Povl Dissing: Rytmisk Sal, Musikhus Aarhus, Aarhus

Povl Dissing, Rytmisk Sal, Musikhus Aarhus, Aarhus

Povl Dissing: Rytmisk Sal, Musikhus Aarhus, Aarhus

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Jeg har forkælet mig selv de seneste par. I flere henseender, bevares, men blandt andet ved at bringe mig selv hen og høre Povl Dissing, når lejligheden har budt sig (hvad den ikke sjældent gør).
 
Dissing, som her på den anden side af de 70 stadig tilbringer imponerende meget tid på landevejen - og som ved særlige lejligheder stiller op med sine såkaldte "25 minutter endnu"-koncerter, hvor man på forhånd er garanteret fokus på de fremragende indspilninger fra slutningen af tresserne og ikke mindst milepælen "Dissing" - "Nøgne øjne" blandt venner - fra 1969.
 
Således også i aften, hvor Musikhusets behageligt lille og vellydende Rytmisk Sal danner rammen, og hvor en pålidelig kilde, i samme øjeblik jeg slentrer ind i lokalet, trækker mig til side og hvisker 'De spiller næsten hele "Nøgne øjne' - du får en stor aften!"
 
Og han får ret - også selvom vi skal vente til andet sæt på de decideret sekstjernede, sublime stunder, som Dissing stadig har i sig. Eller Dissing og band, hvis ret skal være ret, for det er ganske høj grad en holdpræstation, når gamle Pavlos  - kælenavnets oprindelse fortaber sig - træder op sammen med blandt andre sønnerne Jonas og Rasmus og ikke mindst guitar-esset Las Nissen, som også i aften indtager en central rolle.
 
Centrale tilføjelser
 
Koncerten i den udsolgte sal følger samme modus som ved tidligere lejligheder, hvor hovedpersonen binder seancen sammen med små anekdoter fra den lange karriere og kommer omkring såvel samarbejdet med Benny Andersen som den mangeårige kærlighed til Grønland og de ubetalelige Shel Silverstein/Thøger Olesen-indspilninger fra karrierens tidlige år: "25 minutter endnu," "Den grimmeste mand i byen" og så videre. 
 
Og så altså aftenens anden hovedperson, tekstforfatteren Laust Bengtsson, som døde forrige år og i aften introduceres allerede efter anden sang, idet Dissing sætter scenen ved at fortælle om sit første møde med den særegne, smukt syrede lyriker.
 
"Jeg gør dig rig igen" (med linier som "Har du aldrig set en bæk af staniol / og set frostens dobbeltsol") bliver den første af aftenens Bengtsson-indslag. Og nok så væsentligt: Inden punktum sættes med altid smukke "Snehvidekys" lidt over halv elleve, har vi også fået et par helt centrale tilføjelser til den efterhånden velkendte sætliste.
 
"Tape fra en halv mand" - som i sin tid fik dansk rockjournalistiks grand old man, Carsten Grolin, til at udråbe en ny epoke i dansk rock - rulles ud på flot facon i umiddelbar forlængelse af "Ingen," og - fra en anden ende af fortolkeren Dissings palet -  tegner en blå udlægning af Jeppe Aakjærs "Jens Vejmand" sig som endnu et højdepunkt.
 
Aparte eksistenser
 
Dan Hemmer er med på orgel, Las Nissen drysser saftige soli udover sættet og sønnerne (og Nissens) aktuelle itonesættelse af tegneren Jakob Martin Strids børnebog "Mormors gebis" sniger sig ind i sættet i skikkelse af fine "Grønlands is" - med Rasmus Dissing  - og så "Hele familien," som gammelfar har indsunget til pladen. 
 
"Jeg var ikke meget for det...," som Dissing bemærker, hvortil Rasmus fra sin plads bag tangenterne replicerer: "Jamen, vi syn's den passede så godt....."
 
Og det har han ret i: Ikke alene udgør sangen en fin, humoristisk finale på første sæt; den føjer sig også naturligt ind i et bagkatalog befolket af aparte eksistenser som Tingeltangelmanden, den Grimmeste mand i byen, den fordrukne eksilsvensker Svante, den dødsdømte fange på skafottet og seksualforbryderen, som huserer i den opbyggelige traditional "Røveren" tidligt i sættet i aften.
 
Jo, det er endnu en triumferende tour de force med den aldrende mesterfortolker, vi er vidne til i Musikhuset iaften. À la Dissing, forstås. Dissing, som egentlig selv leverer et passende metafor allerede tidligt på aftenen, hvor han fortæller om, hvordan han modtog er brev fra Bengtsson og "flåede" det op. "Eller det vil sige nej, jeg flåede det ikke op......sådan gør jeg jo ikke," retter Dissing sig selv.
 
Sådan er det også med sangene, som Dissing - om nogen herhjemme, og i ordets bedste forstand - folder ud, formidler, bringer videre. På fintfølende vis og i aften med hilsner til såvel Bill Wyman som Jeppe Aakjær undervejs. Formidabelt.   

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA