The White Album: Magasinet, Odense

The White Album, Magasinet, Odense

The White Album: Magasinet, Odense

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

The White Album skulle bare være et lille projekt for Jacob Eilsø, Frederik Vedersø og Claus Arvad. Alle tre kunne med bandet lave de sange og spille den musik, de havde lyst til uden at skulle give for meget afkald på familie og andet arbejde. 

Det langskæggede boyband med rødder på Fyn har drevet projektet til en ep og sidenhen debutalbummet The Quiet Strum. Musikken, de tre har udgivet, lyder af lidt forskelligt og læner sig op ad genrer som folk, indie, pop og rock; aftenens koncert lød mest af alt som fynsk hygge.

Ild i pejsen

Bag de tre frontmænd udstyret med hver deres guitar var opstillet tre små fladskærme. Hver afspillede de en pejse-dvd, der med tredive minuttters mellemrum blev genstartet. Scenens baggrund af træ var også i hytte-tema, og sammen med Ikea-lamperne med indmad af kobber var stemningen sat og stemmerne ligeså, da bandet startede på "Trenches" fra ep'en Conquistador. Koncerten begyndte med begge ben i samme lejr som Fleet Foxes og fløj derfra rundt mellem inspiration og reference til andre projekter. 

Ikke blot er sangene lavet til at lyde varieret, men de tre forsangere har hver en stemme, der egner sig til noget særligt, og det er ikke mærkeligt, at de tre vokaler let lader sig blande i sange som førnævnte "Trenches". Stærkest stod Frederik Vedersøs relativt dybe stemme i "Jericho" og især i "Baudelaire", for her stod medbragte bassist og trommeslager i baggrunden til fordel for en stærk sang, der kunne ånde og fuldendes med en stemningsfyldt klimpren på instrumenterne.

Desværre faldt Jakob Eilsøs vokal tilbage i lyden fra bandet, og på trods af en stærk falset i optrapningen af nummeret indfandt vokalen sig aldrig rigtig i koncerten. Lidt af en skam, når det lader til at Eilsø og Vedersø sammen udgør en dansk pendant til Justin Vernons kendetegnende stemme fra Bon Iver. Et sted mellem de to, bogstavelig talt og i forhold til præstation, fandt man Claus Arvad, hvis vokal ikke gjorde det store for koncerten, men - trods problemer med at stemme guitaren - var et stabilt midtpunkt for flere af koncertens numre.

Mellem pop og indie

Hvis Frederik Vedersø er bandets vittige og karismatiske Robbie Williams, der ikke er bleg for at gennemleve rock-klichéer som 80'er-soloen og "hvordan har I det O'ense?", så er Claus Arvad boybandets professionelle Gary Barlow. En af de mest vellykkede sange i sættet viste sig at være en ny sang kaldet "Staring at the Sun". Sangen var som en uptempo Mads Langer-ting, og det var nemt at se den indtage en uundgåelig plads i radioen, hvis ikke på P3 så helt sikkert P4 Fyn. Det var pop af den helt rigtige respektable skuffe.

Så var der de mere indiebetonede sager. Sange som "Your Mouth Is a Fist" og "Feed It to the Children" har mere at gøre med The Kissaway Trail end med Fleet Foxes og Bon Iver. Selvom numrene stak ud, og Arvad ikke helt kunne følge sangens stigende højder på sidstnævnte, så var disse indienumre en velkommen variation på den økologiske hyggepop.

Selvom bandet lægger vægt på at lave umiddelbar musik uden for meget intro, outro og fyld, så var nogle af de mest vellykkede numre dem, der blev peppet op med et mildt støjende præg af noget progressivt, mens det nedtrykte og nedbarberede nummer "I Remember Well" faldt fuldstændig igennem. Det var ikke en sang til hygge og pejse-dvd'er, det var en sang til at suge alt momentum ud af fynske kommentarer og nydelige livenumre.

En sang, derimod der kunne sætte punktum ved The White Album som et stærkt liveband var "Wax On Wax Off". Solidt placeret i indie-området tillod sangen en udvikling, men ikke som på albummet. Sangen løftede sig fra det nummer, man kan høre på pladen, og blev det klimaks og højdepunkt, enhver koncertlukker bør være. De tre store skæg leverede varen uden for mange dikkedarer og med masser af hyggelig charme.    


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA