Bebe Buchanan Tagel: Gone

Bebe Buchanan Tagel
Gone

Bebe Buchanan Tagel: Gone

GAFFA

CD / From Out Here Music
Udgivelse D. 12.03.2015
Anmeldt af
Ivan Rod

Søren Bebe (klaver), Jakob Buchanan (trompet) og Kasper Tagel (kontrabas) har i samarbejde med norske Andreas Norbakken (slagtøj) og engelske Julian Arguelles (saxofon) skabt et jazzalbum af internationalt format. De 11 numre på Gone er ganske vist skrevet af enten Bebe, Buchanen eller Tagel, men de fremstår alle, som tilhørte de samme lyriske tonesprog. De er alle stringente og samtidigt åbne for improvisation.

Hist og her aner man det, man kunne kalde en nordisk melankoli. Andre steder en inspiration hentet i indisk musik. Men dét til trods, hænger "lortet" sammen. For ikke bare er alle kompositioner eminente, samspillet de fem imellem er også respektindgydende, tilsyneladende ubesværet. Et højdepunkt som Bebes nummer, Again & Again, er noget nær formfuldendt. Dét sender tankerne i retningen af en Jan Garbarek. Det følgende nummer, Tagels Traveller, sender tankerne i retningen af Esbjörn Svensson. Førstnævnte er sfærisk forunderligt, sidstnævnte båret af et repetitivt beat. Begge er stringente, lyriske, medrivende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA