Lykke Li: Store Vega, København

Lykke Li, Store Vega, København

Lykke Li: Store Vega, København

Anmeldt af Sara Elisabeth Nedergaard | GAFFA

"Det handler altid om mig og skyld og skam og smerte og stolthed og forvirringen omkring at være en kvinde," har Lykke Li udtalt til det britiske musikmagasin NME i forbindelse med udgivelsen af sit tredje studiealbum, "I Never Learn", i februar i år. Den svenske sangerinde startede sin karriere med det forholdsvis glade, poppede album, "Youth Novels", i 2008, hvor hun blandt andet dansede rundt med Bon Iver og en kazoo foran et springvand.

På det heftigt anmelderroste "Wounded Rhymes" fra 2011 fandt Lykke Li sin niche med mørke, storladne sange om hjertesorger og ensomhed. Her erklærede jeg mig som dedikeret fan, så det var med tårnhøje forventninger, jeg trodsede regn og tømmermænd søndag aften for at opleve pigen med det knuste hjerte på Store Vega i København.

Gammel opskrift, nyt materiale

Lykke Li nærmest svæver ind på scenen, flankeret af et gustengulligt lys og røg. Som da hun besøgte selv samme scene i 2011, hænger sorte strimler stof fra loftet og er med til at give et teatralsk udtryk, der matcher sangerindens musik. Også bandet synes at være det samme, bestående af fem kompetente personer, der mestrer trommer, bas, guitar, percussion, keys og kor. "I Never Learn" finder insisterende vej ud til publikum og lyder præcis som på pladen. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Under "Sadness Is A Blessing" danser Li selvsikkert rundt på scenen, mens bandet gør nummeret til en så bombastisk oplevelse, så alle tanker om Netflix, dyne og søndag fluks forsvinder. "Just Like A Dream" slutter med en sampling fra Drakes "Started From The Bottom" og pirrer til ens nysgerrighed – nu er vi i gang, det her er ikke bare som på plade.

"No Rest For the Wicked" spreder en helt apokalyptisk vibe, med insisterende trommer så dybe, så gulvet vibrerer. Med undtagelse af en noget spinkel falset er Lykke Lis vokal i top, og bandet udgør et fænomenalt kor, der er med til at gøre hele oplevelsen lige det større. I "Silent My Soul" viser Li for alvor sine følelser for hvem, der end knuste hendes hjerte, med en linje som "You see pain as it is pleasure", og en a cappella-afslutning giver gåsehud. Lykke Li har udtalt, at hun hellere vil ses som en singer-songwriter end en popsanger, og disse numre understreger det.

Lis coverversion af Drakes "Hold On, We're Going Home" er atmosfærisk og sjælfuld, og nummeret bliver gjort til hendes eget samtidig med, at det forbliver tro mod originalen ved at få tilsat et smittende beat. Fornemt.

Trilo-hvad for noget?

Lykke Li kalder sit nyeste album for afslutningen på en trilogi. Hvordan det skal forstås, har jeg aldrig fundet frem til. For mig at se startede hun, som landsfællen Robyn, ud med et debutalbum, der viste en kunstner, hvis identitet ikke var slået helt fast. "Wounded Rhymes" etablerede denne identitet, der nu bliver videreudviklet på "I Never Learn".

Således er "Little Bit" fra debutalbummet heller ikke en favorit hos undertegnede, da den bryder med tematikken, Lykke Li ellers holder sig så stringent til. Det er en fin nok popsang, men passer ikke rigtigt ind i aftenens sætliste. Li vender dog stærkt tilbage til det dystre univers med "Sleeping Alone", der i tematik såvel som opbygning minder meget om de resterende sange på "I Never Learn". Ikke at det gør noget.

Energiudladning

Et hurtigt tøjskift fra futuristisk læder til en sort silkekimono, og så skydes "Gunshot" i gang med et brag. Nummeret er en personlig favorit på den nye plade og skuffer bestemt ikke i live-version. Lykke Li slår hektisk på sit mikrofonstativ med en trommestik, og energiniveauet øges en tand. "I Follow Rivers" får salen endnu et nøk opad – det er lige før, folk danser! Versionen er en kende mere insisterende i versene end den version, vi kender så godt, og Li dirigerer nu publikum med sin trommestik for at få mere gang i os.

"Never Gonna Love Again" er et ultimativt lytterhit, der endnu en gang viser svenskerens evne til at skabe fryd i øregangene. Efterfølgende voldtager et blodrødt lysshow vores øjne, og "Rich Kids Blues" bliver kastet ud mod os, med en fin andenstemme fra den kvindelige korsanger og en finurlig inkorporering af den karakteristiske intro til Beyonés "Drunk In Love". "Get Some" giver endnu mere liv i publikum, og det forfriskende orgel hiver den mest lunkne bænkevarmer på fødderne oppe på balkonen. "Go Ahead, Go" bliver sunget solo af førnævnte korsanger, der viser en helt fantastisk vokal, som en indiansk klagesang. Meget smukt.

Ned i gear

Vi får to ekstranumre, først "Du är den ende", oprindeligt et stort hit med Lill Lindfors. Lykke Lis version stammer fra den svenske film "Tommy," som hun medvirkede i tidligere i år. Slutnummeret "Heart of Steel" binder en smuk sløjfe på aftenen. Flankeret af et helt fantastisk kompetent liveband berigede en insisterende og karismatisk Lykke Li publikum med sine episke fortællinger om, da hun fik sit hjerte knust. Tak for det.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA