M Blok
Blue EP

M Blok: Blue EP

GAFFA

Demo-cd / https://blokdub.bandcamp.com/
Udgivelse D. 03.12.2014
Anmeldt af
Hansen

M Blok er et elektronisk solo-projekt af guitaristen og produceren Morten Blok. Han bruger sin blandede baggrund i postpunk, elektro og pop til at skabe en varieret og interessant musik, der skjuler sine dybder og kompleksitet bag catchy hooklines og en gennemført flot lyd. Tempoet er generelt holdt lidt nede, og det er en skam, når man tænker på, hvilket hit han har skrevet i The Music. Et opdateret take på Ultravox's arv? Hvis han har flere sange af det format, vil jeg rigtig gerne høre dem.

Morten har en dyb stemme, som nok er et springende punkt for nogle, da den fylder en del i lydbilledet og tydeliggør, at det er lyden af ham og ikke et band. Heldigvis kan Morten både spille instrumenter og høre tingene udefra, så det bliver hverken analt eller enslydende. Det er derimod en personlig ep, der viser fem sider af et menneske. Jeg ville gerne have set mere af den melodiske side, men det kan være, det kommer på fortsættelsen Red. I hvert fald et bud på en popmusik, der tager sine lyttere alvorligt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA