Oh Land: Earth Sick

Oh Land
Earth Sick

Oh Land: Earth Sick

GAFFA

CD / A:larm Music
Udgivelse D. 10.11.2014
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Nanna Ølands fjerde langspiller starter yderst effektivt op med underskønne Machine, der ikke skal have mange rotationer på afspilleren, før den sidder fast i øregangene som en af de mange vira, der hærger folket i denne kolde tid. Og ellers er der dømt tilbagelænede energiudladninger med nærmest lounge-lignende undertoner på ligeledes skønne Favor Friends og Head up High, der indbyder til at finde dansesko af den mere behagelige og afslappede slags frem.

Titelnummeret er en anderledes udsvævende affære, hvor tæmpoet sættes helt i bund, og Nanna lyder, som om hun prøver at få vejret under overfladen af svømmende synths. Nothing is Over har effektiv melodisk fremdrift, men virker lidt let i det i det i forhold til størstedelen af albummets mere kvalitetstunge skæringer.

Vi kommer godt omkring mellem det legesyge og alvorlige, det elektroniske og det akustiske, og alsidigheden er sammen med det holdbare materiale en af Earth Sicks helt store styrker. Øland forsyner stadig sine kompositioner med en lækker og luftig vokal, der smyger sig som silke gennem de idérige poplandskaber.

Oh Land opfinder ikke den dybe tallerken, men hun skriver god og fantasifuld popmusik, og selvom de ikke alle rammer plet, er Earth Sick en samling sange, der i alt deres iltre væsen og fremdrivende karakter trods titlen har potentiale til at kunne holde efterårsleden og den værste vinterdepression fra døren.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA