Marilyn Manson: Store Vega, København

Marilyn Manson, Store Vega, København

Marilyn Manson: Store Vega, København

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Hvis vi nu skal være ærlige, er det jo ikke ligefrem fordi de sidste par Marilyn Manson-koncerter på dansk grund har været noget at skrive hjem om. Der har mildest talt været langt til tidligere tiders storhed – også på plade. Jungletrommerne melder dog om, at Manson skulle have oppet sig gevaldigt på livefronten i kølvandet på sit seneste – i øvrigt helt igennem fremragende – udspil The Pale Emperor. Derfor er det med noget bange anelser, men også håb om det bedste, når den selvudnævnte Mephistopheles Of Los Angeles med band indtager scenen på Store Vega med den hårdtslående førstesingle fra netop The Pale Emperor, Deep Six.

Hårdhændet behandling

Scenen er badet i et tæppe af hvid røg, så man i starten kun kan ane bandets bevægelser, og at Manson svinger nonchalant med mikrofonen. Han virker i god form og har smidt de fleste af de overflødige kilo, selvom der stadig er et stykke til den skelettynde skikkelse, der skræmte livet af den mere konservativt anlagte del af det pæne borgerskab i slut-90'erne og starten af det nye årtusinde. Sætlisten er også trimmet og styrer klogeligt uden om de mindre mindeværdige udgivelser Eat Me Drink Me og The High End Of Low.

Det ravnesorte hår er nyklippet og –farvet, makeuppen er tungere end længe, og Manson virker veloplagt og spiller både rollen som drilsk publikumsforfører og den djævelske prædikant, der dukker op som et levn fra Antichrist-tiden, til perfektion. De mange mikrofoner – en med knojern, en med lys, en med kniv – får en hårdhændet behandling, og det er ikke altid, vokalen går lige klart igennem.

Nu vi er ved stemmen, har alderen har sat sine spor på Mansons vokal, når han skal ramme de høje toner, og det tror da i øvrigt også fanden, når man tænker på, hvad manden har udsat sine stakkels stemmebånd for gennem årene, men slitagen tilfører faktisk udtrykket en klædelig råhed, der kun føjer kraft til skrigene. Og dem er der mange af i aften.

Intesitet

Bandet spiller tight og leverer eksplosive versioner af nyklassikere som Disposable Teens, Rock Is Dead og naturligvis The Beautiful People, der gemmes til aftenens næstsidste nummer. Mansons eget niveau er mere ujævnt koncerten igennem, men i det store hele brænder han altså virkelig igennem. For eksempel leveres Sweet Dreams med en intensitet og indlevelse, så det er lige før, man føler sig som en 16-årig sortseer hjemme på drengeværelset igen.

Der er glædelige genhør med både Lunchbox fra Portrait Of An American Family og Antichrist-skæringer som Tourniquet og Angel With The Scabbed Wings – om end sidstnævnte i en noget rodet udgave.

Sætlisten er på mange måder en regulær hitparade, hvilket man vel næppe kan klage over, men det havde nu været klædeligt, hvis der var smidt lidt flere af de nye numre ind – vi får kun Deep Six og en i øvrigt beudringsværdigt sleazy Third Day Of A Seven Day Binge – og hvis det noget ligegyldige cover af Personal Jesus var skiftet ud med noget andet. Manson har bestemt mere interessante covers end det at hive ud af ærmet, hvis det endelig skal være.

Tøjlesløs vildskab

Det er lykkedes bandet at hive dele af det store, teatralske rockshow med ind i Vegas mere intime rammer, og vi får også glimtvise opvisninger af tidligere tiders så tøjlesløse vildskab. Ved koncertens afslutning har Manson således været ude blandt publikum flere gange, væltet trommer og forstærkere og hugget en fans mobiltelefon. Og efter en løssluppen The Beautiful People leveret iført lædervest og officerskasket afsluttes seancen effektivt med en formidabel Coma White fremført af en kutteklædt Manson foran et blomsteromslynget mikrofonstativ, mens sne – eller er det aske? – drysser stille ned fra loftet, før hvid røg igen indhyller scenen.

Halvanden time føles som en kende kort, men på den anden side skal man jo ikke klage over at gå fra en koncert med lyst til mere. Manson er ikke den store industrial-djævel af en provokatør, han har været. De dage er vist uigenkaldeligt forbi, men han formår stadig at levere et udstyrsstykke af et show – endda bedre, end han har gjort længe, og når man skræller de effektive teatralske udskejelser væk, står man tilbage med en samling virkelig gode sange. Så efter at have bevist at være tilbage på albumfronten er det rart at se, at manden også stadig kan levere varen live. En billet til en Marilyn Manson-koncert er – trods ujævnheder – igen alle pengene værd.

Fire store stjerner med en trefork op.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA