Major Lazer : Tinderbox, Blue Stage

Major Lazer , Tinderbox, Blue Stage

Major Lazer : Tinderbox, Blue Stage

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Danske festivalgængere kan godt lide Major Lazer. Sådan har det været, siden Roskilde annoncerede, at sci-fi-reggae-projektet skulle spille på festivalen i 2009. Siden er projektet svulmet fra skæv festmusik til hitlister med blandt andre Odenses egen MØ. Er der så i virkeligheden noget mere passende end at lade dancehallkongen Diplo og knægtene Walshy Fire og Jillionaire sætte et stort fedt udråbstegn ved Tinderbox-festivalen.

Nonchalant indtager Diplo sin trone med fanfare fra blæserne i "Come On to Me", der på plade har Sean Paul til at levere vokal. Sean Paul er ikke til stede, og sangen selv bliver da også hurtigt opslugt af et EDM-inferno, der ikke lige lader sig slukke. Dette er ikke en koncert, dette er ikke et dj-sæt, dette er militant infantilisme og et cirkus af bas, hvor alle tvinges i knæ til en musikalsk omgang "Simon siger". Diplo siger, publikum hopper.

Major Lazer har stille og roligt udviklet sig som festivalsviagra. De tre drenge har fulgt en formular, der fungerer i Falconer, på Roskilde Festival og nu også på Tinderbox. Det er noget med at bruge konfettikanoner, en opblæst crowdsurferbold, en håndfuld røvrystende dansere og så selvfølgelig musikken, der muligvis kan være forberedt på forhånd. En ting er garanteret. Det vil aldrig lyde som et Major Lazer-album, for til det er den musik, Diplo og co. udgiver, åbenbart slet ikke vanvittig nok og kan ikke leve op til en umanerligt forudsigelig, men alligevel komplet kaotisk ophidsning af masserne.

Under denne ophidsning blev små stykker sang til grobund for trap, dancehall og beskidt house. Meget var set og hørt før, men nyere musik reddede herligheden fra at blive for velkendt, og sange fra det nyligt udgivne "Peace Is the Mission" og formentlig det kommende "Music is the Weapon" dannede rammerne for en mere helstøbt oplevelse. Nogle sange var bare pausen inden en afsindig eksplosion i et beat mere hysterisk end det foregående, andre sange som "Be Together" og "Powerful" fik lov til at blive sine egne livenumre og ikke bare endnu en sample som Karen O's "Off with their heads" fra Yeah Yeah Yeahs' "Heads Will Roll".

Selvfølgelig måtte MØ gæste scenen til et afsluttende "Lean On", og alle var ellevilde. Sangen fremstod naturligvis meget unaturlig ved at være en ren gengivelse af det udgivne hit og ikke endnu et forsøg på at få publikum til at svinge tøj over hovedet eller rende rundt i cirkler. Major Lazer gjorde, hvad de altid gør, men for pokker om ikke tid og sted var helt perfekt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA