Dan Baird & Homemade Sin: Amager Bio, København

Dan Baird & Homemade Sin, Amager Bio, København

Dan Baird & Homemade Sin: Amager Bio, København

Anmeldt af Carsten Skov | GAFFA

Mine arbejdskolleger hastede hjem for at fejre Mortens aften. Jeg selv lod and være and og snuppede lidt thai-mad hos den nærmeste fastfood-pusher for at endnu en gang at lægge vejen forbi Amager Bio.

Forsøget på at anlægge en tvær anmelders distancerede skepsis over for Dan Baird & Homemade Sin blev snart gjort til skamme, endda et par minutter før det annoncerede starttidspunkt. De fire bandmedlemmer myldrede ind på scenen, og kom efter et mildt kaotisk forspil "Little Darlin'" fra det seneste album, "Circus Life", op i omdrejninger. Man skulle bare se deres blik, deres kropssprog og lige skæve ned til sine egne fødder, så kunne man mærke det. Der var fra starten dømt fest.

Man kan være tilbøjelig til at placere Dan Baird i en kategori af fortidens rock-helte, der sparer lidt ekstra op til pensionen ved at spille den samme rækkefølge af gamle hits aften efter aften. Intet er mere forkert. For det første er det et erklæret mål for hr. Baird ikke at fastlægge en sætliste på forhånd og i stedet at lade rækkefølgen af sange forme sig selv efter bandets og først og fremmest publikums gejst og energi. Og denne aften i den hedengange biograf var ingen undtagelse.

 

Klassiske sange

Vi fik sange som "Myth of Love", "All Over But The Crying" og "Dan Takes Five" fra Georgia Satellites-dagene, spredt med rund hånd ud over aftenen. Der var også "Mighty Quinn", et Bob Dylan-cover, John Fogertys "Proud Mary" og som det sidste ekstranummer Ringo Starrs "Don't Pass Me By" – og så var der nyere numre fra Homemade Sin og fra guitaristen Warner E. Hodges' nye solo-cd.

Hvad er det så, der ender med at få selv den allersidste medslæbte kæreste, kone eller mand til at medgive sin partner, at de der syndere på scenen i dén grad får sparket liv i forsamlingen på en ellers kølig november-mandag? Det er igen det blik og det kropssprog, der på bedste vis spreder spilleglæden og drillesygen bandmedlemmerne imellem ud i den fjerneste krog af Amager Bio. Og så er der den lune, der skinner igennem, når Dan Baird snakker om, at bandet har en hård dag foran sig næste dag, hvor de sku' køre … hele tre kvarter for at komme til Helsingør.

 

Langsomt og tungt

Skal man dryppe en mikroskopisk dråbe malurt i det bæger, der datoen taget i betragtning vel ellers ville løbe over af julebryg, så må det være, at de langsomme sange, herunder aftenens eneste egentlige ballade, "Thousand Little Pieces", ikke rigtigt rykker. Det ender med at være lidt gumpetunge rundgange uden samme smittende smæld som i "Railroad Steel", "Little Sheila" eller "Keep Your Hands To Yourself". Det er nu en gang først og fremmest de seje riffs og de veloplagte guitar-dueller mellem Dan Baird selv og Warner E. Hodges, der i særlig grad rummer den vitalitet, der er kendemærket for Homemade Sin. Det skal bestemt heller ikke glemmes, at trommeslageren Mauro Magellan lagde en tung og ikke mindst kraftfuld bund, som om man havde glemt at fortælle ham, at også trommerne blev forstærket ind over anlægget.

Det peger på endnu en lille dråbe malurt, nemlig lyden. Den lod jævnt hen vokalerne i stikken, men what the hell. Hvis jeg var gået i byen for at høre strømlinet, perfekt arrangeret musik spillet efter noder, så var jeg nok alligevel gået forkert. I stedet fik publikum en ihærdigt insisterende Dan Baird i spidsen for et band, der i den grad forstår at tage de rockmusikalske grundformler frem og børste dem af for at vise, at det i grunden er så inderligt ligegyldigt med stort opsatte sceneshows og et tilsvarende markedsføringsapparat.

Der skal så såmænd ikke mere til end to guitarer, bas og trommer.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA