Father John Misty: I Love You, Honeybear

Father John Misty
I Love You, Honeybear

Father John Misty: I Love You, Honeybear

GAFFA

CD / PIAS
Udgivelse D. 09.02.2015
Anmeldt af
Lars Löbner Jeppesen

Efter at have knækket trommestikkerne i Fleet Foxes og nakken på den selvhøjtidelige solokarriere i eget navn, så den nu 33-årige Josh Tillman lyset i en rus af svampe i sagnomspundne Laurel Canyon og vupti, den flyvefærdige Father John Misty var født. Under dette navn debuterede han med pragtstykket Fear Fun for tre år siden og nu er den ligeså prægtige opfølger I Love You, Honeybear i hus. Umiddelbart er den nye skive knapt så honky-tonket som forgængeren, men igen ypperligt produceret af feinschmeckeren Jonathan Wilson og med stærke sange på rad og række.

Tekstmæssigt er Tillman i en særegen liga med ofte misantropiske, spydige og tragikomiske fortællinger, ikke ulig en Randy Newman og der har ærligt talt ikke været en mere underholdende knækprosaist siden Rufus Wainwright peakede. Få kan i hvert fald få linjer som "She blames her excess on my influence, but gladly hoovers all my drugs. I found her naked with her best friend in the tub, and we sang Silent Night in three parts, which was fun" til at svinge så elegant som her.

Læg dertil at Tillman er en fortrinlig sanger der brillere i alt fra det jazz-croonede i Nothing Good Ever Happens At The Goddamn Thirsty Crow til det maniske i den pumpende The Ideal Husband og det forførende i Chateau Lobby #4 (in C for Two Virgins) med lystige strygere og horn. Simpelthen mageløst.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA