Turboweekend: Store Vega, København V

Turboweekend, Store Vega, København V

Turboweekend: Store Vega, København V

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det er et selvbevidst band, der går ud og spiller en koncert, hvor næsten hele det helt nye album spilles igennem. Det må man lade Turboweekend, der fortsat har en fantastisk trumf i forsanger Silas Bjerregaard. Også selv om denne oftest tager lytteren med på en rejse til firsernes elektrobands' som i den bløde ende hed The Human League og i den mere bastante bliver til Depeche Mode, men også i momenter som en tur på dansegulvet med Jamiroquai. Mens han forfriskende nok har momenter, hvor T-shirten smides, og der growles med en farlighed, så man næsten ønskede, at han kastede synthesizeren overbord, rullede sig i glasskår, ringede til Iceage og forløste den indre Iggy Pop. Nu blev det i den sekvens kun til lidt kravleri oven på publikum på en måde, der kanaliserede Reptile Youth til et møde for sofavælgere.

Jeg er ikke umiddelbart vild med Share My Thunder, og skal måske høre pladen et antal gange mere, men oplevede, at koncerten fremstod som en opvisning i gennemprøvede skabeloner med det ofte brugte mol-omkvæd og helt uden de forfriskende og originale hooklines, der, når Turboweekend er bedst, leviterer dem - for nu at bruge en af aftenens nye sangtitler - op på et meget højt niveau. Det niveau, de for længst har delt med den danske nation på gamle træffere som Trouble Is, Something Or Nothing og After Hours. Det er, som om modet eller den helt originale idé er gået fløjten i sidste ombæring. Så mange af sangene på denne aften fremstod kedelige, og det gik ud over stemningen, som da de to obligatoriske ekstranumre var slut, og bifaldet døde på stedet, uden at der blev ændret på belysningen eller spillet muzak. Vel var fans'ene loyale, men de fandt nu også udgangen i en ruf.

Koncerten åbnede, som den nye skive slutter, nemlig med titelnummeret Share My Thunder, som er en modig komposition med skiftende temaer, der minder en del om, hvad Mew kan finde på. Ret spændende. Hvorfor overgangen til Disco To Disco var et bud på, hvad nogle ville kalde spændvidde, mens jeg er tilbøjelig til at tale om bundniveau. Men hvor vi så med After Hours fik Silas dansende ind i zonen, og publikummer omkring mig tav og fik det der udtryk af at være ramt som af et drug. Silas' vokal fortjener altså de der staccato-agtige synkoper og et beat, der rammer dig i underlivet som et sug, for så passer pengene virkelig, og der kan tales om turbo.

Måske belønnes stædigheden og måske viser de nye numre sig over sommeren at være mere holdbare, når de er blevet spillet mere live. Men som helhed var koncerten denne aften en skuffelse.

Jeg er stadig troende. Må levitationen komme i næste ombæring.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA