Marie Key: Tænker Du Vi Danser

Marie Key
Tænker Du Vi Danser

Marie Key: Tænker Du Vi Danser

GAFFA

CD / Sony Music
Udgivelse D. 02.02.2015
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Marie Key har alle dage dyrket at udstille sin usikkerhed og manglende tro på egne evner. Hun kan ikke danse, og hun kan ikke finde ud af det med kærligheden. Hun er i det hele taget lidt i tvivl om det meste her i livet. Tilbage har stået en sårbar og let akavet lillepige, der pludselig bragede igennem til folkedybet med forgængeren De Her Dage. Vi elsker antihelten, og Marie Key elsker at dyrke antihelten.

Men på Tænker Du Vi Danser kommer Marie Key ud af busken. Hun har taget et par drastiske livsvalg og vil nu danse, om hun kan eller ej. Og hun vil kærligheden. Helt uforbeholdent.

Det smitter gevaldigt af på albummet, der har en lys tone og emmer af livsappetit.

Med Tænker Du Vi Danser har Marie Key nærmest begået det perfekte popalbum. Vellyden er overvældende, og en smygende soul giver en dyb varme i den melodistærke synthpop. Den eneste anke mod albummet er, at det hele bliver for perfekt udført. Marie Key er på ingen måde sluppet af med den nagende tvivl, men den gennemtærer ikke melodierne i så høj grad som på hendes to første soloalbum. Til gengæld er hun sammen med producer Andreas Sommer selvsikkerheden selv i den musikalske udførelse, og albummet fremstår yderst helstøbt, og sangskrivningen er stærk i samtlige sange.

Marie Key er bare ikke prototypen på en popstjerne, og det giver det perfekte popalbum sin helt egen snurrighed. Der sker ikke det forventelige hos Marie Key, der virker tæt på nærmest lykkelig på Tænker Du Vi Danser. Marie Key holder fast i sin oprindelige kurs, men glemmer ikke at bygge på.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA