Ellie Goulding: Rød scene, Tinderbox

Ellie Goulding, Rød scene, Tinderbox

Ellie Goulding: Rød scene, Tinderbox

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Min første Ellie Goulding-koncert, men ikke den sidste. Det er konklusionen efter en særdeles godkendt koncert. Der var en understregning af, at arrangørerne så helt rigtigt med en popkomet, der kom og viste stort talent og evnen til at lave intelligent pop og smide det helt ud over et publikum, der nok ikke alle var til pop som udgangspunkt.

Behørigt smykket på indisk maner i det tredje øje var det sange med mantraagtige omkvæd, der dominerede, men ofte med særdeles overraskende og fede hooklines. Goulding løb jo rundt som den Nike-reklame, hun også er, og forpustet ville hun meget kort henvende sig til publikum efter hvert nummer, som ville hun lige tjekke. Og så videre til næste dybt koncentrerede udladning med den spændende og stærkt udtryksrige stemme, som hun besidder. For ja, der en masse Madonna over den engelske kvinde, men stemmen kan så meget mere, fra englekor og Björk-agtige afstikkere til solide refræner, der bliver sunget hjem bombesikkert.

Med det stærkt smittede publikum og sange som Outside, Joy og ikke mindst den suggestive Powerful, der har et eget svæv og oprindelig var et samarbejde med Major Lazer, var koncerten for alvor komprimeret, og med Figure 8, Anything Could Happen og især den fede Burn, der sluttede festen, var en perfekt demonstration udi den gode popsangs kunst fuldbyrdet. Og man kunne se på Goulding selv, at nervøsiteten var væk og det kejtede girl-next-door-udtryk, ligesom stemmen var rent ud formidabel i den afgørende sidste del af koncerten.

For hun har originale tilgange i sin popkunst. Og hun fik mig overbevist.

Klassekoncert på Tinderbox.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA