Rival Sons: Amager Bio

Rival Sons, Amager Bio

Rival Sons: Amager Bio

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

I Amager Bio står vi tæt, og forventningens glæde er stor. Godt to års fravær har gjort Rival Sons' københavnske publikum grundigt sultne efter nye oplevelser.

Bandet har i mellemtiden udgivet et nyt album - "Great Western Valyrie" - og turneret den vestlige verden tynd. Og lige netop kombinationen af et overordentligt matchfit orkester, udfordrende nyt materiale og et sultent publikum sender i aften både os foran og orkesteret på scenen op i et fællesklimaks. Men mere om det senere.

Allerførst får vi en kompakt åbning med seks numre i rap uden chancer for at gendanne hverken hvilepuls eller sniksnak med sidemanden. Sådan. Fire fra det nye album, og et fra hvert af de to forrige, herunder hittet "Pressure and Time". Og numrene sidder lige i skabet. De her drenge spiller, som gjaldt det deres liv, og vi andre kan bare forsøge at følge med foran et af tidens allerbedste livebands.

Samspillet i Rival Sons er indforstået. Hele bandet er stærkt fokuseret, og vi skal langt hen i sættet, før smil afløser de alvorlige og dybt koncentrerede miner. Rival Sons har efterhånden gæstet Danmark rigtig mange gange i og uden for København, og derfor er det også spændende at opleve dem efter det lange fravær.

Glæden og de stille smil
Visuelt har Rival Sons udviklet deres fremtræden fra rå bluesrockere i åbentstående skjorter og langt hår til et noget mere stylish, altmodisch og letter Amish-inspireret look med høje taljer og (forholdsvist) kortere hår.

Den rå nerve og energi består dog uændret, og musikken smælder punktligt præcis i luften over os. Først henne i "Secret" får vi en lille løs jam og bagefter et pusterum. Bandet samler sig, og så gælder det den andægtigt rolige "Good Things" - om at nyde de gode ting i nuet, fordi vi aldrig ved, hvad der senere sker. Og sådan blæser Rival Sons på en støvregnet amarkansk tirsdag hverdagens sorger til side, mens den salige glæde over bare at være med her i aften kalder de stille smil frem.

Momentum i salen lever, Bio'en er med, og stemningen falder ikke hen under det halvstille "Good Things". Tværtimod. Salen bruser efterfølgende op imod scenen, og forsanger Jay Buchanen betoner, at "you guys sure are sweet to us tonight."

Guitarist Scott Holiday er en sand mester udi toneforvandlende pedalarbejde. Han skifter mellem forvrænget guitar i vredt format, sylespidse staccatoriffs og brede lydtapeter. "Manifest Destiny pt. 1" er hans glansnummer. Den lange guitarsolo snurrer os rundt og trækker efter flere minutter stemningen op i en spids, hvor den eksploderer i et fyrværkeriangreb på vores sanser.

Tæt tandemspil
Efter Scott Holidays guitaristiske sprøjteorgasme blæser "Burn Down Los Angeles" med sit 100 pct. volumepres tavlen helt ren. Og sådan kører Rival Sons hele tiden med en skræmmende effektiv dynamik i deres udtryk. Grovkornet og kraftfuld bluesrock glider over i indfølte og intense åndehuller - og vi følger med, og nyder, at den klassiske rock fortsat finder nye talerør at sprede sig igennem.

Rival Sons lykkes med overraskende mange stille og afdæmpede numre - uden at miste publikums gejst. Måske er det fordi, der hele vejen gennem koncerten er høj detaljerigdom i musikken. Trommeslager Mike Miley besidder med kontrolleret overskud alle beats og breaks i tæt tandemspil med den nye bassist David Beste, som kun enkelte steder lader til at være en semitone mindre avanceret end sin forgænger.

Dominerende spontant kor
"Torture" bliver indgang til aftenens forlængede klimaks. Godt henne i nummeret trækker Buchanan musikken helt ned og fører publikum effektivt ind i et oh-ooh-kor. Efter nummeret takker Buchanan, men Rival Sons' vellystne publikum i Amager Bio giver ikke så let slip på et fedt synge-med-tema.

Temaet starter spontant op igen nede blandt publikum, der synger helt op og overdøver bandets mulighed for at komme videre i sættet. Måbende står de og ser til. Buchanan, der normalt ikke giver sig ud i de store udvekslinger med sit publikum, fanger koret og synger sammen med det. Han tager os vokalt i hånden og følger med sin stemme roligt den løbske Bio ned til en hvisken. Samspillet er fuldendt.

Hæsblæsende godstog
Herfra trækker Rival Sons koncertens sidste 50 minutter hjem i ren overskudsopvisning inspireret af deres engagerede publikm. Efter "Rich and the Poor" drister Buchanan sig endda ud i en joke om hans onkel, der tyggede tobak af mærket Copenhagen. "Sikke et cool navn! Jeg spurgte ham, hvad betyder Copenhagen? Han sagde, det er et sted. Han sagde, det er en by i Sverige…" Publikum griner og buh'er lidt, og Buchanan indrømmer: "Ja ja, min onkel kom aldrig i gymnasiet."

"You guys are pretty rowdy!" Buchanan afkoder publikums kåde energi og kaster os ud i "Tell Me Something", som ender i et accelererende godstog uden bremser, der fræser højere og højere op i tempo. Hæsblæste står vi tilbage og kan næsten ikke følge med.

"Get What's Coming" afslutter det ordinære sæt i det 90. minut med endnu en vokalopvisning fra Jay Buchanan. Desværre kan man sidst på aftenen spore slid på hans tidligere så frygtindgydende fejlfri og ukuelige stemmepragt. I front for Rival Sons lægger han ikke fingre imellem, og det begynder så småt at vise sig.

Til gengæld er der fornyet friskhed over orkesteret. På tidligere turneer genbrugte Rival Sons ofte de samme greb i deres jams, men nu er der kommet nye ideer og detaljer ind flere steder, og det pynter.

Efter en intens "Face of Light" med bidder af "Sacred Tongue" vil Amager ikke slippe sine helte, og Rival Sons sparker deres vanvittige fest ud af Bio'en med "Keep on Swinging", åbningsnummeret fra deres forrige album "Head Down". Pludselig føles det ok, at der ikke kommer mere musik. Energierne er levet ud, og Rival Sons' københavnske publikum er blevet ladet op. Tak for i aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA