Twisted Sister: Horsens Statsfængsel

Twisted Sister, Horsens Statsfængsel

Twisted Sister: Horsens Statsfængsel

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

Født til at være vild. Leve for den åbne landevej. Under og over heavy metal-torden. Det nordjyske stankelben er rejst til Horsens i møde med biker-kulturen – og Horsens øvrige indbyggere. 

Rygmærker på denim, lidt for store læderbukser, vejrblæste frisurer fra et andet årti og oftest en ansigtsbehåring, der gør os andre mindre bemidlede i den afdeling misundelige. Hvor en stor del af ungdommen måske er rejst til Copenhell for at feste med tidens metalguder, er en modsvarende del af deres ældre her for at hylde deres egne i god festivalstemning.

Der er en kæmpe, oppustet flaske Jack Daniel's, der lokker tørstige sjæle, mens den vejrer uroligt i vinden, der er Mormor Karens Flæskestegssandwich og en bod, der kun serverer Gammel Dansk, og i Mandehørmsbaren sidder adskillige ældre ægtepar tæt på de skrøbelige bænke og bliver enige om, at vejret er alt for koldt for en juniaften.

To unge fløse kører sammen ind foran den store scene på en gammel Puch Maxi og river med hjulspin jorden op. Den har den obligatoriske grønne mælkekasse bagpå, fyldt med store øl, tanken er blå og en helt nøgen kvinde med spredte ben er grotesk påmalet over fronten.

Det varer ikke længe, før de bliver tacklet af vagterne. Et åndeløst fald i slowmotion gange to – for de kørte ikke særlig stærkt – før de stikker af til bens med adskillige andre vagter i nakken. De bliver hentet ud af teltet, hvor de søgte ly, i hovedlås og smågrinende. Det var så sjette gang i dag, at de lavede det stunt. Tændingsrøret bliver fjernet og knallerten parkeret op ad muren nær en skraldespand.

Måske frihedstrang og afstandstagen til det såkaldte bornerte samfunds normalitet kan findes i cylinderen på en motorcykel, men det er alligevel en smule ironisk, at alt dette foregår i Horsens tidligere statsfængsel, hvor pigtråden på toppen af murerne minder os om, at der var en gang, hvor du ikke kom ud i friheden, når først porten lukkede bag dig.

Legemliggjort rock

De grå skyer har overtaget aftenhimlen, så det voksende mørke føles endnu tættere, før Twisted Sister klokken 22.30 går et lille kvarter for sent på scenen. Bag sig har de et kæmpe banner: "The Sound of Thunder – AJ Pero." 

I aften er de kun fire originale medlemmer til stede, da deres trommeslager AJ Pero blev fundet død i en tourbus for præcis tre måneder tilbage. I hans sted sidder trommekongen Mike Portnoy (Dream Theater).

Som de står der, måske for sidste gang på dansk jord, er de deres egen legemliggjorte historie; det er rockens historie. En gruppe fyre uden mange muligheder eller noget at tabe, der griber instrumenterne og sluger al modgang i et forsøg på at skabe sig en bedre fremtid. Det er en historie om kammerateri og loyalitet, hvor hårde odds trodses, mens de står sammen i troen på succes.

Skulle man forvente, at tragedien ville overskygge aftenens koncert, bliver man overrasket. Da AC/DCs "It's a Long Way to the Top (If You Wanna Rock'n'roll) toner ud, kommer bandet ind og tæsker hidsigt løs, samlet om trommesættet, før Dee Snider pisker ud i fuld gallop iført en lang frakke og en T-shirt med det velsmagende slogan "Fuck it."

Folk er allerede blevet hidkaldt af australiernes kampsang fra højtalerne, og da bandet samles i front nær scenekanten i fælles bevægelse, er de som en solid knytnæve bakket op af en væg af Marshall-stacks. Derfor er det ikke overraskende, at publikum samler deres egne knytnæver i fælles takt og råber "Hey, hey, hey." 

"Alright, sick fuckers, are you ready to kick some ass," skriger Snider, før vi får en rendyrket "The Kids Are Back". Snider hopper manisk og er helt på, som den showmand han er født til at være, men lyden svigter på scenen, og han råber undervejs til lydmanden ved scenesiden.

I "Stay Hungry" opstår der yderligere problemer, da hans mikrofon går itu. Det hæmmer ham dog ikke. Selvom man ikke kan høre ham i nogle takter, er det tydeligt at se, at han råber lungerne ud. Han er stadig selv ret sulten, tydeligvis.

Jeg tænker, at det er hårdt arbejde at være hans crew. Hver gang han smider sit pink mikrofonstativ i gulvet, kommer en gut ilende ind og flytter det bagud, så den energiske Snider ikke skvatter i det, mens han kommanderer fra og over scenen.

Eddie Odeja og Jay Jay French er i topform i aften. De spiller mildest talt røven ud af bukserne, og hver gang én af dem indlader sig på hidsig samtale med de seks strenge, danser Snider bagud og går bagom basforstærkeren og drikker en tår vand, sætter sit hår med hårspray, og guderne må vide hvad.

"The Beast" giver tyngde til koncerten. Den tunge intro får igen straks hænderne op ved det entusiastiske publikum. De er hele vejen igennem indlevet i, hvad der sker oppe på scenen.

Mark Mendoza understreger den ekstra vægt i nummeret ved ikke at spille på sin bas, men snarere at slå den med højre hånd.

I "Shoot 'Em Down" er der fælles sang blandt publikum, og det er langt fra sidste gang, at det bliver tilfældet. Jay Jay French leverer køligt guitarsoloen, mens han står stoisk med en fod på monitoren og gemmer sit blik bag et par solbriller. Et eksempel på New Yorker-cool i, hvad han senere kalder "typisk dansk sommervejr, minus 30 grader! Der er varmere i Alaska!"

Fællessangen fortsætter over i "You Can't Stop Rock'n'roll", hvor lyset for første gang får lov at vende vrangen udad og blænde publikum, mens de skråler med. "You can't stop a twisted sister either," proklamerer Snider fra scenekanten.

In memoriam

Mike Portnoy får en fyldig præsentation før "I Believe In Rock'n'roll." Aftenen igennem vender Snider tilbage til afdøde AJ Pero, og her første gang er det i alvorens tegn. Han fortæller, hvordan den faldne kammerat af uransagelige årsager selv havde ønsket, at Portnoy skulle overtage trommestolen, hvis noget uventet skulle indtræffe. Det gjorde der så, og heldigvis var den blåskæggede Portnoy i forvejen fan.

Senere sniger den slags galgenhumor sig ind, som kun et tæt bånd formet af mange års kammeratligt samvær kan skabe. Det er aldrig respektløst, men det er både sjovt og rørende, når Snider med elegante bemærkninger stikker til den manglende trommeslager.

Det minder én om, at når man står i dødens skygge, kan man ikke gøre andet end at le. AJ Pero er savnet, det er man ikke tvivl om, men bandet agerer ligeså gakket, forestiller jeg mig, som havde han stadig været der. I respekt – og sandsynligvis sorg. Livet fortsætter uden hensyn.

"Du skal sgu ikke sove til min koncert"

Klassikeren "We're Not Gonna Take It" løfter hele pladsen højere. Hvem genkender ikke den koklokke-lyd?

Her er publikum i sit folkelige es. På nær én pige, der står helt oppe foran. Hun begår den fejl, at hun står og gaber undervejs, så da nummeret er forbi, svanser Snider ned og stopper foran hende. Og så får hun ellers en skideballe til stor morskab for publikum.

"Hun må have troet, at hun var til One Direction-koncert," siger Snider og trækker på skulderen, før han får bandet til at spille omkvædet igen, så publikum virkelig kan bevise deres højtsyngende værd. "Det var bedre, nu da den døde pige er gået," siger han triumferende.

Hernæst følger et længere segment, hvor Jay Jay French og Snider får lov at være vittige på skift. Det er ren standup! Og spontaniteten ses tydeligt i de store grin også på scenen. Særlig den store Mendoza ser ud til at more sig kosteligt. 

Hvor man kunne frygte, at en sådan afbrydelse af sangene kunne tabe publikum, sker det ikke, fordi de to herrer kender deres publikum. One Direction bliver omdøbt til "One Erection". "Hashtag lameassmotherfuckingpopband," vrisser French til stor publikum jubel. Nej, det er sgu ikke en One Direction-koncert i Horsens. (Det var i tirsdags.)

"The Price" bliver dedikeret til Pero. I andet vers beder Snider lysmanden om at slukke alt scenelys og publikum om at hæve deres lysende mobiltelefoner eller lightere. "Light up the sky," råber han. Det er et potent øjeblik i en følelsesladet fremførsel af nummeret.

Det tunge alvorssavn bliver humoristisk fulgt af "Burn In Hell", hvor røg og rødt lys får Snider til at fremstå som Satan selv. Han har dog forsikret os om, at Pero er røget op på øverste etage – og ikke ned i flækken i jorden. Pyha.

Farvel og tak

Før "I Wanna Rock" slår Snider fast, at Twisted Sister går på pension næste år. Publikum buher, mens han forklarer, at han bare vil ligge på en strand og blive tyk, klippe sit hår af og donere det til en kræftpatient. "It's nothing personal, but I haven't had a carb for fucking 40 years," siger han forudrettet og hiver op i sin T-shirt og afslører en veltrænet overkrop.

Han behøver ikke sige mere end "I", før publikum atter er med, og på falderebet brager bandet ud over scenen. Portnoy spiller så hårdt, at man et kort øjeblik frygter, at scenen skrider frem og kollapser over publikum.

"There's no school like the old school. That's how we do it," råber Snider til sidst, før han atter pisker publikum op til fællessang.

Vi får to ekstranumre og en bandpræsentation, før Twisted Sister forlader en dansk scene for nok sidste gang til ordene: "We'll never forget you, never forget us."

Og hvordan skulle man kunne det? Som en sidste salut til en falden kammerat, tager de resterende medlemmer en runde mere. Og så heller ikke mere – vi får ikke lov til at smide Twisted Sister i kategori med de mere vægelsindede kollegaer i The Scorpions og Kiss, forsikrer Snider os.

Gamle mænd måske, sidste runde, men kampviljen er intakt. Horsens er vidne til et rockshow, der oser af overskud, spilleglæde og overskyggende humor. Det er svært at forestille sig Twisted Sister på pension, for de spiller ikke som nogen, der er klar til at trække sig.

De har et loyalt publikum med sig, ja, men de forstår også at udnytte det til fulde. Det er ganske enkelt sådan det skal gøres.

De tekniske problemer i starten, som måske ville knække ryggen på et mindre erfarent band, er ingen kæp i (motorcykel)hjulet for disse statsherrer af rock. De tonser af sted, født til at være vilde, ja, jeg glemte sgu helt, at jeg frøs. Hvis det her er enden, er det en værdig afsked.

Respekt, sick motherfuckers.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA

// DAN