Jenny Wilson: Skuespilhuset, Store Scene

Jenny Wilson, Skuespilhuset, Store Scene

Jenny Wilson: Skuespilhuset, Store Scene

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Svenske Jenny Wilson er en ener i Norden. En dedikeret og yderst original singer-songwriter med autoritet og kant. Hun var i sin tid en drivende kraft i gruppen First Floor Power, men så gik hun solo, og i 2005 udkom hendes første album i eget navn, indie-pop-rock-albummet Love and Youth.

Allerede dengang anede man en forbindelse til navne som Pixies, P.J. Harvey og Joan As Police Woman. Men samtidig var svenskeren helt åbenlyst sin egen. Og med Love and Youth fik hun et veritabelt gennembrud – i hvert fald i Norden. Og både som sangskriver, sanger og musiker. Og stilikon.

I 2015, ti år efter pladedebuten, fejrer hun "jubilæet" med udgivelse af en limited 1st edition vinyl (samme materiale som på debuten) og med en række pladekoncerter, hvoraf den eksklusive koncert i Skuespilhuset (arrangeret af Bobkat Agency og Eventministeriet) var én.

Koncerten her var opdelt i to sæt, hvoraf det første bestod af de 12 numre fra Love And Youth (spillet i samme rækkefølge som på pladen), og det andet bestod af ni nyere numre. Alt blev sunget og spillet i Store Scenes øjeblikkelige, enkle, men stærkt overbevisende scenografi til teaterforestillingen Heksejagt. Jenny Wilson har, siden Love and Youth udkom, cementeret sin position som en stærk DIY-personlighed på den nordiske indie-scene. Hun er (stadig) en banebrydende og modig artist, der samtidig tør være skrøbelig. Det er dét miks – kombineret med hendes mangefacetterede talent og viljen til at præstere – der giver hende autoritet og kant. På Store Scene (som forekommer intim, trods navnet) – med højt til loftet og alle muligheder for lyssætning – var hun som indplaceret i det optimale rum – et rum, der understøttede hendes eksklusivitet og sprængkraft som indie-pop-rock-kunstner.

En ting er, at hendes materiale – såvel det fra Love and Youth, som det nyere – er kraftfuldt i sig selv. Noget andet er, at Jenny Wilson i sin live-formidling af materialet er så utrolig overbevisende, fordi er hun ét med materialet. Vel kan det være vanskeligt at høre, hvad hun rent faktisk synger, men pondus – dét har hun under alle omstændigheder i sin formidling. Og den pondus understøttes af, at hun bag sig har nogle aldeles eminente musikere: Sara Wilson (lillesøsteren) på guitar, Micke Häggström på trommer og Måns Menstern på keys. Især de to førstnævnte imponerede i Skuespilhuset med deres teknik og rytmesans.

Selv om der var mest kraft i andet sæt (de nyere numre), var første sæt det mest sammenhængende – sikkert fordi det tematisk har været tænkt som sammenhængende. Numrene – Let My Shoes Lead Me Forward, Would I Play With My Band og Bitter? No I Just Love To Complain – skilte sig alligevel ud som højdepunkter i en god koncert, der – som annonceret – havde eksklusivitet over sig. Og som anskueliggjorde, hvad der sker, når musik og scenografi falder i naturligt hak.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA