Cat Power: VoxHall, Aarhus

Cat Power, VoxHall, Aarhus

Cat Power: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

I betragtning af hovednavnets særegne scenepersonlighed - hun kan være næsten tåkrummende introvert - giver det i en vis forstand perfekt mening, at opvarmningen i aften leveres af den unge, eksperimenterende L.A-musiker Nico Turner.  

Ene kvinde med en elektrisk guitar (med påmonteret røgelsespind) og et udtryk så indadvendt, at "opvarmning" er en overdrivelse, og hun nærmest får Cat Power til at minde om en Springsteen hvad angår dynamik, dialog med publikum og scenepersonlighed. 
 
Vi, som - med større eller mindre dedikation - har holdt øje med den i dag 42-årige sangskriver fra Atlanta, Georgia, ved, at den inciterende stemme og det særegne sangskrivningstalent gennem årene har været ledsaget af ganske genstridige dæmoner. Så genstridige, at damens koncerter gennem årene har været notoriske for deres ujævne kvalitet og det offentlige sammenbrud til tider været en Sinead O'Connor værdigt.
 
Jeg mener: Da Marshall for godt ti år siden lagde vejen forbi netop VoxHall, var hun ifølge øjenvidner så beruset, at hun praktisk talt var ude af stand til at levere en egentlig koncert og i længere tid forsvandt nede i salen - angiveligt gået kold et sted på gulvet med sin whiskyflaske i favnen. 
 
Til stede
 
Anderledes i aften, hvor hun efter en lille måneds pause fra landevejen indleder sin europæiske turné her i Aarhus - og rent faktisk leverer en overvejende fokuseret og indimellem faktisk fandens fremragende koncert. Alene på scenen på henholdsvis elektrisk guitar og klaver, samme drengede frisure som på omslaget til gennembrudsalbummet "Moon Pix" fra '98 - og et mere end to timer langt sæt, som byder på flere fortættede stunder.
 
Hun snakker om løst og fast - gerne i uafsluttede sætninger -  laver musikalske kiks, og undskylder for sig selv sådan cirka 200 gange i løbet af aftenen. Men hun er til stede, og i blandt andet et par indslag fra The Greatest (2006) og greb helt tilbage til debuten minder hun om, at hun i sidste ende først og fremmest er en ægte musikalsk original med et seriøst sangskrivningstalent.   
 
Allerede med sættet anden sang, "Hate", mere end antydes det, at det her bliver en af Marshalls gode aftner. Vi får hendes personlige coverversion af Stones-klassikeren "Satisfaction" og yderligere en håndfuld sange, inden hun sætter sig bag klaveret for at forsøge sig frem til fine versioner af ikke mindst "The Greatest" og "I Don't Blame You". 
 
Naturligvis afbrudt af den karakteristiske, adspredte snak om alt fra en druktur i Malibu, butikstyveri ("hvad er det mest pinlige, I nogensinde har stjålet i en butik?"), skizofreni, mordet på Martin Luther King Jr. - og så minsandten den lykkelige nyhed om, at sangerinden er gravid i fjerde måned. Inden vi også får det gamle Marvin Gaye-hit "Can I Get a Witness" og Marshalls egen "3-6-9"; den med de desperate åbningslinier:
 
I feel, I feel tired, awake all night
Head so heavy like a wastebasket
I feel a choke, emotionally broke
Here on my belly in the still of the night
I feel alone
 
Stjålne bønner
 
Hun har en af de dér stemmer, hvor adjektivet "hypnotisk" faktisk for en gangs skyld giver mening. Og på scenen, i aften, veksler hun ikke bare mellem fokus og famlen, men også mellem det humoristiske og det hudløse. Også, når hun selv direkte adresserer de dæmoner, som er en velkendt del af hendes historie.
 
"Drik en masse alkohol for mig - for jeg kan ikke!," opfordrer hun publikum, da hun ved koncertens afslutning deler hvide blomster ud til tonerne af Dylans "If You See Her Say Hello".
 
Tidligere på aftenen, som svar på et bragende bifald, har hun sagt det samme på en lidt anden og ganske lakonisk måde. "Tak for jeres værdsættelse... uden den ville jeg have været død... jeg ville have gjort et eller andet frygteligt. Tak for jeres støtte!"
 
Jamen, selvtak. På en aften som denne lørdag skulle det da bare mangle. Og det pinligste, Cat Power nogensinde har stjålet i en butik? Nogle dåser bønner, såmænd. "....Og de var gode. I ate the shit of of them!," som hun tilføjer.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA