Neon Heaven: Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Symfonisk Sal

Neon Heaven, Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Symfonisk Sal

Neon Heaven: Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Symfonisk Sal

Anmeldt af Christian Voldborg Andersen | GAFFA

Den amerikanske symfonikomponist Nathan Felix' sanselige musikstykke "Neon Heaven" blev fredag eftermiddag opført af et væld af danske musikalske kræfter i skikkelse af Aarhus Studiekor og musikere med tilknytning til Det Jyske Musikkonservatorium. Under dirigent Mathias Skaarup Sørensens styring blev publikum taget med på en orkestral rejse ind i et svulstigt og symfonisk univers, hvor tid og rum blev transcenderet. Der var med andre ord lagt op til en musikalsk oplevelse, der forsøgte at hamle op med de mest pompøse Hollywood-soundtracks.

Dette eksperimenterende samarbejde mellem førnævnte amerikanske komponist og danske musikere levede dog ikke helt op til, hvad publikum helt præcist var blevet lovet: En stemningsfuld og atmosfærisk koncertoplevelse, hvis referenceunivers tog udgangspunkt i David Lynchs kult-tv-serie "Twin Peaks" og den danske filminstruktør Nicolas Winding Refns stilbevidste film "Drive" og "Only God Forgives". Koncerten var bestemt både stemningsfuld og atmosfærisk, men hvis man som publikum havde set frem til at overvære en musikalsk oplevelse i stil med Lynch og Refns respektive filmkomponister fra førnævnte hovedværker, Angelo Badalamenti og Cliff Martinez, blev man sandsynligvis skuffet. Koncerten var i sig selv glimrende for, hvad den var — en udfordrende omgang symfonimusik med kor — men publikum var ikke desto mindre blevet lovet noget helt andet. Dette kan forklare, hvorfor visse koncertgæster mistede koncentrationen og udvandrede undervejs.

Modsat Badalamentis bizarre og melodramatiske surrealisme og Martinez' klaustrofobiske og dementerede brug af synthesizers lød koncertopførelsen af "Neon Heaven" som forholdsvis konventionel symfonimusik. Den klassiske instrumentering havde stort set ingen ligheder med Lynchs forkærlighed for 1950'er-rock'n'roll-nostalgi eller Refns kitschede 1980'er-inspirerede popscores. Med andre ord passede koncertens varebetegnelse slet ikke. De komplekse korarrangementer var veludførte, og musikernes hypnotiserende samspil tegnede stemningsfulde konturer af øde landskaber fra en mytologisk verden. Disse drømmeagtige associationer og intense følelser krævede en voldsom koncentration og fordybelse fra publikums side. De personer, der havde tålmodigheden til at give opførelsen af "Neon Heaven" en chance, blev inviteret med på en mental udflugt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA