Gooms: Beyond Life

Gooms
Beyond Life

Gooms: Beyond Life

GAFFA

Vinyl + download / Escho
Udgivelse D. 28.11.2014
Anmeldt af
Rune Schlosser

Bag det aparte navn Gooms og det kitschede horror-cover gemmer sig fire herrer, der er velbevandrede på den danske alternative scene med navne som Aske Zidore (Oh No Ono), Jens Ramon (Figurines), Lasse Bækby Buch (Birthgiving Toad) og Suni Zacharias (Twins Twins).

Der bliver ikke lagt låg på i selskab med de fire herrer, der læner sig op ad en hyppig omskiftelig rock fra den alternative hylde. Tænk på en kombination af Ariel Pink, Mike Patton (som på California med Mr. Bungle) og ikke mindst Animal Collectives sporadiske og sammenflettede kompositioner.

Beyond Life er ikke en plade, hvor du får den optimale oplevelse leveret med det samme. Der skal bestemt investeres et antal af gennemlytninger, men her finder du også flere skatte for hvert lyt. For eksempel den dejlige Hippieweekend, hvor vuggende guitarer tager dig med ind med strofen: "walk into the fire". Et dejligt nummer, hvor de luftige korharmonier samt den tørre bas gør nummeret til en dejlig sag, der ikke er mange mil bag skæringer som Animal Collectives Brother Sport.

Der er både finesse og vellyd i produktionen, som er en åbenlys bedrift, mens de fire gutters inspirationer til tider stadig slægter dem en anelse for meget på. Derfor er det dog stadig en fornøjelse at betragte mosaikkerne tage form ud af vinduet til uendeligheden.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA