Rose, Koncertsalen, DR Koncerthuset, København

Savage Rose: Koncertsalen, DR Koncerthuset, København

Anmeldt af Anine Fuglesang | GAFFA

Arkivfoto

The Savage Rose startede som Annisette og Thomas Koppels barn tilbage i 1960'erne og blev siden til en fugl, der tog dem med til alverdens himmelstrøg, varme som kolde. Barske som blide. The Savage Rose har spillet i strejkende og sultende havnearbejderes blokader klokken fem om morgenen, under snigskytteild i Beirut og med tordende inuitdansere under den grønlandske midnatssol. I aften var scenariet en glødende og svævende hule iklædt efterårets gyldne farver, da The Savage Rose gæstede koncertsalen i DR's Koncerthus til, hvad der skulle blive en storslået aften, der vil blive siddende i kroppen meget, meget længe.

Dansende, nærmest svævende, entrerede Annisette scenen for en for længst udsolgt sal til tonerne af den rebelske You'll Know In The Morning, der indkapsler essensen af The Savage Rose. Mere levende, sanselig og dragende væsen skal man lede længe efter. Med sin unikke stemme og livsgivende performance, sine primalskrig og håndkastede peacetegn bjergtog Annisette fra starten sit 1800-mands store publikum og understregede endnu engang, at denne vilde rose aldrig kan tæmmes.

Gennem aftenens fire første numre måtte jeg tage mig selv i at være bevæget af en årsag, jeg endnu gransker efter at finde. Nogle gange skal man måske også bare lade følelserne stå for sig selv og glemme at lede efter ord, der kan omfavne en situation som denne. For alt gik op i en højere enhed denne aften, hvor særligt udførelsen af Wild Child, ofte kaldet bandets signatursang, står som et af de fineste øjeblikke, jeg kan mindes meget længe. Måske fordi den netop evner på én og samme tid at gå helt ind i hjertekulen, der hvor det både gør ondt og gør godt.

Som perler på en snor blev det ene storslåede nummer efter det andet leveret sikkert, levende og med nerve fra hver og én i bandet, der tæller et team af topprofessionelle musikere, der smelter sammen og bliver til én enhed; Palle Hjorth på tangenter, Anders Holm på trommer, Jakob Falgren på bas, Rune Kjeldsen på guitar og mandolin, Frank Hasselstrøm på trompet og keys og Naja Rosa Koppel og Amina Carsce Nissen som kor.

Og ingen aften i selskab med The Savage Rose uden at mærke historiens vingesus, for Annisette besidder ikke blot Danmarks bedste, kvindelige rockstemme. Hun besidder også evnen at være historiefortæller. Når hun med sin unikke og på én gang sårbare og styrkende stemme tager os med på et børnehjem i det gamle Palæstina med den smukke What Do You Do Now eller hylder Malcolm X i nummeret The Messenger Speaks.

 

Tangenternes triumf

Aftenens koncert var inddelt i to sæt, hvoraf første sæt syntes at være dedikeret mest til fortidens rebelske og frihedssøgende dage, mens andet sæt mere bød på The Savage Rose anno 2014. For nok har bandet eksisteret i over 40 år, men støv er der så absolut ingen spor af, og på fornemmeste vis formår bandet at forene fortid og nutid, når de overbevisende leverer deres nyfortolkede udgave af klassikeren Black Angel, der er at finde på bandets seneste album og 24. i rækken, nemlig Roots of the Wasteland. Mens det nye nummer The Storm forsikrer os om at fremtiden også ser lys ud for The Savage Rose, der stadig kan levere hits, der med tiden meget vel kan blive nye klassikere.

Efter en pause blev koncertens andet sæt skudt i gang med Thomas Koppels smukke og dragende ouverture Byen Vågner fra balletten Dødens Triumf, og sidder han et sted og kigger med fra de højere luftlag, må han være ved at revne af stolthed over de musikere, der i dag på fornemmeste vis udgør The Savage Rose. For sikken et hold! Jeg er målløs af beundring, og særligt Palle Hjorth er et unikum, når han delvist stående, delvist siddende, hamrer i tangenterne, som gjaldt det livet. En performance der i sig selv må udløse seks stjerner. Byen Vågner var et af de øjeblikke, hvor alt andet bliver ligegyldigt, og hvor disse få minutter gerne må forvandles til al evighed.

Når musik rammer som i aften, er der ingen ord, der virker tilstrækkelige til at beskrive de følelser, der slår ned i én som et lyn, forplanter sig i kroppen på sitrende vis og vækker alle sanser. Nej, ingen ord kan indkapsle den magi, som The Savage Rose skabte denne lørdag aften, for "musik er den mest sanselige af sanselige kunstarter", som Annisette og Thomas Koppel engang har skrevet, og måske netop derfor uden for ordets rækkevidde.

Jeg vil derfor lade stjernerne tale for sig selv. Jeg bøjer mig i støvet og tøver ikke ét sekund med at drysse hele seks stjerner ud over hver og én i The Savage Rose.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA