We Like We: a new Age of Sensibility

We Like We
a new Age of Sensibility

We Like We: a new Age of Sensibility

GAFFA

LP / The Being Music
Udgivelse D. 19.01.2015
Anmeldt af
Torben Holleufer

Du har passeret Sankt Peter og længere oppe modtages du af amazoner, der på forunderlig vis leverer skønhed, med en ro i sig, der totalt provokerer din indre uro. En er en Nico, en er en Lou Reed og en er Candy Darling og alle genfødt i kvinders ham. Mens nerven i deres musik martrer dig, og du længes efter mere, badet i lyde, som både er himmelsk kendte og nyskabende. All Tomorrow's Parties er blevet dagens skinbarlige virkelighed, og foran dig med en skærebrænders skurrende skønhed står fire lydmagere, der skaber, som var de Kronos-kvartetten – vel at mærke en udgave af kvartetten, for hvem filmen endelig er knækket helt og aldeles.

Et syret billede, javel. Men et af de første billeder, som kom op på den indre biografs lærred ved gennemlytningen af debutudgivelsen fra kollektivet We like We. Kurator Signe Høirup Wille-Jørgensen alias Jomi Massage brugte udtrykket "harme kvinder", da hun annoncerede udgivelsen og tilbød at sende den til mig, og jeg tænkte først på noget i retning af Selvhenters frontale angreb af lyd. Men sådan er det ikke her, for gradvis åbnes sprækkerne ned til en verden, som har det, der ikke kan købes, nemlig originalitet. Klassisk og avantgardistisk, sitrende nøgen cello og violin og forundrende fede vokaler.

Som droner står strygerne mejslet, mens de smukke vokaler og det begavede janitshar-arbejde på slagtøjet understøtter den stemning, som fødes der på stedet og snart fylder min stue med vellyd. Vellyd som er anderledes lyd. Jeg tages gradvist tilbage til amerikanske komponister som Charles Ives, der lavede noget lidt i samme stil på det geniale stykke Central Park In The Dark (1906). Men først og fremmest er det fire dybt originale danske kvnder, som har skabt et værk, som vil vokse for hver gennemlytning. Som ikke lader dig i ro, og dermed hæver sig højt på skalaen for vovemod og villet originalitet.

Anbefales på det varmeste. Med en selvfølgelig tro på, at denne gruppe, disse amazoner, kommer til at præge både sam- og fremtid.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA