Susanne Sundfør: Ten Love Songs

Susanne Sundfør
Ten Love Songs

Susanne Sundfør: Ten Love Songs

GAFFA

CD / Warner Music
Udgivelse D. 16.02.2015
Anmeldt af
Malena Salvado

Siden debuten i 2007 har Susanne Sundfør støt og roligt etableret sig som en af de mest interessante performere i Skandinavien. Med Ten Love Songs har den norske sangerinde begået et skævt og alsidigt album, der på en gang er tilgængeligt og poppet i sin lyd og samtidigt tangerende indadvendt og avantgardistisk. Fra den ene yderlighed til den anden og alligevel sammenhængende.

Ten Love Songs blander Sundførs dragende, nordiske vokal med et lydbillede, som er primært elektronisk drevet, men med markante lag af organiske strygere og melankolske klaver- og orgelstykker. Det skaber et musikalsk univers, der på den ene side er dragende og indbydende, på den anden fortættet og klaustrofobisk.

"You cannot replace me, like they do in movies", synger Sundfør på Trust Me. Ganske rigtigt: nordmanden er helt sin egen og respekt for det! Ærgerligt er det derfor, når hun og sangene drukner i hidsige beats og synth-flader. Susanne Sundfør står stærkest nedbarberet, hvilket sker for sjældent på Ten Love Songs. Derfor bliver det kun til fire, store stjerner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA