Björk: Vulnicura

Björk
Vulnicura

Björk: Vulnicura

GAFFA

Download / One Little Indian
Udgivelse D. 20.01.2015
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Det er lige før, man fristes til at takke de sjufter, der lækkede sange fra Vulnicura på det store internet, således at Björk i al hast besluttede at sætte albummet til salg på iTunes, før den planlagte udgivelsesdato i marts, hvor de fysiske versioner lander i butikkerne. Det betyder nemlig, at dette pragtfulde storværk kan få to ekstra måneders levetid i denne anmelders taknemmelige ører.

På coveret har Björk hul i brystet ("Who is open chested?", som der spørges i Stonemilker), ligesom det selvopfundne titel-ord Vulnicura udspringer af både "såret" og "kurere", og albummet er da også opstået i kølvandet på bruddet med Matthew Barney. Noget, der både kan høres og mærkes i de rå og meget personlige sange, der præger pladen. En slags mørk modpol til tosomhedshyldende Vespertine fra 2001.

Når man "bladrer" i den digitale album-booklet, står det klart, at værket er delt op i tre: Tre sange, der finder sted henholdsvis ni, fem og tre måneder før bruddet, tre sange, som finder sted to, seks og 11 måneder efter og så endelig tre, der efter alt at dømme beskriver, hvordan Björks kærlighedsmæssige sindstilstand tager sig ud i dag.

I de hjerteskærende første tre sange falder det hele fra hinanden. Særligt ubehageligt bliver det i History of Touches, hvor Björk efter at have fonemmet fremmedgørelsen, manglen på gengældte følelser ("I only wish to syncronise our feelings") og det forestående brud ("I smell declarations of solitude") i Stonemilker og Lionsong vækker sin bedre halvdel midt om natten for at udtrykke sin kærlighed, men i stedet erkender følelsen af en sidste nat sammen, hvormed nærheden komprimeres til minder ("Every single touch we ever touch each other / Every single fuck we had together / Is a wondrous time lapse / With us here at this moment / The history of touches / Every single archive / Compressed into a second / All with us here as I wake up") til skingre toner, der understreger øjeblikkets fornemmelse af håbløshed. Av.

Herefter følger det over ti minutter lange pragtpræstation af et højdepunkt, Black Lake, en dragende og hvirvlende tur ned i mørket, der udtrykker håbløshed, men også vrede og fokus på familiens opløsning, som også tages op i Family ("Is there at place / Where I can pay respects / For the death of my family"). Alt sammen flankeret af nænsomme strygere, Arcas fremragende og bjergtagende beats og Björks umiskendelige vokal, der fornemt formidler sangens store følelser uden på noget tidspunkt tilnærmelsesvist at kamme over i det uklædeligt patosfyldte.

Værket er gennemgående en udfordrende sag, der skal udforskes indgående fra de blide strygere i starten af Stonemilker, til heftigt pulserende Quicksand ebber ud. Detaljerigdommen og dybden i musikken er overvældende, og teksterne er rå og ærlige, men Vulnicura er stadig mere tilgængelig end den naturvidenskabeligt fokuserede forgænger Biophilia. Dog har Björk ikke sluppet taget i naturvidenskaben, for i helingen af det ødelagte danses der smukt med atomer med Antony. I effektivt marcherende Notget findes helingen gennem smerten, og atter skal der kippes med hatten ad Arcas forbilledligt effektive rytmearbejde.

Mouth Mantra og Quicksand, der varsler et skær af lys i mørket og mismodet, afslutter også flot den nidelte odyssé gennem forliset, og selvom det kan nydes af alle, hvad enten hjertet er intakt eller ej er Vulnicura ikke for det brede publikum. Det er ikke en popplade med hurtige hits – men hvem ville efterhånden også forvente det af Björk? Og heldigvis, for popplader er der i overflod derude. Dette mesterlige hovedværk ser næppe sin lige foreløbig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA