Lydmor : Spot Festival, Scandinavian Congress Center, Aarhus

Lydmor , Spot Festival, Scandinavian Congress Center, Aarhus

Lydmor : Spot Festival, Scandinavian Congress Center, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Elektropop-sangerinden Lydmor med det borgerlige navn Jenny Rossander kunne sidste år opleves på Spot i en vellykket duokoncert med Bon Homme, men denne gang var hun helt alene på den store scene i Scandinavian Congress Center, kun bevæbnet med klaver, keyboard, computer og effekter – og en enkelt gæst, jeg vender tilbage til.

Lydmor udgiver senere på måneden sit andet album, "Y", og det var ikke overraskende sangene herfra, der var i overtal på sætlisten. Det er en samling fængende elektropopnumre, som ikke havde problemer med at komme ud over scenekanten og blev hjulpet godt på vej af Lydmors smukke, rene og let melankolske stemme, højenergiske og begejstrede attitude og et fancy lysshow med laserstråler og heftigt blinkende lygter. På et tidspunkt klatrede hun med fra den høje scene og ud på scenegulvet, hvilket øgede intensiteten endnu mere, om end det ikke blev til dediceret crowdsurfing – hertil var publikum nok også for fåtalligt.

Ved den afdæmpede og smukke "Seven and Four" satte Lydmor sig ved klaveret, og det gav en mere melodisk og eftertænksom dimension til det ellers hårdtpumpede, bas- og beat-fokuserede show, og det fortsatte med "What Happened Here", hvor produceren Andreas Arenholt Bindslev kom ind på solid duetvokal. Afslutningen "New Cars and Babies" var derimod en energiudladning og et af sættets bedste numre, hvor den langsommere og meget iørefaldende "Mark of Beauty" var et andet højdepunkt. Og så fik vi ikke engang "So Cool", som er en af de stærkeste og mest hitpotentielle sange på det snarligt kommende album.

Til gengæld virkede Lydmor – når hun ikke lige havde Andreas Arenholt Bindslev med – lidt ensom på den store scene, og det fik mig til at tænke på, om ikke hun burde udfordre sig selv med at sammensætte et egentligt band. Hun har givet masser af koncerter som enmandsorkester, heriblandt nogle fremragende intimkoncerter i folks private hjem på sine såkaldte Trust Tours, men når hun spiller så store steder, kan musikken, alle de mange kvaliteter til trods, godt have lidt svært ved at nå helt ud i alle hjørner af salen. At tilsætte eksempel live-trommer ville give en ekstra bund og dynamik i musikken. Forslaget er hermed givet videre – ligesom opfordringen til at tjekke Lydmors album "Y" ud, når det udkommer 18. maj.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA